Allehelgen

I går var vi til allehelgen i kirken. Valters navn blev nævnt, sammen med en anden lille drengs. Jeg har ikke fortrudt, at jeg tog afsted. Det varmede at se, at der var kommet så mange og tak for alle tanker og beskeder hele dagen, det betyder meget, at I stadig husker os. Arrangement i kirken passede slet ikke til der hvor jeg er nu. Jeg blev provokeret af, hvor pænt det hele skal være, med lys, smukke salmer og sange, pæne ord, stilhed. Hele min krop dirrede og jeg havde bare lyst til at skrige, råbe, og sparke til stolen foran mig. Jeg gjorde det ikke, kun min gråd kunne jeg ikke holde tilbage. Mit barn er dødt og det samme er en anden dreng på kun fire dage og her sidder vi og mindes i stilhed? Der er ingen stilhed inden i mig, jeg har på ingen måde fundet ro eller håb. At mindes er ikke nok for mig, jeg vil holde om, kysse tykke babykinder, kigge ind i nogle levende øjne. Det er hverken særlig pænt, fuld af håb eller særlig roligt, at mit sidste minde om Valter er en lille kold babykrop i en alt for lille kiste. En kiste i et sort jordhul, et gravsted. I kirken ved jeg, at der sad mennesker der har mistet deres barn, mand, far, mor, svigerfar og bror alt for tidligt, jeg ved ikke om stilheden, ord og sange om håb gav mening og lindring for dem, måske når der er gået nogle år? Jeg ved det ikke...

Der er stor fokus på sorg i disse dage. DR er fyldt af både radio og tv udsendelser om emnet. Svend Brinkmann har skrevet en hel bog om emnet, han ved meget om meget åbenbart;), Esben Kjær mener ikke folkekirken har nok traditioner, hvor vi mindes de døde. Der er endda blevet lavet en diagnose for kompliceret sorg. Og det er alt sammen meget godt, men når alt kommer til alt synes jeg, at sorg handler om, at vi er en masse mennesker med hjerter der græder og gør ondt og alligevel skal vi stå op hver dag, leve videre, presses til at få lyst til at leve vores eget liv igen og hvorfor egentlig? Hvorfor er det ikke okay, at livet rent faktisk stopper når vi mister så meningsløst? Hvorfor skal jeg hele tiden presses derhen, hvor livet absolut skal give mening igen?

Jeg har delt denne video på Facebook om hvordan man er sammen med et menneske der sørger. Man skulle faktisk tro, at vores netværk har skrevet manuskriptet til den. Jeg er så imponeret over jer. I dag var der flere på arbejdet der spurgte ind til aftenen i kirken og jeg kunne få lov til at fortælle. Vi får stadig mad engang imellem, der er blomster og besøg ude ved Valter og jeg føler mig taget om, set og holdt af.

Engang troede jeg, jeg vidste, hvad meningen med livet var. Noget med Gud og evigheden og noget med at skabe et liv jeg kunne være stolt af og som jeg havde drømt om. Lige nu tænker jeg, som min venindes mand har sagt, at meningen med livet må være, at hjælpe hinanden der hvor vi kan. Og turde elske hinanden.