Arbejdsopstart og Naja Marie Eidt igen igen

Jeg er startet på arbejde, halv tid cirka. Det går ok. Måske føles det ligefrem lidt godt at være til nytte igen og gøre en lille forskel. De timer jeg ikke er på arbejde, ligger jeg på sofaen eller i sengen. Jeg føler mig lidt som to forskellige personer, jeg lever to liv. Jeg tror jeg ligner mig selv på arbejdet, smiler, griner, engagerer mig og de opgaver jeg har går fint tror jeg. Nogen tænker måske endda på hvordan jeg kan være så meget mig selv, når noget så forfærdelig er sket. Jeg tænker det selv og jeg ved det ikke...fordi jeg skal? Så træder jeg ind af døren herhjemme, eller faktisk starter det allerede når jeg sætter mig på cyklen. Jeg falder sammen, min krop begynder at gøre ondt, al energi og initiativ forsvinder, jeg forsvinder. Jeg bliver ked af det, når jeg læser hvad jeg lige har skrevet, jeg bliver ked af, at jeg er så ked af det og at ovenstående er min virkelighed.

Jeg har set noget med Naja Marie Eidt. Hun fortæller om sin bog og om sin sorg og de år der er gået siden hendes søn døde. Jeg spejlede mig i hendes ord så mange gange i den time det tog. Hun siger f. eks. "At når ens barn dør mister man sin fremtid. Når ens forældre dør mister man måske mere sin fortid" Mange forestiller sig måske, at man sidder derhjemme og mindes den døde, ser på billeder og video. Men det er alt for smertefuldt. Hun siger, at hun slet ikke turde at mindes ham som levende, men kun kunne tænke på ham som død, liggende der på sygehuset med sin døde kolde krop, hans kolde hånd. Det er lige der jeg er. Valter hænger overalt herhjemme, jeg har selv hængt ham op, men jeg tør ikke rigtig kigge på billederne mere, det er alt for smertefuldt. Og den der kolde stive hånd, gid jeg ikke anede hvad hun mente med det.

http://channel.louisiana.dk/video/naja-marie-aidt-what-you-dont-want-hear