Endnu en podcast

Jeg har hørt endnu en podcast - jeg søger andres kriser og søger efter følelser og ord jeg kan spejle mig i. Den jeg lige har hørt handler om en ung kvinder der får kræft to gange. Når hun skal beskrive hendes krise og liv er det med ordene “jeg er så uheldig, hvem får kræft to gange”  og ligende. Når jeg hører det, tænker jeg at det danske sprog  mangler ord til folk i krise. Uheldig - det dækker ligesom ikke. Uheldig dækker heller ikke for den og de kriser jeg synes vi har været igennem. Sort uheld, som lægerne kaldte Valters halve hjerte. Efter at have hørt den ellers ret ærlige podcast til ende sidder jeg tilbage og tænker, at ingen ord kan beskrive hvad de to mennesker i podcasten har tænkt, oplevet og følt - der er ingen ord der dækker når livskriser skal beskrives.


Den er god podcasten - hvem ved hvem der er den næste der bliver ramt at sort uheld og bliver den uheldige og får brug for at spejle sig i andre.



Alt er nu

Overlevelse

Jeg ligger på gulvet på Valters værelser, jeg knuger hans voksipose og græder som jeg gjorde de første dage efter hans død. Der kommer lyde ud af mig som jeg ikke kender...

Nogle øjeblikke overbeviser jeg mig om, at alting nok skal blive godt igen og mange andre øjeblikke ved jeg, at det gør det ikke. Mit liv er forbi som jeg før kendte det, jeg er reduceret til at stå op, være Maltes mor, prøve at gøre mit bedste for at være Henriks kone og prøve at finde tilbage til mit job.

Podcast med Naja Marie Eidt

"Forventningensglæde forsvinder, ingen drømme - bare overleve - ingen lyst - det der betyder noget er nærhed, tryghed og de vigtige menneskelige relationer"

Jeg har i dag hørt podcasten "Frøkjær og forfatterne", som jeg fik anbefalet af en kollega.  Naja Marie Eidt bliver interviewet af Cecilie Frøkjær om hendes bog "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage". Bogen handler om hendes tanker og sorg efter at hendes søn dør 25 år gammel og jeg har citeret fra den før. Jeg havde den i ørene på vej ned og træne, men måtte stoppe den igen, fordi jeg blev så ked af det. Hun er, som hun selv måske havde håbet på, et spejl for mig og jeg kan næsten nikke genkendende til alt hvad hun siger.

Hendes søn var 25 da han døde, han havde haft 25 år til at vise hvem han var og familien prøver at bære ham med videre og bringe de ting videre som betød noget for ham. Valter var et år, han kunne ikke sige noget, så hvad er det jeg skal bære videre af ham? Hvem var han? Kan jeg lære noget af ham? Noget han gjorde igen og igen, var at bruge alt sit overskud på at være og insistere på kontakt og den måde han kom igennem operationerne og bedøvelserne var så sejt. Så de få kræfter han havde brugte han på nærvær, han sov ikke mere end andre, eller græd mere end andre - han kiggede os dybt i øjnene og smilede. På mange måder virker det mærkeligt at skrive, at man kan lære noget af en 1 årig...

Hun siger, at sorgen nogle gange bare er uden ord, men istedet føles helt fysisk og tung. Det er det den er for mig, en stor tung dyne der ligger ned over mig, et sted hvor jeg ikke har brug for så mange ord og jeg har lyst til at blive under den dyne for det er der Valter føles tættest på og fordi jeg bare er så ked af det.
De kampe hun har med at vende tilbage til at skrive, minder på mange måder om det jeg kæmper med ift. at starte på arbejde igen..... Jeg er en anden, mit liv er et andet, skal jeg stadig bruge energi på et arbejde, når jeg i forvejen kæmper med at overleve?

Før var hun et socialt menneske, der fik energi af andre. Det har også ændret sig for mig, jeg ville ønske jeg var den gamle Mette der trives sammen med andre og som havde lyst til at tage til alle de hyggelige ting, som kvindeklynge, mødregruppe, sommerfrokost og spisegruppe.

Fællesskabet som greb hende, minder på mange måder om det vi har oplevet - et lille stykke af Danmark som for mig overraskende opfører sig meget udansk. Et fællesskab som tør støtte op, spørge ind og bare være.

Hør den!

