Tanker fra min mand

http://valtersminde.blogspot.dk/2018/03/en-maned-er-gaet.html

Sorg

- Sorg er kærlighed man ikke kan komme af med - det passer ikke helt synes jeg. Min kærlighed til Valter er der i fuldt flor og han er her stadig med mig og jeg kan give ham min kærlighed. Lige nu ønsker jeg heller ikke at være andre steder, end i min sorg. Det er her jeg er tættest på Valter lige nu, lige nu er det gråden, der hvor det gør ondt og savnet der får mig helt tæt på ham - det er her jeg mindes og indtil at jeg har fundet ud af hvordan han skal være en del af mit liv, så hænger jeg fast her i den næsten altomsluttende sorg.

 - Man kan måske godt få fornemmelse af, at et hjertebarn som Valter med så alvorlig en hjertefejl må have kæmpet sig gennem livet og lidt meget. Det er heldigvis ikke den fornemmelse jeg sidder tilbage med. Han kæmpede en sej kamp, da han 4 dage gammel, lille bitte, lå på intensiv med en åben brystkasse og en næsten otte timers operation bag sig, men efter det så kanaliserede han al sin energi over på det som gav mening med ham - kontakt med andre og i særdeleshed med Malte. Selvom jeg ikke har forliget mig med hans død og den måde han døde på, i en respirator og dopet af medicin, så kan jeg også sige, at han ikke behøvede at kæmpe der, han lå bare lige så stille i sin fars arme og trak vejeret stille og roligt indtil det var slut.

- Vi snakkede den anden dag med Malte om, at Valter er et sted nu hvor han har det godt. (Jeg har svært ved at sige "et sted hvor han har det bedre" for jeg synes jo han havde det så godt her hos os og kan slet ikke forestille mig, at han skulle kunne have det bedre nogen andre steder.) Jeg tror vi stod og kiggede på Valters legetæppe med alt hans nye legetøj. Malte tænkte på hvad han mon lavede. Jeg sagde, at måske havde han lært at kravle og måske gå inden længe og vi snakkede om hvor nuttet han må se ud, når han kravlede afsted med sin lille buttede krop eller når han tog sine første vaklende skridt. Det gjorde mig glad et lille øjeblik, at tænke på det, men det gjorde mig allermest uendelig trist, at jeg som hans mor ikke ville opleve det med ham.

- I går var der fire forbi vores hus med henholdsvis rundstykker, aftensmad, slik, vin og meget andet, i dag har der været tre forbi med mad til fryseren, hjemmebag og aftensmad. Vi har faktisk ikke lavet mad endnu, siden vores Valter døde. På tre måder føler jeg mig velsignet - Malte, Henrik og vores omgangskreds, venner og familie. Det hjælper ikke på mit savn og sorg til mit lille menneske, min Valter og den uretfærdighed, at han ikke er her hos mig nu, men det gør at jeg kan være her, lige her i sorgen.

Begravelsen

Folk siger, at den var smuk og fin, solen skinnede og den var den bedste afsked Valter kunne få. Jeg har svært ved at sige det samme, for mig var det den dag jeg måtte slippe ham fysisk, den dag hvor han blev lagt ned i den kolde jord og aldrig fysik ville være hos mig igen. Det var på alle måde en forkert dag. Hvis jeg skal komme det nærmest, så kunne jeg ikke have ønsket mig den anderledes, men smuk og fin og perfekt bliver den aldrig for mig.

Jeg kan ikke huske så meget fra den dag, det kommer lidt i brudstykker. Jeg kan ikke huske at vi stod op, jeg husker svagt, at jeg gik lidt frem og tilbage mellem de andre rum og Valters værelse hvor han lå i sin kiste. Jeg vidste han fysisk snart ville forsvinde, men jeg kunne ikke mærke noget. Der kom noget familie, vi spiste lidt og spillede Matador med børnene. Da det var ved at være tid, og vi skulle køre Valter ned til kirken, kunne jeg til gengæld mærke alt. Det var så forfærdeligt at bære ham ud af hans hjem for aller sidste gang og så var han død og lå i en af verdens mindste kister. Turen ind til kirken foregik vist mest i stilhed, Malte var også usandsynlig stille, han kunne nok fornemme stemningen. Vi havde de sidste dage prøvet at forberede ham på begravelsen, men det var svært, at vide hvad han ville få brug for, at have vidst på forhånd.

