Podcast med Naja Marie Eidt

"Forventningensglæde forsvinder, ingen drømme - bare overleve - ingen lyst - det der betyder noget er nærhed, tryghed og de vigtige menneskelige relationer"

Jeg har i dag hørt podcasten "Frøkjær og forfatterne", som jeg fik anbefalet af en kollega.  Naja Marie Eidt bliver interviewet af Cecilie Frøkjær om hendes bog "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage". Bogen handler om hendes tanker og sorg efter at hendes søn dør 25 år gammel og jeg har citeret fra den før. Jeg havde den i ørene på vej ned og træne, men måtte stoppe den igen, fordi jeg blev så ked af det. Hun er, som hun selv måske havde håbet på, et spejl for mig og jeg kan næsten nikke genkendende til alt hvad hun siger.

Hendes søn var 25 da han døde, han havde haft 25 år til at vise hvem han var og familien prøver at bære ham med videre og bringe de ting videre som betød noget for ham. Valter var et år, han kunne ikke sige noget, så hvad er det jeg skal bære videre af ham? Hvem var han? Kan jeg lære noget af ham? Noget han gjorde igen og igen, var at bruge alt sit overskud på at være og insistere på kontakt og den måde han kom igennem operationerne og bedøvelserne var så sejt. Så de få kræfter han havde brugte han på nærvær, han sov ikke mere end andre, eller græd mere end andre - han kiggede os dybt i øjnene og smilede. På mange måder virker det mærkeligt at skrive, at man kan lære noget af en 1 årig...

Hun siger, at sorgen nogle gange bare er uden ord, men istedet føles helt fysisk og tung. Det er det den er for mig, en stor tung dyne der ligger ned over mig, et sted hvor jeg ikke har brug for så mange ord og jeg har lyst til at blive under den dyne for det er der Valter føles tættest på og fordi jeg bare er så ked af det.
De kampe hun har med at vende tilbage til at skrive, minder på mange måder om det jeg kæmper med ift. at starte på arbejde igen..... Jeg er en anden, mit liv er et andet, skal jeg stadig bruge energi på et arbejde, når jeg i forvejen kæmper med at overleve?

Før var hun et socialt menneske, der fik energi af andre. Det har også ændret sig for mig, jeg ville ønske jeg var den gamle Mette der trives sammen med andre og som havde lyst til at tage til alle de hyggelige ting, som kvindeklynge, mødregruppe, sommerfrokost og spisegruppe.

Fællesskabet som greb hende, minder på mange måder om det vi har oplevet - et lille stykke af Danmark som for mig overraskende opfører sig meget udansk. Et fællesskab som tør støtte op, spørge ind og bare være.

Hør den!

Artikkel om samme emne: https://www.information.dk/mofo/naja-marie-aidt-sorgen-kaempe-fucking-monster-oedelaegger-alting