Artikkel om samme emne: https://www.information.dk/mofo/naja-marie-aidt-sorgen-kaempe-fucking-monster-oedelaegger-alting

Malte 6 år

Malte blev seks år i går. Jeg har været mor i seks år nu. Jeg har grædt meget de sidst fire - fem år. Ikke pga. Malte, faktisk har han været en af de helt store grunde til ikke at græde hele tiden, han er det, sammen med Henrik, der har fungeret aller bedst i den tid hvor gråden og sorgen har fyldt. Men hvor ville jeg dog bare ønske:

at jeg i hans første år ikke havde skulle bruge så meget energi og liv på at være ked af det

at jeg ikke skulle bruge så meget tid, bekymringer, energi og penge på at give ham søskende

at han havde kunnet åbne gaver fra sine søskende, at de ville være misundelige og spørge hvornår de havde fødselsdag

at der ikke var så stille når vi spiser

at det kaos der er hos andre familier vi besøger, også fandtes hjemme hos os

at når pædagogerne i skolen ber alle dem med en lillebror om at gå over i højre hjørne, at Malte ikke var i tvivl om, om han skulle gå eller blive siddende

at, når han skal skrive hvem der bor hjemme hos os i sin skole bog, at andre børn så, fair nok, ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved at han skriver Valter

at der altid var nogen at lege (skændes) med når han kom hjem

at min lunte ikke er kort, fordi jeg ikke har mere energi

at jeg inders inde ikke helst ville ligge i min seng hele dagen, istedet for at være sammen med ham

at han ikke skulle opleve at miste en han elskede højt, så tidligt i sit liv

Malte, du er det sejeste og mest kærlige barn jeg kender - du trøster mig når jeg græder, du tør sørge over din lillebror, du nuller mit hår fordi du ved jeg elsker det, men også fordi du selv synes det er dejligt, du er udfordrende og fræk, du elsker dyr lige så meget som jeg hader dem, du hader at tabe i spil og elsker at vinde. Du griner af dine egne hjemmelavede vitser, dit liv er fyldt med gode venner, du er så hyggelig at være sammen med og falde i søvn med om aftenen, du er grunden til at jeg står op hver morgen, min største frygt er, at jeg også skal miste dig, men du er grunden til, at jeg vælger livet på trods - jeg vil altid elske dig meget højt uanset hvad!

Gode råd når et barn dør

Jeg vil her prøve at komme med nogle gode råd til forældre der har mistet og de pårørende rundt om. Det er nogle af de erfaringer jeg har gjort og som jeg synes har virket og været gode. Vigtigst af alt, så er der jo bare ikke en måde der er rigtig at gøre tingene på. Og det med sorg er så individuelt. Det har nogle gange været svært for mig at navigere i og ikke føle, at jeg sørgede på den rigtige måde. Sorgen er der altid tænker jeg, men nogle ting bliver nemmere når man har gjort dem mange gange f. eks. at hente i børnehaven, snakke med naboerne osv.

Vores lille Valter døde et år gammel på Rigshospitalet. Vi bor selv uden for Aarhus. Han er født med en alvorlig hjertefejl, men hans død kom som et chok for os. Det er ud fra de premisser vi har vores erfaringer.

Forældrene:

Vær åben - mange har sagt, at det gør det nemt at møde os og være der for os fordi vi har været så åbne. Så den akavethed og berøringsangst man måske kunne have frygtet oplever vi næsten ikke.

Sig fra - vær gode til at sige til og fra. Det skræmmer ikke folk væk, det har nærmest gjort, at de holder mere ved. Når de kan mærke man er ærlig, tør de godt prøve igen

Det er dit barn - du behøver ingen kiste, du kan have dit lille barn hos dig derhjemme - I kan selv kører til og fra kirken - I bestemmer selv hvad der føles rigtigt for jer.
Vores søn døde på Riget. Han døde en eftermiddag og den følgende nat tog vi ham med over på Ronald Mc. Donald huset. Han lå imellem os hele natten. Dagen efter kørte vi hjem. Jeg sad med ham i armene hele vejen til Jylland. Senere på dagen kom bedemanden med en lille kiste hvor vi lagde ham i. Han stod inde på sit værelse indtil begravelsen. Vi kørte ham selv hen til kirken.

Der findes ingen rigtig måde at sørge på, selvom det nogle gange kan føles forkert, den måde man gør det på...

Få familien til at skrive ned, hvilke tanker og oplevelser de havde i dagene omkring dødsfaldet og begravelsen. Måske også minder om den afdøde.

Lav en fotobog. det er hårdt og hjerteskærende, men godt at have for søskende og besøgende og på sigt måske også for jer. Lige i øjeblikket kan jeg ikke holde til at kigge i den.

