At blive anerkendt i sin sorg

Hvilke problemer kan man tillade sig at bringe på bane, når ens veninde, kollega, søster, svigerinde, datter, har mistet sit barn?

Jeg var samme med min veninde den anden dag. Vi snakker om mig, Valter, sorg, hvad jeg gør og hvordan jeg har det. Og så begynder jeg at spørge ind til hendes liv. Hun fortæller om hendes forhold og hendes børn - hun har to - over hvor meget de skændes og at det fylder. Så kigger hun op, og siger “men det er vel det du savner?” Det er rigtigt set, men skal hun lade være med at fortælle om sine udfordringer, bare fordi de måske ikke er så store som mine? Det er svært. For nogle dage vil det ryge direkte ind der hvor det gør rigtig ondt og andre dage vil jeg kunne sagtens sætte mig ind det. Jeg har også selv helt almindelige hverdagsproblemer der fylder. Hvis alt skal sættes op imod, at have mistet et barn, så bliver det svært at snakke om ret meget, som også betyder noget for den anden. Men faktum er bare, at det kan såre. Det er lidt det samme som når jeg har været i fertilitetsbehandling, nogle dage græder man bare man ser en barnevogn og andre dage kan man måske sagtens rummer at høre om søvnløse nætter. Jeg ønsker ikke, at mine venner og familie skal gå på listefødder over for mig og ikke være ærlig om det der fylder hos dem. Men på den anden side vil jeg også gerne anerkendes i min sorg. Jeg har en kollega der er rigtig god til det. Tit når hun fortæller et eller andet om sine børn, at de skal konfirmeres, hun laver fotobøger over en lang barndom eller andet, så kommentere hun lige, som min veninde også gjorde, at det kommer du aldrig til Mette eller det må du savne. Og det er super hårdt, og giver tit også skjulte tårer i øjnene, men det føles godt. Lige der bliver jeg anerkendt for min sorg.