Vi kom ind til kirken, solen skinnede vist. Vi skulle bære kisten ind i kirken. Jeg tror ikke jeg græd, men det gjorde jeg til gengæld, da jeg så kisten stå der på de alt for store skamler og med alle blomsterne. Det var slet ikke til at bære, at den her scene, var mit lille barns begravelse. Malte blev lidt betuttet, for jeg tror der var mange der græd. Min faster, som b.la. havde lavet pynten til kisten, fik Malte til at hjælp med at sætte den på kisten. Det næste jeg husker er, at vi hilser på dem der allerede er kommet. Vi går ud i våbenhuset og begynder at hilse på folk. Vi er blevet anbefalet, at hilse på alle inden begravelsen, så vi ved hvem der er kommet og ikke skal sidde der oppe foran og spekulere på det. Det er hårdt, der kommer rigtig mange, 300 er der nogen der siger. Det er helt overvældende. De fleste er nogen vi ikke har set efter Valter er død, så det er meget følelsesladet. Jeg kigger ud af døren og ser bare en lang kø af mennesker jeg holder rigtig meget af. Mange havde jeg forventet kom, men mange var en uventet, men dejlig overraskelse. Jeg kan huske, at jeg synes det var rigtig hårdt at se mødregruppen. Fordi deres skønne dejlige børn for altid vil minde mig om, hvad Valter ikke nåede, og det er han jo ligeglad med nu, så det minder mig nok mere om, hvad jeg ikke får lov at opleve sammen med ham. Rigtig mange af mine kollegaer kom. Udskolingen lukkede to timer før den torsdag, så alle kunne deltage - det betød så meget for mig og jeg tror det gør det nemmere, at komme tilbage på arbejde engang. Det var helt overvældende så mange der havde taget imod invitationen og var kommet.

Lidt i to går vi ned og sætter os og så går den kirkelige handling igang. Jeg husker, at Henrik er meget ked af det, det meste af tiden. Jeg holder om ham og kigger på den lille kiste. Under Daniels tale bider jeg mærke til tre ting. Han siger Malte troede Valter skulle i en skattekiste, og det er det jo også, en kiste til vores skat. Og som tidligere skrevet, så formåede han at få Malte inddraget og få kontakt med ham. Og så kunne jeg høre, at han havde lyttet til hvad vi havde sagt og læst hvad vi havde skrevet tidligere her på bloggen. Jeg husker, at Lise, Jacob og Carstens sang var så fin og smuk og ligesom jeg havde forestillet mig det, når jeg igennem det sidste halvandet år, havde forestillet mig Valters begravelse.

Det næste jeg husker er, at vi skal bære kisten ud igen. Jeg græder igen, imens jeg holder Valters kiste i den ene hånd og Maltes i den anden. En død søn og en levende søn. Ude foran kirken samles alle, det er rigtig mange. Jeg kan ikke rigtig fokusere på folks ansigter, men der er mange. Vi sætter kisten ind i rustvognen. Bedemanden får Malte til at hjælpe. Jeg græder igen. Jeg løfter Malte op, han kigger ind til Valter og vinker lige så stille. Nogle har hentet vores bil, gruppen af mennesker deler sig, da vi går hen til bilen, så vi kan komme igennem, det virker lidt komisk for mig. Vi kører efter rustvognen, hvorfor hedder den det?, der løber en mand ud foran bilen, det er mærkeligt at se Valter blive kørt væk. Solen skinner, scenariet er næsten som da Henriks far døde. 

Da vi når hen til kirkegården er der allerede kommet mange. Vi står og venter lidt på de sidste og så bærer vi Valter over til sin grav. Det er helt surrealistisk at stå og fire ham ned i det store mørke hul, jeg gør vist også noget forkert med rebene og bliver rettet af bedemanden. Jeg tænker, at det her ikke er rigtigt, at jeg har lyst til at skrige og råbe, at nu tager jeg ham op af det hul, ud af kisten og tager ham med hjem, men det kan man jo ikke...eller kan man tænkte jeg. Så husker jeg ikke rigtigt mere derfra, andet end, at på et tidspunkt føler jeg mig klar til at gå. Jeg havde ikke mere i mig, jeg kunne ikke tænke flere tanker, kunne ikke føle mere. Jeg giver nogle gode veninder et knus og så kører vi hjem.

Herhjemme giver jeg mig til at læse alle kortene vi har fået, der er mange. Folk begynder at komme. Det er bare familie og de tætteste venner. Jeg ville ikke holde et stort arrangement for alle. Jeg kunne ikke rigtig se hvorfor vi skulle gøre det. Måske nogen ville sige noget, men hvad var der at sige? Ikke noget der kunne give ham tilbage til mig. Vores familie havde mad med og ordnede det. Jeg prøvede at snakke med alle, allermest havde jeg bare lyst til at ligge mig ind i sengen. Jeg ved ikke hvad Malte lavede i al den tid og ingen af os kan huske hvornår folk tog hjem. Jeg læste kortene igen og snakkede med Henrik om dagen og hvem der havde været der. Jeg prøvede at skrive navnene ned, men tror ikke jeg kunne huske alle. På et tidspunkt puttede vi vel Malte og gik i seng. Den første nat uden Valter i huset. Han er væk nu og der var intet jeg hans mor kunne gøre ved det...

