Nu lukker sig mit øje

Nu lukker sig mit øje
Gud Fader i det høje
I varetægt mig tag.
Igennem sorg og fare din engel mig bevare
Som ledet har min fod hver dag

Og du som hjertet skabte
Tag alt det som vi tabte
Og bær det med os nu.
Og giv os mod at leve til vi igen skal dele
Et liv med den vi savner nu

O Jesus du min glæde
Du dine vinger brede
Og sænke om mig ned
Vil slangen mig omslynge
Så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred.

Sunget så modigt, fint og smukt af Lise og Carsten i kirken til begravelsen. Lise har skrevet andet vers.

Daniel Linds tale i kirken

Der er rigtig mange af jer, der har kommenteret og rost Daniels tale i kirken ved begravelsen - og det kan jeg godt forstå. For mig fyldte det især, at Malte fik så meget opmærksomhed og på den måde blev alt det der foregik også relevant for ham. Så fyldte det med Gud lige præcis så meget og så lidt at jeg kunne være i det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med Gud ikke fylder ret meget nu, det giver ikke mening at takke ham, andet end lige en lille tak for at Malte har haft en god dag og har gode venner, når han skal puttes. Men jeg vil vente på Gud, som Daniel skriver, for uanset hvordan jeg vender og drejer det, synes jeg ikke, at jeg kan komme udenom ham.

Jeg har fået lov at dele talen med jer.

Lad os her til at begynde med prøve på at samle os og lytte til nogle ord om livet og døden, opstandelsen og evigheden.
For vi mangler ord i dag, sådan som de gjorde dengang, hvor Jesus sagde til sine sørgende venner: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.
Jesus Kristus – Herren over liv og død - har også sagt: Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med min sjæl? Tro på Gud og tro på mig. I min fars hus er der mange boliger. Jeg kommer igen og tager jer til mig, for hvor jeg er, skal også I være. Salige er de døde, som dør i Herren.


Vi har samlet os i dag for at mindes og tage afsked med Valter Lindberg Bjørn, hvis liv her på jorden sluttede i torsdags, ni dage efter sin et års fødselsdag.

Han har fyldt meget i jeres familie, de sidste halvandet år, selvfølgelig! Fyldt med glæde, bekymring, venten, frustrationer og lykkelige øjeblikke.

Nu er det sorgen og savnet der fylder, fordi I elsker jeres lille dreng og har fulgt ham i medgang og modgang.

Nu ligger hans krop her. ”Jeg troede det var en skattekiste”, sagde du, Malte, da du så den. Og det er det på en måde også. For det er jeres lille skat, der ligger i den.

Valter har ikke kendt til noget andet liv end det, han fik. Og det I har været for ham som forældre og storebror gjorde ham glad. Og nu har han det fuldstændig godt hos Gud.

For som alle andre børn, har det vigtigste for ham været, at han havde jer tæt på. Det er jer, der bærer sorgen og savnet. Valter er hos sin Far i himlen.

Valter var sådan en mild, smilende og glad dreng, selvom hans hjerte var på overarbejde. Han ville gerne ha alles opmærksomhed. Især Maltes.

Han fulgte ham med øjnene. Ingen andre kunne få ham til at grine på samme måde som storebror Malte, der efter lillebror var død, konstaterede: ”Nu bliver han aldrig større, når vi holder hans fødselsdag”

Det er ikke til at forstå.

Men du vil altid blive ved med at være storebror, Malte. Og I vil altid være Valters forældre. Han fylder fortsat meget, men ikke på den måde, som I havde drømt om.

Allerede før han blev født, talte vi om, at der nok var ting, I ikke kom til at opleve sammen med ham. At spille fodbold kunne hjertet nok ikke holde til.

Men at I skulle miste ham allerede som etårig, havde I kun frygtet i bange øjeblikke.

Selvom I har delt og skrevet meget om livet sammen med Valter, så er der ingen af os, der helt kan sætte os ind, hvordan I har haft det – og hvordan I kommer til at have det i den kommende tid.