Jeg har gemt flere af Valters ting i en stor kasse. Tøj, legetøj, papirer osv. Ting jeg havde brug for, var pakket fint væk. Hans ting er stadig overalt i huset. Sutteflasker, service, pulvergrøden og hans sprøjter ligger stadig i køkkenskufferne. Hans højstol står på sin plads, en del legetøj står stadig i køkkenet. I stuen triller der en lille blå bold rundt - et lille bevis på, at han har ligget og leget rundt på gulvet dernede. Hans værelse står også næsten som det gjorde. Når der er børn på besøg leger de dog stadig derinde. Hans pusleplads står næsten som den gjorde.

Jeg sover med det sidste sæt tøj Valter havde på.

Jeg har læst rigtig mange bøger om sorg og fået meget ud af det. F.eks. "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage" af Naja Marie Eidt. "At leve med sin usynlige søn" af Esben Kjær og "Jeg løber" af Anders Legarth Schmidt. Der findes også en del børnebøger som vi har læst med Malte. Esben Kjær har også lavet en programrække om sorg.

Tag dig tid til at sørge, brug de timer du har for dig selv til at gøre det du har brug for.
I det første stykke tid lå jeg bare og kiggede eller så ligegyldige programmer i fjernsynet. Jeg gik ture ud til graven og sagde nej til de fleste besøg. Henrik spillede play station mange timer i træk og begyndte at cykle og løbe en del. Nogen gange spiste vi frokost sammen og andre gange gjorde vi ikke. Den tid i "ingen tid" har været så vigtig for os. Vi er ikke uden sorg nu og lige i øjeblikket er jeg mere ked af det end jeg har været i lang tid. Men jeg tror vi har fået sørget på en god måde, så at det der fylder os nu, ikke er vrede og afmagt, men mere ren sorg og savn.

Vi fik lavet fodaftryk af Valters fod imens vi vaskede og gav ham tøj på.

Vi fik min bror til at lave en bænk til graven.

Malte, Valters storebror, fik også lavet en sten fra ham til graven.

Selve gravstedet har vi lavet meget personligt synes vi. Vi har plantet trædebregner istedet for grus, for at det skulle være mere levende at se på. Som trædesten har vi selv fundet store sten i en bæk tæt på vores hjem. Ellers har vi tage sten og skaller med hjem fra vores ture og rejser. Jeg har sat et billede af Valter i en lanterne på graven og hans fordaftryk er på stenen.


Vi fik det råd, at vi til selve begravelsen stod i døren ind til kirken og tog imod dem der kom til kirken. Det var rigtig hårdt, men det gjorde også, at vi vidste hvem der var kommet og ikke skulle sidde og spekulere over det.






Efterladte søskende:

Min veninde lavede en bog til Malte hvor der var forskrevet forskellige ting. F.eks. "Valter elskede når jeg..." "Valter grinede når..." " Det her legede Valter og jeg..."

Lav en mindekasse, hvor søskende selv vælger hvad der skal i. f.eks. tøj, sutter, legetøj, en ynglings bog osv.

Malte er seks år og han snakker tit om sin lillebror og savner ham meget. Han vil gerne snakke med andre om ham, når han selv bringer det på bane.

Vi snakker om Valter når det er naturligt og han ser også mig græde af og til.

Han har været med i hele processen - set ham død. Sov på samme værelse som Valter og os den første nat efter han var død. Han har siddet med ham, kysset ham og var med til begravelsen. Han var med ude og vælge gravsten og tager også med ud til graven engang imellem.

For Malte er det vigtigt, at han stadig er storebror, at han har en lillebror. Han nævner altid Valter som en naturlig del af vores familie.

For pårørende og venner:

Tør at spørge ind. Nævn den døde. Også når der er gået lang tid. Det betyder meget at blive anerkendt for sin sorg.

Sig ikke "sig til hvis jeg kan gøre noget" Det kommer ikke til at ske. For det første ved man slet ikke hvad man har brug for og for det andet kan man ikke selv sige til. Nogen har f.eks. bare skrevet, at nu tog de ud og handlede og om vi skulle have noget med - det fungerede for os.

Bliv ved med at være der. Får man et nej, så prøv igen.

Gør noget - det er bedre at gøre noget dumt end slet intet at gøre.

Det er okay at få de efterladte til at græde - det er ikke muligt at blive mere ked af det, end de er i forvejen.

Kom og gør rent som mine søstre har gjort.

