Opslag
Vi er hjemme og har været det i tre uger nu. Hjemme med V - han er her også...og vi har en hverdag kørende.
Det er helt surrealistisk at skrive det her indlæg. V er seks uger gammel og han trives.
- Han opfører sig som en helt almindelig baby - sover, spiser og skider.
- Han har smilet til os i et stykke tid, selvom han har undværet os, hans mor og far, i en stor del af hans liv.
- Han spiser al mad ved mig og tager tilmed på...
- Vi går i mødregruppe og jeg synes ikke de andres problemer er små, for jeg har de samme helt normale småbørnsproblemer.
Jeg går på barsel, drikker kaffe, sover, får timerne til at forsvinde utroligt hurtigt uden jeg helt ved hvad de er gået med - en helt almindelig barsel. En barsel jeg slet ikke havde turdet tænke på, håbe på eller planlægge. Men nu er vi midt i den og det føles godt - vi gør det godt og V gør det helt utroligt godt og er faktisk en nem baby, der er nem at aflæse. Han er en nkæmpe gave for vores familie og vi er alle ret vilde med ham. Nogle gange glemmer jeg helt, at han er syg og at vi stadig er i en kristisk fase. Hver gang de scanner ham, tænker jeg, at nu opdager de, at hele hans hjerte fungerer og han ikke skal mere igennem...han opfører sig så normalt og ser så normal ud, at han da ikke kan være dødsyg...men det er han. Og hvordan skal/kan man så forholde sig til det?...Jeg ved det ikke...jeg tænker meget over det, altså hvordan man bedst forholder sig til det. Jeg er taknemmelig for hver dag med ham og tager en dag af gangen. Heldigvis har vi en fireårig der også fylder dagen med hverdagsting.
Hvorfor er det stadig kritisk med V:
Han har fået indsat et lille rør under operationen og i det rør kan der komme blodpropper. Sker det, er det kritisk for ham. Han får derfor blodfortyndende. Ved næste operation, til sommer engang, skal røret tages ud og kredsløbet laves mindre risikabelt.
