Opslag
"Se på dem, de har to børn - heldigt for dem - de ved intet om ikke at kunne få børn" Måske tænkte det par der sad ved siden af os på færgen det. De har adopteret en søn fra Etiopien og så måske på vores lækre 4 - årige og vores lille tykke, smilende baby og tænkte vi var heldige og livet så nemt ud. Ha, de skulle bare vide, eller skulle de? - vi er jo ret heldige og meget taknemmelige, men kunne vi ikke have været mere heldige og fået en rask Valter - hvor ville vi så være, hvem ville vi så være?
Når livet rammer en hårdt, har man vel to muligheder - kapitulere eller leve videre med det man har. Jeg har lyst til at gøre begge ting og nogle gange tænker jeg, at jeg er lidt for god til bare at leve videre, være lidt naiv og måske ikke forholde mig til omstændighederne. Lige nu lever vi videre med det vi har og de mennesker vi har. Problemet er bare, at jeg ikke er tilfreds. Jeg skulle faktisk ikke være en sur mor uden overskud, jeg skulle faktisk have mere overskud til mit arbejde, mere overskud til mine venner, mødregruppe, kvindeklynge og naboer. Jeg havde tænkt jeg skulle være besøgsven, lave noget i kirken, være der for mine veninder der måske lige har lidt for meget at kæmpe med, gøre noget ved alle de ting jeg synes er sjove - sy, indrette, læse, haven, træne, hjælpe i børneklubben - og jeg ved godt at alle I andre heller ikke har tid til alt det sjove og at jeg har en undskyldning for at ligge på sofaen og at det måske var der jeg var endt alligevel. Jeg er træt af at være ked af det, jeg synes jeg har været nok ked af det, har helt glemt hvem jeg var, da der ikke var ret meget at være ked af det over...
Jeg er træt, træt helt langt ind - tanken om tre uger I KBH, trætter, tanken om V på operationsbordet og på intensiv trætter og gør mig så ked af det. Jeg er bange, bange for hvilken dreng vi får med hjem igen - vil han stadig være vores lille glade, milde og tykke dreng. Vil han stadig føle sig tryg hos os og kunne trøstes af os? Han ved ikke meget vores lille Valter, men en ting ved han helt sikkert og det er når mor eller far ikke er der...hvad gør det ved en lille baby, at mor og far er langt væk? Og hvad med fysisk? Og hvad med Malte? Hvad gør det ved ham?
Livet er bestemt ikke blevet som jeg havde tænkt, men på en eller anden måde er det også bare blevet meget mere...
- Bloggen er ikke hemmelig, så tænker I, at der er nogen der kunne have lyst til, brug for at læse med, deler I bare ;) Tænk hvis jeg var en "ægte" blogger og det her var min (travle) hverdag ;) http://www.alt.dk/mode/kom-med-en-dag-bag-skarmen-hos-emily-salomon