 

 

Billeder af Janus Søndergaard

Kærlighedens pris - Podcast med Leif Andersen

Carsten, en af vores venner, sendte os denne podcast med Leif Andersen. Han har altid betydet noget for mig og jeg synes næsten altid jeg har fået noget ud af at lytte til ham eller læse noget af ham og det siger ikke så lidt når man er mig. Jeg minder om Leif Andersen, synes jeg, måske lige på nær hans store viden og visdom, men når han snakker om, at han ikke er et religiøst menneske, så kan jeg nikke genkendende til det. Men lige som ham, har jeg svært ved at komme udenom Gud. Podcasten handler om sorg og kærlighedens pris. Jeg er slet ikke kommet så langt som Leif Andersen og min tillid til Gud er slet ikke i nærheden af det han beskriver.

Det er i dag fire uger siden vi mistede vores elskede Valter. Det føles uvirkeligt... Min sorg bliver større og større og jeg får sværere og sværere ved at se på billeder og videoer og samtidig vil jeg bare ligge her i sorgen og være og prøve at huske hvordan han føltes...

"Sorgen blev mit vilkår..."

Livet er forsat, bare ikke lige mellem klokken 9 og 16 i hverdagene. Malte er startet i førskole i dag og havde derfor sidste dag i børnehaven i går. Det er stort for ham og han glædede sig. Han kæmper herhjemme, han savner og reagerer kraftigt på at alt er anderledes. Så jeg håber ikke denne nye opstart bliver for meget for ham. Det betyder også, at jeg har været ude blandt mennesker to dage i træk nu. Det er hårdt, men alle er så søde til at spørge og snakke. Jeg tager virkelig hatten af for det her lille samfund vi er havnet i. Det er så dejligt at mærke.

Psykologer og abortsnak igen igen

Jeg har vel ingen tavshedspligt ift. hvad der blev sagt da jeg var til psykolog, so here it goes. Jeg har fået så ubeskriveligt mange beskeder af mennesker der er i mit liv nu, mennesker jeg engang har brugt meget tid med og mennesker jeg kun kender sporadisk - og det har været overvældende og godt. De beskeder og samtaler jeg har haft, har givet mig mere, end den time hos psykologen. Hun ligger ud med at kalde os alle sammen forkerte navne, så har hun tinitus og kan ikke høre hvad jeg siger og det er jo altsammen lidt komisk, det må man give hende. Men så siger hun; "Er vi enige om, at du er mere ked af det nu, end du ville have været hvis du havde fået en abort dengang" " Øhhh, det ved jeg da ikke" Vi har ikke engang snakket om, hvordan jeg er ked af det, hvad jeg tænker, hvad der fylder for mig, hvordan jeg opfører mig. Hvad er hendes pointe - skal vi helt holde op med at elske nogen, for tænk hvis vi bliver kede af det, når de ikke er her mere?
Hun siger også; " og så hvis og når du skal have et barn igen eller tre eller fem, Vil du så heller ikke have en abort, hvis der viser sig den samme hjertefejl?" Jeg har fortalt hende om, hvor svært det er for os at blive gravide og før vi overhovedet at talt om min sorg og hvordan jeg kommer igennem den næste tid, så skal vi snakke om noget så urelevant og slet ikke aktuelt. Et er, at det var en snak jeg slet ikke kunne bruge til noget på nuværende tidspunkt, noget andet er, at jeg tydeligt kunne mærke på hende, at da jeg svarede nej til at jeg ikke ville have en abort, at det synes hun var mærkeligt.  Hvad er det med al den fokus på abort i det her land, at bare fordi vi har en ret til at slutte livet for små fostre, at så skal vi bruge den, det er jo det man gør. Hvorfor er det, at vores fravalg af en abort er lig med et tilvalg af Valter. Han var jo valgt til ved aller første møde på fertilitetsklinikken  Hvad er det ved Valters liv, der gør, at det havde været bedre hvis han ikke havde fået lov at leve det? Hvad er det i mit liv, der gør, at det havde været bedre hvis min søn ikke havde fået lov at leve? Jeg kunne have fået en abort på næsten samme tid, som for tidligt fødte børn får al den hjælp de kan få for at overleve. Hvem bestemmer hvad der er et godt liv? Flertallet?
Folk siger nogen gangen, at det var et flot valg at vi var modige - var det et flot valg, at vi kæmpede for vores barn? At han fik de bedste muligheder og hjælp for at overleve? Alle jeg kender vil til hver en tid kæmpe for deres børn, de ved bare ikke hvornår det bliver aktuelt. For os blev det det bare allerede fra uge 20. Er det modigt at vælge at kæmpe for dit barn?
Selv lægerne på sygehuset må indrømme, at Valter havde et godt liv og det gjorde, at han kunne opføre sig så rask og at han kunne snyde os, selvom hans krop var på overarbejde. De synes vi havde truffet det rigtige "valg", men det var jo ikke et valg, det var et fravalg af et indgreb der ville have sluttet hans liv.

Han levede sit korte liv fuldt ud og det giver absolut ingen menig, at vi ikke måtte beholde ham og at han skulle dø, men måske jeg kan finde en mening ind i det engang. Mit liv er for altid forandret pga. det lille elskede menneske, spørgsmålet er hvordan det skal ændre mig og hvordan jeg skal leve med meningsløs heden...det kunne jeg godt have bugt hjælp til at finde ud af.