Men vi ved, at Valter er jeres elskede og altid vil være det. Jeres lille søde og runde dreng med blå øjne og stor sut, som Maltes venner skulle hen og røre og spørge til. ”Hvordan går det med Valters hjerte?”

Lige siden beskeden til 20 ugers scanningen har Valters liv været en gave forbundet med frygt.

Alligevel har I haft gode uger og måneder derhjemme med barsel og hverdag i foråret og en god sommer, hvor Valter fx lærte at spise grød.

Men inden da lærte han at række tunge. Næsten som en protest mod alt det han og I skulle igennem med indlæggelser, tjek og operationer. Han levede sit korte liv med attitude!

Mange husker ham også vinke med sin venstre hånd. Det kan godt være, han motorisk ikke kunne så meget som andre. Men han kunne vinke i takt med musikken.

Det gjorde han blandt andet til en video juleaften. Han elskede musik og ville gerne i kontakt med andre. En rigtig lille social fyr, der ikke holdt op, før han fik en reaktion tilbage.

Det kan også godt være, at han ikke sagde så mange rigtige ord, men til gengæld var han fremragende til mimik. Det var næsten som om han vinkede og sagde farvel - på gensyn – vi ses igen.

Jeg ved godt, at det kan være næsten umuligt at tro på Gud i urimeligt tunge situationer. Når jeres dreng, som I har kæmpet rigtig meget for at få, viser sig at være dødssyg.

I har sammen med mange andre bedt om, at Valter måtte overleve. Det er ikke til at holde ud, at der ikke ser ud til at være det mindste lille håb tilbage.

Kun håbet om, at Jesus har vundet over den død, der tog livet af Valter. Så vi skal leve, selvom vi dør. Der er kun ét håb tilbage, og det er kun dét håb, der kan give jer håbet og troen tilbage.

I synes det gik så godt derhjemme med Valter og har fortalt om det og takket for det. Men hans hjerte var svagere end det så ud til.

I har været nødt til at tage en dag ad gangen. Og det er vi i virkeligheden nødt til alle sammen. For vores hjerter og vore liv er så skrøbelige. Der skal så lidt til at vælte os omkuld.

Døden får også en dag vores hjerter til at gå i stå. Og så har vi brug for at kende ham, der gør os så levende, at døden højst kan adskille os for en tid.

Adskillelsen er kun tung for dem, der bliver tilbage – også selvom man tror på Gud – men den er ikke uendelig.

Som kristne kan vi sørge med håb og savne med en forventning om at ses igen.

Når livet smuldrer mellem fingrene på os, så er vi stadigvæk i Herrens hænder. Når vi ikke længere kan bære vores liv selv, så vil han bære os.

Det er dét håb, vi synger om i de salmer, som I har valgt.

Malte sang også for Valter. Om indianere, om Jens Petersens ko og mens I holdt hinanden i hænderne og sang tak for maden.

Alt kan blive så anderledes og svært, når verden går i stykker. Det, der virkede godt og naturligt, kan man måske slet ikke finde ud af og har måske heller ikke lyst til.

Fordi der er kommet skår i alt. Det kan give os lyst til at opgive. Men det kan også vække en længsel i os efter en verden uden skår, der forsvinder i et krystalklart hav af lys, som vi skal synge det.

Den sidste salme sang I også, mens Valters farfar trak vejret for sidste gang i denne verden for syv år siden. Han blev begravet første februar, hvor det var Valter, der forlod vores verden.

Måske er det tilfældigt. Men det er til gengæld sikkert, at de nu er sammen i Guds verden på den anden side af døden. Mon ikke Valter sidder på skødet af sin farfar og smiler og vinker med sin venstre hånd?

Måske rækker han også tunge. Men det er i så fald kun for sjov. For dér er der ikke brug for at blive vred og komme af med frustrationer. Der er ingen skår eller svage hjerter.

Uden ord siger Valter til os, at den verden er værd at vente på.

I har ventet på ham og ventet sammen med ham mange gange. Nu er det ham, der venter på jer – og på os.
Jeg vil gerne slutte talen med et enkelt vers fra bibelen fra salme 42. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
I dag er det let at svare på de to spørgsmål. Fortvivlelsen og rystelsen handler om, at Valter er død. Vent på Gud! sang Korasønnerne for tre tusind år siden.

