I morgen starter en ny måned, det bliver den 1. igen, endnu en måned uden Valter er gået. Valter døde den 1.. Han døde den 1. februar for 21 måneder siden.
Jeg har fri i dag, som jeg har det hver torsdag. Det er mit åndehul, min pause fra hverdagen, min tid med Valter, min dag hvor tårerne triller, min dag hvor jeg kan mærke efter og bare være. Jeg bliver bedre og bedre til det, at lade min fridag blive til mit åndehul.
Der går længere og længere mellem, at jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det. Det er helt naturligt tror jeg, alle der har været i krise kan nok genkende det. Hvor nogen kriser er perioder man bare vil glemme og ikke lade fylde, så har jeg brug for, at min krise bliver hængende. Både fordi den binder mig sammen med Valter og fordi den har så stor indflydelse på mit liv i dag. Det er så godt for mig, når nogen spørger hvordan jeg har det, for så opstår der også et lille åndehul, hvor jeg kan mærke efter.
Men hvordan har jeg det så? Svært og tungt, men pakket ind i en hverdag der fungerer på mange måder. Jeg savner Valter ubeskriveligt meget, jeg hader at mit barn er et minde. Jeg tager neglelak og pænt tøj på, glæder mig til at jeg er færdig med mine strikkede bluser, gør rent, rydder op, indretter, ordner haven, tjekker mine sociale medier, alt sammen ubetydelige ting jeg kunne lade være med. Jeg trives bedst i mit eget selskab, får ikke lavet aftaler, rækker ikke ret meget ud, glemmer ting, glemmer navne, arbejder langsomt, glæder mig ikke til ret meget, ser ikke frem til ret meget, " al begejstring kommer med et forbehold eller to" (Søren Huus). Jeg holder mig væk fra de fleste store forsamlinger, prøver alligevel at komme lidt ud. Jeg kan ikke overskue ret meget, bliver hurtigt frustreret hvis ting eller relationer bliver besværlige. Jeg tror ikke jeg tror på Gud mere, i al fald ikke som jeg før har gjort. Jeg har brug for ro. Jeg har brug for struktur. Jeg har brug for mere formål med mit liv, en retning, noget at se frem til...
Sådan ser min sorg ud 21 måneder efter at alt forandrede sig.
Hej.
SvarSletVi kender ikke hinanden, men har før overvejet at skrive, og nu gør jeg det...
Dine indlæg rører mig virkelig. Bliver ked af det, langt ind i hjertet over at læse, at I har mistet en søn. Det mest forfærdelig i verden, kan jeg kun forestille mig. Kan læse at det stadig er svært, også her 2 år efter. Og så forståeligt ��
Der er noget ved jeres historie, som jeg kan genkende. Ikke det at miste et barn, men ønsket om børn, og gerne flere. Jeg læste et indlæg, hvor du skrev om, at der var stille i jeres hus. Kender SÅ godt den stilhed. Og at jeres dreng er eneste barn hjemme hos jer...
Vi ventede 7 år, på vores den ældste dreng, som er adopteret. 5 1/2 år på den yngste, også adopteret. Masser er fertilitetsbehandling var der også.
Fandt lige et skriv, hvor du skriver om andres babylykke, og at det ikke er til at være i det/og store forsamlinger.
Jeg er en anden nu, alle årene med uvished, mens alle vores venner fik deres børn, har gjort noget ved mig.
Håber ikke du forstår det sådan, at jeg sammenligner det at miste et barn, men min bagage. Det er på inden måde ment sådan. Bare at det du skriver, gør noget ved mig. Og det er modigt at skrive om det, noget jeg har overvejet mange gange, men aldrig turdet gøre.
Vh. Ann Cathrine.
Kære Ann Cathrine
SletMange TAK for din besked. Det er virkelig sødt af dig at skrive, det betyder noget for mig. Jeg er ked af at høre, alt det du måtte igennem for at få fyldt huset med rod og larm. Jeg ville ønske, at ingen skulle igennem så megen smerte, uvished og misundelse for at få børn.
Jeg ønsker jeres familie alt godt. Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at kærlighed er det der gør forskellen.
Mange hilsner Mette
Der kom lige 2 kiksede ?? ind, det var en fejl!
SvarSlet😉
Slet