Opslag
I dag er det et år siden, at jeg lå med min halv store runde mave ude på Skejby til uge 20 scanningen, fuld af kvalme. Jeg havde sagt til Henrik inden vi gik ind, at jeg synes den her scanning var lidt overflødig for mig, da jeg aldrig har tænkt på det som en misdannelsesscanning - hvor var det trods alt godt, at vi ikke sprang den over for så havde Valter nok ikke været i live i dag.
Et år siden vi fik den besked der kom til at vende op og ned på vores liv. Det var en sindsyg tid lige efter og har nok egentlig været det lige siden. Vi har fået en kæmpe gave i vores dejlige tykke smilende dreng og vi har fået bekymringer og udfordringer som vi aldrig har haft før.
Jeg kan mærke, at det er rigtig svært for mig at sætte ord på, hvordan det føles her et år efter...
Det er svært at sige, at vi er kommet videre, er mere afklarede og stærkere, for det føles som om det aldrig får en ende, for uvisheden er flyttet ind og blevet meget nærværende...for hvor er jeg bare bange for at miste Valter, bange for at han får det meget dårligere og bange for, at han fejler alt muligt andet og får en masse følgevirkninger og utrolig skræmt over, at han aldrig bliver rask. Bange for, hvad næste scanning viser.
På den anden side er jeg helt fyldt op at taknemmelighed. Taknemmelighed over, at Valter ligger her ved siden af og snorker og er i live, at han har overskud og at han kan tåle at få alle de virusser han får samlet op og vi ikke skal skærme ham. Taknemmelig for, at Henrik og jeg er kommet hele ud på den anden side her et år efter - det er vist ikke en selvfølge i sådanne sitiationer. Taknemmelig for at Malte er kommet helt igennem det sidste år og faktisk trives, udvikler sig og elsker sin lillebror, og bedste ven som han siger, overalt på jorden. Taknemmelig for at have så stort og godt netværk der holder om og har taget hånd om os - både folk vi kender rigtigt godt og folk vi ikke kende så godt og folk vi slet ikke kender - det er stort og vigtigt. Taknemmelig for at bo i Danmark - Valter har fået livsvigtig behandling af dygtige fagfolk og vi har ikke skullet bekymre os om betaling - det både for kørsel, overnatning, medicin, Henriks løn og ikke mindst alt hvad der er foregået på Riget.
Så hvordan har jeg det her et år efter? Jeg andre det ikke, men synes det er hårdt - der er gode dage og der er dårlige dage, men jeg tror de gode vinder i antal. Der har været mange øjeblikke de sidste måneder hvor jeg har været lykkelig helt ned i maven - så en dag af gangen er stadig det bedste at leve efter for os - det er svært for en kontrol freak som mig, men jeg tror det kommer.