Hvor længe I skal vente, før I kan sige tak for små ting, bede en bøn, holde til at høre ord fra bibelen, grine af dårlige jokes eller ryste på skuldrene, når nogen kommer til at sige noget dumt. Det ved jeg ikke, for det er meget forskelligt.

Ord fra bibelen kan let komme til at lyde som krav. Vent på Gud. Men jeg tror i virkeligheden, de rummer en befrielse.

For når vi ikke kan tro på Gud og har mistet tilliden til ham, så kan vi vente. Vente på at han genopretter tilliden og kalder troen frem i os igen.

Vi skal ikke gøre vold på os selv eller andre ved at gøre mere. Bare vente på Gud. Det er nok.

Når han har lovet at være med os alle dage, så må han vel især være det på de tungeste. Det må være hans ansvar at vise vejen fremad mod håb og bedre tider.

Hvis vi ikke kan tro på Gud, så må vi vente på ham. Vente på at håbet om gensyn og en ny verden sammen med Jesus, hvor alt bliver godt, trænger ind i vores verden igen som et lysglimt.

Vent på Gud og lad ham vise, at det aldrig er forgæves at sætte sit håb til ham.
Så må vi have lov til at betro vores sjæl og lægge hele vores liv i hans hænder og vente på, at hans engle vinker os nærmere, så vi ser, at Jesus står med stigen ind til Guds rige.

Han tog den evige død fra os, da han døde på korset og opstod igen. Ham skal vi holde os til og vente på, hvis vi vil ses på den anden side.
Amen.

Nye ting om sorgen

Valter skulle i dag være blevet 13 måneder - hvad er det for en virkelighed jeg er havnet i, hvor min lille dreng ikke fik lov at blive over et år?... Jeg sidder her ved hans grav, solen skinner, alt er hvidt af frost og flere har været ude at tænde lys for min lille dreng. Det er et godt sted at være, især alene - her får tårerne få frit løb. Gåturen herud er et helle. Han ligger dernede i jorden, med sin dyne, tæppe, bamse og en Bruno perleplade fra Malte, kold, måske blå eller endnu værre ved at blive sort, det er der hans krop ligger. Nogle gange tænker jeg på, om der mon er nogen der har forsøgt at grave deres børn op igen - den lille krop er det eneste jeg har lyst til klynge mig til, mærke igen, men så husker jeg hvor kold han var da jeg kyssede ham en sidste gang og hvor stiv han var ved at blive, før vi lukkede låget...Det er der hans krop er og lige nu giver det ingen mening for mig at tænker på hvor resten af ham er, for lige nu skulle han bare have siddet her ved mig - med krop og det hele.

Min sorg vokser. Efter en lille uges tid med praktiske ting og ting jeg synes jeg skulle gøre, er der nu plads til sorg og savn på fuld tid. Det er som om jeg, mit hoved og min krop nu har forstået, at min søde dejlige Valter aldrig kommer igen, aldrig skal bæres i mine arme. Aldrig kan jeg røre ham, han er væk og ikke bare ude for at blive passet. Nogle gange hører jeg lyden af hans babyalarm...

Jeg kan fornemme, at der måske er nogle der er lidt bange for at sige eller gøre noget forkert - det skal I ikke være. Vi har det sådan, at det er bedre at gøre noget eller sige noget, end slet ikke - så har man da forsøgt. Vi kan heller ikke blive mere kede af det, end vi er nu. Måske skal I ikke lige sige “nu må det være tid at komme videre” men det hører vist også en andre tid til, at sige sådan. Det værste der kan ske, er at vi griner lidt af det. Vi griner nemlig stadig, også af fjollede ting. Det vil dem der har været her vide. Det er så fint at grine, men det gør også, at det at få tid til stilhed og ro er så vigtigt for mig. I bogen "Min usynlige søn" skriver Esben Kjær, at det er som om hans søn døde to gange - først i virkeligheden, og derefter blev han tiet ihjel. "Omverdenen spørger ikke" siger Jorit Tellevo "så siger de efterladte, at de mister dobbelt". Den følelse tænker og håber jeg aldrig at jeg får, jeg kan ikke blive mere ked af det, så det at snakke om Valter vil altid være en god og vigtig ting for mig.

