Kære elskede Valter

Lige om lidt bliver du storebror. Hvor har jeg stået mange gange, de sidste tre år, foran din grav og sagt "måske bliver du storebror nu" Jeg har en kæmpe mave og kan næsten hele tiden mærke din lillebror eller lillesøster bevæge sig rundt derinde, præcis det samme sted hvor du var i ni måneder. Jeg husker ikke meget fra dengang jeg var gravid med dig. Det er som om ugerne efter at vi fandt ud af, at dit hjerte var sygt, er forsvundet. 

Det knuser mit hjerte, at dig og babyen i min mave aldrig skal møde hinanden. 

Jeg vågnede i morges og troede at jeg havde drømt om dig, men i virkligheden havde jeg drømt om den nye baby. 

Jeg tænker på dig næsten hele tiden, du er her, men du er her ikke. Jeg har så svært ved at forstå, at jeg aldrig skal holde dig mere, kramme dig, se ind i dine store flotte øjne, at alt det fysiske vi havde sammen for evigt er væk. Sådan har jeg det, selv om det snart er fire år siden jeg så dig sidste gang. 

Det er svært, at være gravid igen efter dig. Det er svært, at skulle have en baby, fordi du ikke er her mere. Alle dine ting er fundet frem igen. Det er både trist og dejligt at se alle tingene igen. Du ville være fire år nu, kunne tale, sige mor, gå, løbe, spise selv, have venner, lege, gå i børnehave. Alle de ting du ikke selv nåede, skal vi nu opleve med en lille ny. Det bliver hårdt løbende at blive mindet om, alt det vi ikke fik med dig. 

Malte savner dig og sætter flere og flere ord på sin sorg. Han vil give sin play station for en time sammen med dig. Han bliver en god storebror igen og det bliver svært for en lille ny, at skulle måle sig med dig i Maltes øjne. 

Hvor ville jeg bare ønske alt var anderledes

Jeg elsker dig Basse - knus mor

Drømme med Valter

Jeg havde en træls fridag i går. Jeg blev ved med at være i rigtig dårligt humør, ondt i hovedet og jeg kunne ikke finde ro hele dagen. Mine tanker kredsede om Valter. Jeg ved ikke om andre forældre der har mistet, har samme følelse, men jeg føler, at jeg lod Valter glide ud af mine hænder, at jeg ikke kunne passe på ham. I går havde jeg samme fornemmelse, bare at han var ved at forsvinde helt. Men i nat drømte jeg endelig om ham, i nat var vi sammen i drømmen. Jeg kunne mærke hans tyngde i mine arme, han har været væk fra mine arme i snart tre år og så var han der pludselig igen. Jeg kunne dufte ham og jeg fik en million smil fra hans lille runde ansigt. Jeg ammede og ammede ham og ham gik rundt og legede med Malte og alle sine fætre og kusiner. Det føltes så virkeligt og så rigtig, men det var bare en drøm. Vi er stadig kun tre der skal holde efterårsferie, en lille amputeret familie. Den skal nok blive god, hyggelig og dejlig, for vi skal leve videre, sådan er det, selv om alt i mig skriger på, at alting skulle være anderledes for os. 

Denne dag, motionsdagen, minder mig altid om, at jeg for tre år siden havde Valter med på løbeturen. Han sad i sin barnevogn og smilede til alle eleverne og lærerne. Bagefter gik han fra arm til arm mellem kollegaerne - smilende og glad. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor hans liv skulle være så kort. 

 

Kære dejlige Valter - hvor vi savner dig. Vi snakker meget om dig for tiden og ville sådan ønske at du var her og lavede rod og larm i vores liv. Vi snakker om, hvordan det ville være, at sidde fire omkring bordet, hvor irriterende du nok ville have været over for Malte og hvor trætte vi, jeres mor og far, ville være, bare på en helt anden og mere sund måde end vi er nu. Vi voksne har stadig ikke den store energi og kan virkelig mærke, når vi udsætter os for for meget. Det gør vi mere eller mindre hele tiden. Vi vil så gerne skabe et godt børneliv for Malte og det kræver alle vores kræfter. Hvor ville vi ønske at vi også skulle være med til at forme dit liv og dig. Hvordan mon din stemme ville lyde? Ville du være lige så stædig som Malte? Ville du have lige så mange venner og hygge dig i børnehaven? Ville du løbe rundt med dine fætre Tristan og Samuel eller ville du elske at lege med Vilja? Hvor meget ville din sygdom mon have fyldt? Ville corona mon have været så farlig for dig, at vi skulle isolere os? 

