Drømme med Valter

Jeg havde en træls fridag i går. Jeg blev ved med at være i rigtig dårligt humør, ondt i hovedet og jeg kunne ikke finde ro hele dagen. Mine tanker kredsede om Valter. Jeg ved ikke om andre forældre der har mistet, har samme følelse, men jeg føler, at jeg lod Valter glide ud af mine hænder, at jeg ikke kunne passe på ham. I går havde jeg samme fornemmelse, bare at han var ved at forsvinde helt. Men i nat drømte jeg endelig om ham, i nat var vi sammen i drømmen. Jeg kunne mærke hans tyngde i mine arme, han har været væk fra mine arme i snart tre år og så var han der pludselig igen. Jeg kunne dufte ham og jeg fik en million smil fra hans lille runde ansigt. Jeg ammede og ammede ham og ham gik rundt og legede med Malte og alle sine fætre og kusiner. Det føltes så virkeligt og så rigtig, men det var bare en drøm. Vi er stadig kun tre der skal holde efterårsferie, en lille amputeret familie. Den skal nok blive god, hyggelig og dejlig, for vi skal leve videre, sådan er det, selv om alt i mig skriger på, at alting skulle være anderledes for os. 

Denne dag, motionsdagen, minder mig altid om, at jeg for tre år siden havde Valter med på løbeturen. Han sad i sin barnevogn og smilede til alle eleverne og lærerne. Bagefter gik han fra arm til arm mellem kollegaerne - smilende og glad. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor hans liv skulle være så kort.