Et godt billede på hvordan det er herhjemme, er fra i går da vi lå i sengen og snakkede om hvordan vi har det hver især og at det er helt uvirkeligt, at Valter har været her, der er lidt stilhed og Henrik er lige ved at falde i søvn og så siger han “det der fitness, kommer du til at bruge det i næste måned ellers skal du måske lige sætte det på pause” Det er sådan det er hjemme ved os - ud og ind af sorgen, den er der hele tiden, men nogle gange opfører vi os næsten normalt. I starten tænkte jeg, at det var en forkert måde at gøre det på, men det er altså det der fungerer for os. Lidt ligesom børn, de kan måske bare glemme sorgen når de er “ude” og det kan vi ikke så nemt.

“ Hvordan er det muligt? Det var muligt. Jeg rejste mig op fra en stol og læste det, der stod på siden. Stærk i sorgen, siger man, og det er løgn. Forstenet, ren overlevelse, instinkt, ude af sig selv, fattet i en form for vanvid. Hvid, død.” (Fra “ Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”)

Jeg har fremkaldt en masse masse billeder at Valter og de hænger og står overalt. I starten tror jeg det var fordi jeg var bange for at glemme ham, nu er det bare godt at kigge på dem og mindes, men det er også så uendeligt tungt og det sted inden i mig mig der gør fysisk ondt vokser - det er godt - ondt, som Simon har skrevet til os, at se på hans dejlige smil, runde kinder og buttede arme. Mirjam sagde, at det var så virkeligt, som om han er her lige nu. Jeg er bange for at glemme hvordan han føltes...

“Jeg er bange for, at han forsvinder mere og mere fra mig hver dag. At han forsvinder i takt med at jeg heler. Det er ubærligt. Og måske den eneste måde jeg kan hele på” (også fra “Har døden taget noget fra dig så giv den det tilbage”)

“ Der er helt uventede øjeblikke, hvor noget inden i mig prøver at forsikre mig, at egentlig gør det mig ikke så meget, trods alt. Jeg var lykkelig, før jeg overhovedet mødte H. Jeg har massere af det, man kalder “ressourcer”. Man kommer over disse ting. Det skal nok gå alt samme. Man skammer sig over at høre den stemme, men for en kort stund synes den at fremføre sin sag godt. Så pludselig dukker sviende minde op, og al denne “ sunde fornuft” forsvinder som en myre ved en åben smelteovn” C. S. Lewis

Jeg har før skrevet, at med Valters død, forsvandt også alle de bekymringer vi har stået med i halvandet år. For første gang var der fred med det, men det er ingen god fred. Jeg har læst en bog om en far der mistede sin syv årlige søn til kræft. (“ Min usynlige søn”) Han kalder det nederlagets fred. Alt hvad vi har kæmpet for og håbet på er der ikke mere. Der er ikke mere at bekymre sig om og kæmpe for, kampen er slut og vi tabte det største af alt. Nu er bekymringen byttet ud med en stor tyk fed dyne af sorg og her er om noget en kamp der skal kæmpes, og sorgen skal gøre sit arbejde. Men hvor ville jeg til hver en tid tage imod bekymringerne med en åben favn, hvis Valter fulgte med.

Jeg har det som en vandballon der er fyldt så meget at den er ved at briste og jeg ka ikke trække vejret. Jeg kan næsten ikke være i min egen krop for savnet er så stort...jeg ville ønske at jeg græd noget mere, det er så hårdt at græde...

