Tro

Jeg tror folk tit oplever, at når de står i kriser måske især ift. sygdom og død - at Gud og tro pludselig bliver et anker og en hjælp og trøst. For mig er det helt omvendt. Jeg er hele mit liv vokset op med en tro på Gud - og den er der stadig, ham kan jeg ikke komme uden om - men nogen trøst føler jeg ikke. Jeg ved at der intet sted i Bibelen står noget om, at man som kristen får et nemmere liv eller ikke kommer til at møde livskriser og død. Men hele det gudsbillede jeg har haft, har jeg ikke mere. Gud er ikke den Gud der elsker mig, passer på mig og vil mig det godt. Lige nu føles det som om han sender den ene ulykke efter den anden efter mig og os. Om det er ham der gør det ved jeg ikke, men han passer i al fald ikke på mig. Jeg ligger ned for alvor og jeg har ingen fornemmelse af, at jeg bliver passet på, at der er håb og lindring.

Jeg har fået beskeder, hvor der står at Valter har fået folk til at folde hænder der ikke har været foldet i lang tid - Valters død har fået mig til ikke at folde mine hænder. Jeg har så svært ved at skulle be Gud om noget eller bare be til ham. Jeg har lyst til at be for Malte, men det virker ikke mere - for hvorfor skulle jeg gøre det? Min erfaring siger mig, at Gud ikke griber ind, at han ikke passer på, holder om og bærere.
 At skulle tage i kirke og skulle synge med på en salme eller lovsang virker helt usandsynligt for mig nu. Hvilke ord skulle kunne skabe lindring og håb, når min erfaring siger mig, at det ikke sker?

Gud føles uopnåelig og slet ikke tæt på. Min tillid til Gud har været stor og troen på ham har været en stor del af mit liv. Hvor går jeg hen nu? Hvad skal fylde, der hvor min tiltro til ham var før?

Hvordan skal jeg forlige mig med, at jeg aldrig får svar på mit store Hvorfor? Hvorfor var det min dreng der skulle dø? Hvorfor skulle mit liv fyldes med endnu flere tårer og meningsløshed gang på gang? Der er ikke nogen at spørge og der er ingen der kan love mig, at det bliver anderledes i fremtiden.