Malte er så stor nu og er ikke meget hjemme. Der er så stille når han ikke er her og jeg har så meget tid, tid jeg skulle have brugt sammen med dig. Der er så mange ting jeg ikke nåede sammen med dig, vi nåede så lidt sammen. I dag tænkte jeg på alle de gange vi var indlagt. De morgener hvor jeg ikke måtte give dig mad, før at vi var gået over på den anden side af gangen og jeg havde taget din temperatur og vejet dig. Det er ikke nogen nem opgave, da du havde ledninger over det hele og var sulten. Jeg ville gøre det tusind gange og jeg kunne leve på den afdeling, hvis det betød at du var i live. Ubevidst går jeg og venter og tror på, at du kommer tilbage til mig. 

Når vi er til fester og familie ting mærker vi savnet til dig ekstra meget, at sidde der som en amputeret familie, at se og høre om andre familier, se søskende være sammen. komme sammen. Det er små ting som gør ekstra ondt. Malte ønsker sig brændende tre ting - dig, en lillebror og en hund. Han siger selv, at han ønsker sig de tre ting, men at han kan ikke få nogen af dem. Nu har han fået en kanin og den elsker han, men han ved stadig godt hvad han helst vil have. Jeg tror du ville have elsket og stresset hans lille kanin. 

Elskede Valter, kan vi ikke mødes i mine drømme i nat? 

At jeg har mistet mit barn, har gjort, at jeg også har mistet noget andet.

Jeg har skrevet nedenstående besked til nogle af mine veninder. Da jeg mistede Valter, mistede jeg også en del af mig selv, som har gjort, at jeg har ændret mig. Ting jeg har glædet mig til, har set frem til og som har givet mig energi, gør det ikke mere. Jeg ved godt jeg er undskyldt og mine veninder er forstående og søde, men det gør mig alligevel trist. 

Kære damer 

Jeg har brug for at skrive denne besked til jer. Ville ønske jeg var i lidt bedre tid og havde sent et rigtig brev. Beskedformatet bliver lidt upersonligt synes jeg. 

Jeg skriver til jer, fordi jeg synes, at I er dem jeg har svigtet mest siden Valter døde. Jeg har brug for at I ved, at det ikke er personligt jer og ikke et helt bevidst valg. Det er blevet sådan og det er der nok flere grunde til. Det ene grund er nok, at den måde jeg før har været en del er flokken på, er mest i den store gruppe og ikke så meget på to mandshånd. Jeg har fået det rigtig svært ved at være mange sammen og derfor vælger jeg tit det fra. Mit hjerte blev knust den dag Valter døde og det ændrede mig for altid. Jeg er ikke den samme mere. På den ene side, er det så svært at acceptere, at alt det der gav mig energi før og gjorde mig glad, ikke gør det mere. Mit sociale behov er meget lille nu og det står i skærende kontrast til hvordan jeg havde det før. På den anden side har jeg accepteret, at mit liv er forandret og at jeg er forandret. Døden havde den konsekvens for mig og der er noget andet der fylder nu. En anden grund er, at flere af jer har fået et eller to børn siden Valter døde. Jeg skammer mig over, at det betyder noget for vores relation og det er ikke sådan jeg ønsker det skal være. Nu vil I sikkert indvende, at det forstår I godt og at det er helt i orden. Men jeg er oprigtig ked af, at det er sådan jeg har det. Jeres børnerigdom og babylykke minder mig om, alt det jeg ikke har og har mistet. Jeg ved godt I ikke er lykkelige bare fordi I har mange børn og fået en baby, men jeg ville give alt for en søvnløs nat sammen med Valter. Jeg prøver, at fokusere på alt det jeg har, Malte og Henrik, at jeg har mere end mange andre, men lige nu kan det ikke trylle al misundelsen væk. Jeg tænker på jer og ønsker jer alt det bedste. Jeg ved at I er forstående, søde og betænksomme, så I behøver ikke svare på beskeden, måske jeg mest skrev den for min egen skyld.

Knus Mette

Tiden der går

I morgen starter en ny måned, det bliver den 1. igen, endnu en måned uden Valter er gået. Valter døde den 1.. Han døde den 1. februar for 21 måneder siden.

Jeg har fri i dag, som jeg har det hver torsdag. Det er mit åndehul, min pause fra hverdagen, min tid med Valter, min dag hvor tårerne triller, min dag hvor jeg kan mærke efter og bare være. Jeg bliver bedre og bedre til det, at lade min fridag blive til mit åndehul.

Der går længere og længere mellem, at jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det. Det er helt naturligt tror jeg, alle der har været i krise kan nok genkende det. Hvor nogen kriser er perioder man bare vil glemme og ikke lade fylde, så har jeg brug for, at min krise bliver hængende. Både fordi den binder mig sammen med Valter og fordi den har så stor indflydelse på mit liv i dag. Det er så godt for mig, når nogen spørger hvordan jeg har det, for så opstår der også et lille åndehul, hvor jeg kan mærke efter.