Min krop er også fyldt af taknemmelighed. Wow hvor er det vildt med alt den opmærksomhed, gaver, tanker, mad, hjælp, veninder der insisterer på kontakt og tør spørge om det meste og søde og gode beskeder. Alt er læst, men nok ikke svaret på. Vi er så taknemmelige. Når der ikke er flere boller, så kommer der nogen med flere, når buketterne visner, så kommer der nye. I går kom naboen, han havde lavet "for meget" lasagne. Den psykolog jeg var ved i går, spurgte om der ikke var noget det kunne hjælpe mig, noget der føltes godt og det eneste svar på det, er alt den omsorg vi hele tiden får fra jer. Psykologen bliver nok min forhenværende psykolog, da jeg har fået beskeder fra jer, jeg kunne bruge til mere, end den time hos hende. Men det er vist meget almindeligt, at det tager lidt tid at finde den rigtige - desværre...

Det mest rigtige at sige om mig lige nu er, at alt føles som lige meget og at min lyst til alt, er ikke eksisterende. Det bliver anderledes, det ved jeg, men det bliver ikke lige nu...

En mosters oplevelser

Når man som Valter har en historie længe før man bliver født, så har han sat aftryk i andres liv, selvom han kun blev et år, og således fylder sorgen også hos familie og venner. Jeg har før hørt, at bedsteforældres sorg, er en dobbelt sorg, da de både er i sorg over et mistet barnebarn, men også i sorg over for deres børn og den sorg de er i. Valter har været i manges tanker og nedenstående viser det tydeligt. Min søster kan også skrive.

Torsdag

Jeg har uro i kroppen, det gør næsten ondt i maven. Jeg er på kursus og min mobil ligger lige ved siden af mig. Jeg kigger på den hele tiden – er det mon noget nyt fra jer? Hvordan har V det i dag og hvordan mon I har det. Der er intet nyt – jeg tror ikke på intet nyt godt nyt! Sender en sms, håber at I bare skriver at alt er godt i dag, at V er vågnet og han bare ligger og smiler til jer. Intet nyt…

Kommer hjem, intet nyt. Vente vente vente… Telefonen ringer. Da jeg ser at det er Henrik der ringer, ved jeg at det er dårligt nyt. Det er dig der er i røret, du spørger om jeg er hjemme og ikke alene. Så siger du: ”Vi har sagt farvel til Valter”. Vi græder begge og det er så svært at forstå at det virkelig er sket. 

Vi er rystede og kede af det – har bare lyst til at være hos jer. Give jer en kæmpe krammer, trøste, være sammen...

Fredag

Det kan ikke gå hurtigt nok med at komme over til jer. Vi kører afsted sammen med Annette og Martin. Turen er lang. De sidste skridt op ad trappen op til jer er tunge, meget tunge… I sidder der i sengen. Du har V i dine arme – svøbt ind i en dyne, som en nyfødt. I passer godt på ham. Vi krammer, græder, hulker – vi behøver ingen ord. Det er så trist. V er så fin, han ser fredfyldt ud. Du spørger om jeg vil holde ham. Det vil jeg gerne – glemmer det aldrig. Tak! V går på skift rundt hos os alle. Imens sidder vi tæt, krammer, græder og taler lidt. En upassende dame fra dagplejen ringer (en fra kontoret) ...V kommer over til Henrik. Han vugger ham, siger ”såhh” til V og siger ”det er okay”. Du kysser ham flere gange på panden. 

Nu vil I hjem – vi hjælper med at pakke. 

Marie er der også – bliver glad for at se hende. Tænker at hun må være verdens bedste ven!

Vi mødes alle sammen hjemme hos jer i Hinnerup. I er der da vi kommer. Malte sidder og leger med Lisbet på gulvet. Du ligger sammen med V. Alt er stille, vi visker. Der bliver lavet mad. Vi er der bare, er kede af det, det føltes rigtigt bare at være sammen. 

På et tidspunkt begynder du at græde hjerteskærende. Du sidder med V. Siger til at ham at han ikke måtte dø, siger at du elsker ham og siger flere ting jeg ikke kan huske. Jeg sidder ved siden af. Dine tårer triller ned på Valters smukke ansigt. 

