Mit liv?

Nogle gange kommer mit liv, min virkelighed, mine livsvilkår bag på mig. Hvordan endte jeg i det her liv? Har jeg virkelig en død søn? Har mit lille menneske været her? Bar jeg ham i ni måneder i min mave? Sidder jeg her tilbage med en sorg og mit savn der har vendt rundt på mit liv?
- Jeg skal bare tage en tur ud til Valters sted, så ved jeg han har været her, på en måde ved jeg det, for der er bare en sten og svage erindringer om et stort dybt sort hul engang i februar. Puttede vi virkelig vores lille runde dreng derned? Var han død da han lå i mine arme, da vi kørte hjem fra Riget en af de første dage i februar? Han var så fin, men blev så kold.

- Jeg kan også kigge på den tegning Malte har tegnet af vores familie nede i skolen. Han havde svært ved det, hvor mange skulle han tegne og hvordan skulle vi placeres? En opgave der for de fleste andre ikke gav de store overvejelser eller problemer. Han endte med at tegne en virkelig fin tegning med os tre på jorden og Valter svævende i skyen. Den hænger dernede i skolen og vidner om, at i vores liv har vi en usynlig Valter i skyen, en død lillebror, en død søn.

- Jeg kan også snakke med andre om Valter. Den anden dag havde vi besøg af Valters dagplejer. Hun havde skrevet om Valter til sine kollegaer. Det var så rørende og bekræftende at læse hendes ord om min Valter. Hvordan han var et lille menneske der havde sat spor, havde udvikler sig lidt, beskrivelse af hvodan han spiste, sov, legede. Dejligt at blive mindet om, at han nåede at være her så længe, at han fik en tid i dagpleje oppe hos hende. Han havde været der, han har levet.

- Jeg kan også se på billeder og videoer. Det gjorde Malte og Henrik efter aftensmaden. Men de videoer blev for virkelige og savnet og gråden væltede frem. Så meget liv, så meget kærlighed, så meget menneske og nu kun en ubeskrivelig følelse, et ubeskriveligt liv og et liv med kærlighed til min usynlige søn.