Men hvordan har jeg det så? Svært og tungt, men pakket ind i en hverdag der fungerer på mange måder. Jeg savner Valter ubeskriveligt meget, jeg hader at mit barn er et minde. Jeg tager neglelak og pænt tøj på, glæder mig til at jeg er færdig med mine strikkede bluser, gør rent, rydder op, indretter, ordner haven, tjekker mine sociale medier, alt sammen ubetydelige ting jeg kunne lade være med. Jeg trives bedst i mit eget selskab, får ikke lavet aftaler, rækker ikke ret meget ud, glemmer ting, glemmer navne, arbejder langsomt, glæder mig ikke til ret meget, ser ikke frem til ret meget, " al begejstring kommer med et forbehold eller to" (Søren Huus). Jeg holder mig væk fra de fleste store forsamlinger, prøver alligevel at komme lidt ud. Jeg kan ikke overskue ret meget, bliver hurtigt frustreret hvis ting eller relationer bliver besværlige. Jeg tror ikke jeg tror på Gud mere, i al fald ikke som jeg før har gjort. Jeg har brug for ro. Jeg har brug for struktur. Jeg har brug for mere formål med mit liv, en retning, noget at se frem til...

Sådan ser min sorg ud 21 måneder efter at alt forandrede sig.

Valtersminde - familiebillede

Det her er en familie - Valters familie.
Det er ikke svært at forestille sig, at en to et halvt årig dreng kunne passe ind i billedet. Men han er der ikke og han kommer aldrig til at være på flere billeder. Men hvis han stod der, ville han måske kigge op på sin morfar og glæde sig til at han måtte få en tur på traktoren, siddende på hans knæ, han ville kigge op på sin mormor og glæde sig til næste gang de skulle spille sneglespillet, kigge op på sin moster og glæde sig til, at hun med oprigtig interesse og hjertevarme spurgte ind til hvad han havde lavet sidst. Kigge op på sin onkel og glæde sig til, at han var stor nok til at komme med ham på muserum. Kigge op på sin morbror og glæde sig til, at lege i den fantastiske børne have han har lavet og måske gå med ind i værkstedet og lave noget med ham. Kigge op på sin tante og glæde sig til en af hendes fantastiske kager og alt den ro hun skaber hjemme hos dem. Kigge op på hans anden moster og glæde sig til, at hun igen sætter sig ned og hengiver sig fuldstændig til en leg. Kigge op på sin anden onkel og glæde sig til, at han finder en legetøjspistol frem og leger krig. Kigge op på alle sine fætre og kusiner og bare glæde sig til næste gang de skal være sammen og lege sammen. En fætter der vil læse bøger højt, to fætre der vil lege alle de vilde lege, en flok kusiner der er så gode til at lege rollelege, en mindste kusine, som han vil elske at tage sig af, kysse fordi man ikke kan lade være og vise hvordan man gør alting. Han vil kigge op på sin far og glæde sig til slåskampe, fisketure, fodbold, knus, godnatlæsning, computerspil. Han vil kigge op på sin mor og glæde sig til flere knus, flere brætspil, mere madlavning, mere legobygning, flere godnathistorier. Til sidst vil han kigge med aller mest beundring og kærlighed på sin storebror og glæde sig til den store kærlighed han ville få igen, al den leg, al den omsorg og al den larm de to vill lave.

At blive anerkendt i sin sorg

Hvilke problemer kan man tillade sig at bringe på bane, når ens veninde, kollega, søster, svigerinde, datter, har mistet sit barn?

Jeg var samme med min veninde den anden dag. Vi snakker om mig, Valter, sorg, hvad jeg gør og hvordan jeg har det. Og så begynder jeg at spørge ind til hendes liv. Hun fortæller om hendes forhold og hendes børn - hun har to - over hvor meget de skændes og at det fylder. Så kigger hun op, og siger “men det er vel det du savner?” Det er rigtigt set, men skal hun lade være med at fortælle om sine udfordringer, bare fordi de måske ikke er så store som mine? Det er svært. For nogle dage vil det ryge direkte ind der hvor det gør rigtig ondt og andre dage vil jeg kunne sagtens sætte mig ind det. Jeg har også selv helt almindelige hverdagsproblemer der fylder. Hvis alt skal sættes op imod, at have mistet et barn, så bliver det svært at snakke om ret meget, som også betyder noget for den anden. Men faktum er bare, at det kan såre. Det er lidt det samme som når jeg har været i fertilitetsbehandling, nogle dage græder man bare man ser en barnevogn og andre dage kan man måske sagtens rummer at høre om søvnløse nætter. Jeg ønsker ikke, at mine venner og familie skal gå på listefødder over for mig og ikke være ærlig om det der fylder hos dem. Men på den anden side vil jeg også gerne anerkendes i min sorg. Jeg har en kollega der er rigtig god til det. Tit når hun fortæller et eller andet om sine børn, at de skal konfirmeres, hun laver fotobøger over en lang barndom eller andet, så kommentere hun lige, som min veninde også gjorde, at det kommer du aldrig til Mette eller det må du savne. Og det er super hårdt, og giver tit også skjulte tårer i øjnene, men det føles godt. Lige der bliver jeg anerkendt for min sorg.