Vi rydder op på Valters værelse, tænder lys. Gør plads til kisten. Bedemanden kommer med kisten i en størrelse der ikke burde findes. V bliver lagt i kisten, Malte er med og I er så gode til at inddrage ham. Henrik siger til V at han skal hilse farfar. Vi synger og græder igen… Han ligger trygt og godt der i kisten. Men han burde ligge i sengen ved siden af sove, sutte på sin sut og trække vejret stille og roligt. 

Angst af Emil Aarestrup

Har fået tilsendt dette smukke og barske digt af min veninde. Det er spot on og passer så godt til hvordan det føltes, at sidde der med Valter i mine arme og vide hans buttede arme aldrig ville give mig et knus og at blodet lige så stille forlod hans lille syge hjerte.

Hold fastere omkring mig med dine runde arme
Hold fast imens dit hjerte endnu har blod og varme
Om lidt så er vi skilt ad som bærrene på hækken
Om lidt er vi forsvundne som boblerne i bækken.

Hvad der skete...

Tirsdag d. 30. tager V og jeg mod Riget. Et tog har påkørt en person og vi må op i en bus, V vågner og bliver sur. Han synes dog busturen er spændende. Han prøver at komme i kontakt med alle og forstå ikke helt når han ikke får kontakt. I det sidste tog leger han med en lille pige på ca. samme alder. Hun er født for tidligt og jeg udveksler sygehus historier med hendes far. Hun er så god motorisk, men V er bedre finmotorisk og det bemærker hendes far. Så mærkeligt den slags stadig fyldte for mig. Vi bliver mere end en time forsinket og vi må skynde os hen til Mc. Donaldhuset. Vi hygger med Jane og V charmer og nyder det. Om natten vil han ikke ligge i sin seng og sove, men kun ved siden af mig.

Han klarer fasten godt om morgenen. Da han skal have lagt venflon i albueleddet bliver han rigtig sur og personalet klarer det virkeligt dårligt. De har ikke forberedt sig inden vi kommer ind. Jeg skal sidde med ham på en spisebordsstol i et hjørne af et stort rum, hvor der er andre børn og voksne der også skal stikkes. Tre mennesker bakser med ham og han vrider sig i mine arme og skriger. Jeg prøver forgæves at synge for ham ham og finde appen med sange frem på min mobil, men ingenting virker. De vil give han lattergas og det er sidste gang jeg ser ham vågen - han vrider sig i mine arme da jeg giver ham masken. De holder ham sovende ned til scanningen. Jeg bliver sendt ud af scanningsrummet og kort efter kommer der et akuthold kørende. Der går lidt inden jeg helt forstår hvad det betyder. En mand kommer og henter mig ind i rummet ved siden af og jeg spørger ham hvad der skete, han siger hjertestop. Jeg falder sammen på gulvet og skriger, han holder mig fast - jeg aner ikke hvem han var. I ti minutter måske, tror jeg han er død. Efter noget tid kommer der en læge ind og forklarer, at V kort har fåethjertemassage, men er stabil nu. Lidt efter kommer en af hans hjertelæger ind. Han forklarer og siger de ligger ham i respirator for at få taget scanningen.

Jeg følger med V da han bliver kørt op på intensiv. Planen er, at han skal vækkes efter kort tid. Jeg bliver sendt ind og ud af stuen og føler mig lidt i vejen, men kender jo desværre til intensiv og ved det er sådan det er. Hjertelægen har dog måske læst min evaluering af vores første ophold og lukker mig ind og siger jeg må være med til alt der foregår. Vores kontaktperson - hende der har gjort livet meget lettere for os - kommer og tager mig med på hendes kontor. Hun siger jeg skal ringe efter Henrik, men jeg er tøvende, jeg havde jo gjort så meget for at det praktiske skulle gå op og være til det bedste for Malte. Men heldigvis kommer jeg på bedre tanker og ringer. Henrik kører med det samme. Lægerne beslutter at beholde V i respiratoren indtil operationen.