Hent og aflever de andre børn i institution. Inviter dem med hjem eller på ture. Det er hårdt arbejde at være i en stor sorg og at skulle hænge sammen for de børn der er tilbage. En weekend kan føles rigtig lang og være svær at komme igennem.

Lav en madliste. Vi lavede ikke mad i meget lang tid og nu er vi så småt i gang med at starte på arbejde og så er madlisten gået i gang igen. Mad blev for os en lav prioritet. Der er så man mange arbejdsgange man slipper for, når man ikke skal lave sin egen aftensmad. Det var og er en kæmpe hjælp. Vi kan bruge vores energi på Malte og at holde sammen på familien. Vores fryser har også flere rette liggende, som jeg glæder mig til at tage op en dag hvor alt ramler. 

Jeg har fået en del gaver som jeg er blevet rigtig glad for. Måske gaver ikke betyder så meget for alle, men for mig har de betydet rigtig meget. 

Jeg har fået en halskæde med plads til et lille billede af Valter og Malte. Jeg fik det før      begravelsen, så når Valter nu ikke kunne være hjemme hos os i huset mere, at så ville han måske føles tæt på alligevel. 

Jeg har fået en anden halskæde med tre smukke vedhæng. Det ene står der mor i og i det andet er der et V. 

Vi har fået en uro med tre guldringe i forskellige størrelser og med en marmor sten i midten som et symbol på os alle sammen, med Valter i midten.

Min farbror og tante kom med et maleri af Valter. Det er så fint og personligt og anderledes end et fotografi. 

På graven er der flere der har lagt legetøj, hjemmelavede olielamper, møller og tegninger. 

Istedet for blomster var der et par stykker der kom med lanterner til begravelsen. De er dejlige at have her bagefter. 

Vi har fået beskeder fra nær og fjern og hver besked betyder uendeligt meget. 

Vi har fået feriehusophold, gavekort til legoland, Malte har fået tilsendt en bamse man kan købe fra Hospitalsklovnene - en lille ven man kan fortælle alt til. Vi har fået uendelig mange blomster og boller. 


Til sidst har jeg bare lyst til at skrive, at sorg er ubeskrivelig og det at være i sorg kan ikke rigtig beskrives. Jeg oplever, at det går op og ned - også inden for små tidsintervaller. Jeg har kunnet grine og have det sjovt - nogle gange har det føltes rigtig og andre gange har det ikke. Før Valters død var jeg meget social og har fået energi af at være sammen med andre. Nu er jeg nød til at skære ned til meget mindre kontakt med de fleste. Lige nu jeg bare så ked af det og har bestemt, at det er sådan det er og det er helt ok - det er i de følelser og i det fysiske savn, at jeg føler mig tættest på Valter. 

Første arbejdsdag

Jeg er startet på arbejde i dag - bare et par timer. Ingen har tvunget mig til at starte, jeg har selv været med til at lave planen og jeg har ingen tunge arbejds opgaver. Børnene var søde, kollegaerne var så søde og jeg var sød og alligevel er der ikke en eneste del af min krop der har lyst til at tage derop igen. Jeg havde bare lyst til at råbe "mit barn er dødt - hvad skal jeg her???" Jeg havde ikke forventet, at det ville være nemt at starte, jeg havde håbet, at det ville føles naturligt, men jeg havde ikke forudset, at jeg ville have det sådan her. Det føles ligegyldigt, selv om jeg bestemt ikke har et ligegyldigt job. Det er som om, det at starte på arbejde er det ultimative bevis på, at livet kan/skal gå videre uden Valter og det føles ikke godt... Det føltes forkert fra før jeg gik ind af døren, at være så ked af det og så skulle på arbejde begyndte ikke helt at hænge sammen. For det at være ked af det, er begyndt at fylde mere og mere igen - jeg græder oftere og har fundet ro i, at det er det jeg er -ked af det - og det er helt okay.  Jeg er ikke deprimeret, sidder ikke fast, er ikke gået i stå - jeg er bare så uendelig ked af, at Valter ikke er her hos mig mere. Men passer det sammen med et arbejde?

Men det skal have en chance det arbejde og det får det. Ingen behøver at være urolig for mig, jeg er i den her periode blevet rigtig god til at sige fra, sige nej og ikke at gøre så meget af det der føles forkert. Så vi ses på onsdag 6. A, måske ikke iført en glad maske, men helt sikkert en anden Mette end den der forlod skolen i december for snart lang tid siden.

Blomster fra en betænksom kollega😊