Mærkedage

For en uge siden havde jeg fødselsdag. Jeg er, eller var, en af de mennesker der elsker min fødselsdag. Jeg minder gerne Malte og Henrik om, at nu er der præcis en måned til min fødselsdag, ti dage, præcis en uge, så de ikke glemmer den og når at få købt de helt rigtige gaver. Sådan gjorde jeg også i år og de grinede af mig og synes helt sikkert jeg skulle slappe lidt af;) I fredags blev det så min fødselsdag og jeg var så ked af det hele dagen. Jeg følte mig helt forkert på arbejdet, jo flere der sagde tillykke, jo mere havde jeg lyst til at græde. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke holde tårerne tilbage mere og jeg græd og græd som jeg ikke har gjort i lang tid. Jeg råbte og havde lyst til at smadre noget, gå ud i køkkenet og smadre det hele. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for jeg er blevet alt for god til at kontrollere mig selv og mine følelser. Alt alt for god... Dagen blev bedre da jeg fik hentet Malte, en sød svigerinde kom forbi og ikke mindst da Henrik kom hjem. Det kom sådan bag på mig, at jeg fik det sådan. Det er en kliché, at mærkedage aldrig bliver det samme igen, når man har mistet en tæt på, men det måtte jeg sande i år.

Jeg drømmer ofte om Valter. Det er så dejligt. Når jeg vågner kan jeg næsten mærke ham, dufte ham og jeg har en ægte følelse (findes der uægte følelser?) af, at vi lige har været sammen. Den anden nat drømte jeg, at vi skulle skynde os op på intensiv, for Valter var ved at dø. Da vi kommer derop, står han op i sengen, han har ingen slager og sit eget tøj på og så smiler han som kun han kunne smile, griner, jeg kunne fornemme hans bløde tykke kinder, hans bløde babyhud, tyngden af ham i mine arme. Han var helt klar til at komme med hjem. Jeg har tit en følelse af, at han kommer hjem til os igen.

Jeg har det ikke godt, mit overskud er mindre, jeg smiler mindre, jeg er mere træt og jeg lukker mig ind i mig selv. Jeg har allermest bare lyst til at være for mig selv. Er det okay her 18 måneder efter? Er det sundt og normalt eller trækker jeg den for langt? Er min sorg min undskyldning for, ikke at være noget for nogen, lukke mig inde, passe mig selv, have ondt af mig selv? Min psykolog var fyldt af beundring over, at jeg gav mig selv lov til at være ked af det i så lang tid. Det er mere end et halv år siden jeg sidst så hende. Ville hendes beundring nu være vendt til bekymring? Ude ved Valter i dag, rankede jeg ryggen og bestemte mig for, at det er helt okay sådan som jeg har det. Jeg har oplevet "det modsatte af mening, blevet konfronteret med meningsløsheden" ( Joan Didion) og selv om mit liv stadig er fyldt med mening, primært Henrik og Malte, så tager det bare lang tid for mig, at få mit liv til at passe rundt om min sorg og meningsløsheden.