Torsdag formiddag snakker vi med kirurgen. Han siger, at han ikke er tryg ved at operere V. Han er overbevist om, at V ikke kan klare det. Hans hjerte er blevet meget dårligt siden i sommers. Helt surrealistisk ender samtalen med, at vi tre mennesker aftaler, at der ikke er mere de kan gøre for vores lille dreng og vi kan tage ham med hjem så længe hans hjerte kan holde ham i live. Det er svært at beskrive hvordan den snak føles. Vi sidder der på en af Rigets små kolde stuer, og for en gangs skyld er alt stille, og aftaler at der ikke er andet at gøre, end at tage vores lille dreng med hjem for at dø. Det kommer som et chok for os, at hans hjerte er så dårligt. Lige der længtes jeg bare efter at han skulle vågne, at jeg kunne holde ham uden alle slangerne og ledningerne, at han ville vågne op og være præcis som om tirsdagen.

Vi går ind til ham på intensiv og personalet giver os ro. Jeg kan ligge oppe hos ham. De vil finde ud af, om de evt. skal prøve med en ny ballonudvidelse - tror de kom frem til at det ikke kunne betale sig. Jeg ved ikke hvorfor der går så lang tid inden de får taget respiratoren ud. Men omkring kl 15 bliver vi taget ind til en snak med intensivlægen. Vi skal tage stilling til hvor meget de skal gøre, hvis Valter får hjertestop når de slukker for respiratoren og sovemedicinen. Igen sidder vi helt surrealistisk og skal tage stilling til helt ubærlige ting der måske betyder liv eller død for vores dreng. Vi bliver enige om, at hvis det er et længerevarende stop, skal de ikke gøre meget, for der er alligevel ikke et alternativ for ham på den anden side. Men alle regner med at han “bare” vågner op og kan tage med hjem. Da vi kommer tilbage, er hans iltmætning og hjerterytme faldet meget og de giver forskellig medicin, pumper luft, suger...jeg kigger over på Henrik der helt sikkert har forstået alvoren før mig. Alt foregår forholdsvis stille og roligt og hele personalet ved præcis hvad de skal gøre. Pludselig siger lægen, at Valter og hans hjerte siger stop nu og vi skal komme hen og holde ham. Først sidder jeg med ham og derefter Henrik. Vi kigger hele tiden op på skærmen - er det nu han er væk? De piller tuben ud - han er så fin. Hans brystkasse går lige så stille lidt op og ned - ikke anstrengende som den plejer. Vi kysser, synger, krammer, græder. Siger vi elsker ham. Henrik er god til at vugge ham og “trøste” ham, at skabe ro og så er han væk. Kl. 16.10 den 1. februar.

Vi bliver kørt ind på en enestue. Jeg ligger med ham, aer ham, kysser ham, græder. Vi ringer rundt, vil have Malte over til os. Vi vasker V, laver fodaftryk, giver tøj på og kører ham over på vores værelse på Mc. Donaldhuset. Jane og Nicolai kommer, mor, far og Malte kommer. Malte græder da han forstår hvad Henrik fortæller. Malte siger mange kloge og søde ting omkring V, døden og hans sorg. Vi græder meget. Vi sover med Valter imellem os, som han gjorde da han var helt lille. Næste dag kommer resten af vores familie, vi græder, aer og holder ham. Vi kører ham hjem. Jeg sidder med ham i mine arme tværs gennem Danmark. Han så så fin ud, som om han bare sov og alle ventede bare på, at han ville åbne sine store flotte blå øjne og vågne op.

Fredag aften lagde vi ham i en lille hvid kiste og lørdag eftermiddag måtte vi ligge låget på, da han var begyndt at forandre sig og blive blå. Han stod inde på sit værelse indtil vi skulle bære ham ud i bilen den dag han skulle begraves.

Min elskede Valter - du var min i alt for kort tid. Jeg vil altid elske dig!

-------------------------------------------

Kære Valter

Jeg kan stadig huske hvordan det føltes da jeg fødte dig. Allerede dengang var vi ikke sikre på om vi nogensinde ville få dig med hjem, så havde fået af vide, at det gjaldt om at skabe så mange minder som muligt med det samme - så jeg kan stadig mærke hvordan det føltes da dine små ben blev født.

