Lige om lidt er det et et halv år siden af vores Valter døde. Det er for lang tid, længere end han fik liv at trække vejret. For det meste virker det helt uvirkeligt, at han har været her. Men når jeg en sjælden gang rigtig kigger på billederne af ham så kan jeg genkende hvert et smil, de smukkeste blå øjne, hver en mimik, og hver en måde han ligger eller sidder på. Alligevel er det helt uforståeligt at jeg har kysset de runde kinder, at de fine øjne har kigget på mig, at jeg har kunne dufte ham, putte mig ind til ham, trøste ham, putte ham, passet på ham, beskyttet ham og at jeg ikke kan det mere. At det var så kort tid, næsten som havde jeg ham kun til låns. Jeg kan ikke forstå det og det er så sjældent at jeg giver mig ro og tid til at tage det helt ind, for jeg kan ikke overskue, at det er min virkelighed. At jeg havde et barn, så meget kærlighed og hengivenhed som nu er væk. Jeg har fyldt mit liv op med en masse ting jeg skal og jeg er blevet så dygtig til ikke at græde når jeg snakker med jer om Valter, at jeg nok virker til at være et sted hvor alting er blevet bedre. Og det er nok det folk mener, når de siger at det bliver bedre. Jeg tror ikke på det, for mig handler det mere om, at jeg er blevet bedre til at gøre hvad der forventes og hvad der er brug for, hvis en familie skal kunne fungere og hvis man vil fungere i den her verden.

Det har været sommerferie tid igen. Det er svært at forholde sig til ferie, når der altid vil mangle en og så er det stadig svært  for os, at finde ud af hvad vi har lyst til. Feriedage, mandage, fridagen, alle dage er bare nye dage uden Valter. Ferien har været god og vi fandt ud af hvad vi ville, men hvor har jeg brugt meget energi på at hade familier der har gået med deres klapvogn og et barn eller to ved siden af, to årige ved stranden og i poolen. Babyer i slynger og bæreseler. Min misundelse kan slet ikke holde til det, de har alt hvad jeg ønsker mig til vores familie. Men hvem ved hvad de gemmer på.

Jeg drømmer om et liv hvor vores problemer og bekymringer var mere almindelige. Skal bilen snart skiftes, skal udhænget males, kan vi snart få noget mere sammenhængende søvn - almindelige problemer. Men måske er der ingen der har det liv mere. Min tante sendte en artikel hvor følgende citat ramte mig. “ nogle liv er mere smertefulde eller mindre lykkelige end andre”

Det er guld værd, når man har det der kommer tættest på
søskene, kusiner og fætre, med på ferie.