Jeg har frygtet den her dag og den er præcis lige så frygtelig som jeg forestillede mig. I dag føles det som om, at jeg mister dig igen Valter. I dag har jeg bare næsten et års erfaring med hvor forfærdeligt det er at leve hver dag uden dig.
Alle mine dage uden Valter er hårde, men mærkedagene er ekstra hårde. Minderne vælter ind over mig med en kraft der ikke er plads til i hverdagen. Og visheden om, at der ikke er håb om at kunne skabe flere minder sammen med ham, gør uendeligt ondt.
Jeg kan ikke give mit barn noget i dag. Ingen gave, der er ingen at synge fødselsdagssang for, ingen knus, ingen kys, ingen smil. De gaver jeg gav ham sidste år, nåede han kun bruge i få dage. Så hvad gør man som mor? Jeg vil skrive valters fødselsberetning ned. Så den får en plads på et lille hjørne af internettet, et bevis på, at han var her, at han levede i den her verden et lille øjeblik.
Vi havde ventet så længe på dig Valter. Og da du endelig var i min mave var jeg så bange for, at du skulle ende som en abort. I den første tid, var jeg altid bange for at gå på toilettet, var det nu jeg ville se blod? Efter et stykke tid tog kvalmen over og jeg havde det virkelig skidt. Man får tit af vide, at har man kvalme er det et godt tegn, så håbet vandt lidt plads igen. Kvalmen varede helt frem til uge 24 og den sommer kastede jeg op mange steder i europa. Jeg var så syg og uden kræfter, at jeg endte med at blive sygemeldt. En dag i september skulle vi til 20 ugers scanning, den endte med, at frygten og sorgen afløste kvalmen og vi skulle forholde os til, at du ville blive født med et halvt hjerte.
To uger før termin flyttede vores lille trekløver ind på patienthotellet ved Rigshospitalet i København. Planen var, at du havde en uge til selv at komme ud og hvis ikke du gjorde det, skulle fødslen sættes igang mandag d. 23. januar. Du kom ikke selv, så om søndagen afleverede vi Malte hos Moster Jane og Nicolai. Hele mandag er lidt tåget for mig, fordi dagene efter din fødsel var fyldt med så mange store og fremmede oplevelser. Mandag morgen fik jeg piller til at sætte fødslen igang, da der ikke skete noget fik jeg piller for anden gang og en hindeløsning. Ved 21.30-tiden skulle vi igen møde på fødegangen, den samme fødegang, hvor jeg selv er født, og her viste "strimlen" ingen tegn på en forestående fødsel. Vi aftalte, at jeg ikke skulle have flere piller, da det var bedre at føde om dagen, da der så ville være flere læger på arbejde. Vi gik tilbage på Mc. Donalds huset, hvor vi var flyttet ind tidligere på dagen, ved 22 tiden. Da vi kommer op på værelset får jeg ondt og fortryder jeg ikke tog imod de smertestillende jeg lige lige havde takket nej til. Jeg sender din far afsted efter dem. Da han kommer tilbage, har jeg meget svært ved at finde ro og din far mener vi hellere må tage over på fødegangen igen. Fra Mc. Donald huset tager man en elevator ned i kælderen, går på en lang gang og tager elevatoren op på fødeafdelingen. Det tog meget lang tid for mig og jeg måtte holde mange pauser. Jeg når ikke ret meget mere end at ligge mig op på sengen, før en jordemor siger, at jeg er igang med at føde, på det tidspunkt var klokken lidt i 23. Jeg presser ikke mange gange og så er du ude. Før du blev født, spurgte jeg en der mistede sin lille dreng få dage efter fødslen, om hvordan det var at have et dødt barn. Hun gav mig det råd, at det gjaldt om, at skabe så mange minder som muligt så hurtigt som muligt. Derfor kan jeg stadig mærke hvordan det føltes at føde dine ben, hvordan det føltes da de kom ud.
Det største ved en fødsel må være, når det lille nye menneske kommer op og ligger på brystet. Derfor var det også noget der havde fyldt meget for mig, om jeg ville få lov at holde dig inden du blev kørt væk. Heldigvis havde du det så godt, så jeg fik lov at holde dig i måske fem minutter. Du havde allerede så meget forhistorie, at det var en kæmpe forløsning og en kæmpe sejr, at du lå der hos mig og din far, levende, smuk, vores. Herefter bleve du kørt væk og din far fulgte med og hvad der så skete er lidt en tåge for mig. Jeg husker en masse maskiner og ledninger, at jeg gør alt hvad jeg kan for at få så meget hudkontakt som muligt. Uvidenhed, usikkerhed, en masse forskelligt personale, utallige scanninger, sondemad, mangel på privatliv, en lidt betuttet, men stolt storebror, besøg, gråd, din dåb, en nat uden søvn før din første operation og din videre historie er beskrevet andre steder her på bloggen. Din fødsel var noget helt særligt, som alle fødsler er, din fremtid usikker og dine første tre uger viste du, at du var den sejeste og mest tålmodig lille baby.
Valter jeg savner dig så uendeligt meget og hver dag prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg skal leve videre uden dig. Jeg er så taknemmlig og glad fordi det var mig der blev din mor, at min krop har mærker efter at du voksede inde i mig, at du boede trygt og godt inde i min mave i ni måneder, at jeg fik dine smil, at jeg så dit milde sind, dine grin, at jeg fik lov at give dig mad, lære dig ting og holde dig fast. Du vil altid være helt tæt på og jeg ville ønske alt var anderledes, men der er ikke noget jeg ville have gjort anderledes. Jeg elsker dig basse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar