Første arbejdsdag

Jeg er startet på arbejde i dag - bare et par timer. Ingen har tvunget mig til at starte, jeg har selv været med til at lave planen og jeg har ingen tunge arbejds opgaver. Børnene var søde, kollegaerne var så søde og jeg var sød og alligevel er der ikke en eneste del af min krop der har lyst til at tage derop igen. Jeg havde bare lyst til at råbe "mit barn er dødt - hvad skal jeg her???" Jeg havde ikke forventet, at det ville være nemt at starte, jeg havde håbet, at det ville føles naturligt, men jeg havde ikke forudset, at jeg ville have det sådan her. Det føles ligegyldigt, selv om jeg bestemt ikke har et ligegyldigt job. Det er som om, det at starte på arbejde er det ultimative bevis på, at livet kan/skal gå videre uden Valter og det føles ikke godt... Det føltes forkert fra før jeg gik ind af døren, at være så ked af det og så skulle på arbejde begyndte ikke helt at hænge sammen. For det at være ked af det, er begyndt at fylde mere og mere igen - jeg græder oftere og har fundet ro i, at det er det jeg er -ked af det - og det er helt okay.  Jeg er ikke deprimeret, sidder ikke fast, er ikke gået i stå - jeg er bare så uendelig ked af, at Valter ikke er her hos mig mere. Men passer det sammen med et arbejde?

Men det skal have en chance det arbejde og det får det. Ingen behøver at være urolig for mig, jeg er i den her periode blevet rigtig god til at sige fra, sige nej og ikke at gøre så meget af det der føles forkert. Så vi ses på onsdag 6. A, måske ikke iført en glad maske, men helt sikkert en anden Mette end den der forlod skolen i december for snart lang tid siden.

Blomster fra en betænksom kollega😊