- du var længe ventet og der var gået mange forsøg hos Maigaard tabt og to aborter, før det endelige lykkedes

- du gav mig kvalme helt hen til uge 22

- du blev født på samme syghus som jeg 34 år tidligere

- du blev født på bare godt en halv time

- du var bagud på point fra den dag du blev født

- du havde kun et halvt hjerte

- du overlevede to åbne hjerteoperationer

- du fik medicin fire gange om dagen - det smagte af solbær

- du lærte at blive ammet, selv med et halvt hjerte og selv om der gik næsten tre uger før du rigtig fik lov

- du fik kun tre tænder

- du lærte først at bruge sut da du var tre måneder

- du svedte meget før din anden operation, bagefter var det mest når du spiste

- du spiste næsten alt

- det var først her til sidst du begyndt at komme maden ind i munden, istedet for bevidst at smide den på gulvet

- du nåede kun en vægt på 7,5 kg

- du kom aldrig over i nr. 2 autostol

- du sad da du var syv måneder

-  du rullede da du var 9-10 måneder, men brød dig slet ikke om at ligge på maven

- du elskede at spille bold, at vi sang for dig, at vi byggede ting du kunne vælte


- du elskede søde sager og chips

- du synes ikke vanter var sjove at have på og prøvede altid at få dem af igen

- du fandt ud af, at vi synes det var lidt sjovt og sødt, at du tog sko og strømper af i børnehaven og i bilen

- du elskede at sove på din højre side og en arm over dynen

- du havde dine evigheds lege, hvor du gav os ting og vi skulle give dem tilbage

- du elskede når vi læste i bøger - især dem om dyr

- du rullede rundt på puslebordet og greb fat i alt - hver gang

- du elskede musik og vippede med dit lille håndled

- du elskede din store sut

- du puttede dig ind til mit bryst, når du havde fået din elskede sutteflaske

- du kildede mig i nakken

- du kyssede med en åben mund

- du insisterede på opmærksomhed og nærvær

- du smilede næsten altid når der var andre tilstede og blev lidt mut når folk ikke smilede tilbage

- børnene i Maltes børnehave synes du var så blød og fin og flere drenge sagde de elskede dig - andre sagde du havde store ører;)

- du havde en fest til din fødselsdag, og charmede alle og havde dit livs bedste dag tror jeg

- du elskede Malte så højt, det var så tydeligt at se når du kiggede på ham

- du var så kvik og det du ikke havde i benene havde du i hovedet og i charme

- du nåede kun at opleve de fleste ting en gang

- alle kommenterede altid dine store flotte blå øjne og den store sut

- du snød os og viste os ikke hvor syg du var

- du levede livet fuldt ud imens du var her, som vidste du, du kun vil få et år. En sommer, en jul, en fødselsdag, en dåbsdag, et år...


Kære Valter! Du levede livet fuldt ud - du var så mild, god, glad og smilende. Du var sej og fightede dig gennem dit korte liv.  Nu mangles du herhjemme i dit hjem, dit legetæppe er tomt, din puslepude er tom, din tremmeseng er tom, din højstol er tom, din autostol er tom og din barnevogn er tom. Din smukke buttede krop ligger nu i en grav på Grundfør kirkegård og jeg kan ikke mærke dig mere.

Jeg elsker dig basse og savner dig mere end jeg kan forstå..

Ville så

18 ting om min sorg

- nogen gange føler jeg ingenting

- sig ikke "I kan vel ikke sove eller spise" - jeg kan næsten føle mig forkert når jeg kan spise og sove.

-der står alle steder, at alle sørger forskelligt og der ikke er en rigtig måde at gøre det på - føler alligevel nogle gange jeg gør det forkert

- det er svært kun at skulle dække bord til tre

-svært at kigge på hans (ret nye) legetøj og tøj (der er tøj han aldrig nåede at have på), men ubærligt at gemme det væk

- alt jeg vil, er bare at holde ham i mine arme, at han kysser mig med sin åbne mund, kigger på mig med sine store blå øjne og bider i min halskæde selvom han godt ved han ikke må

-jeg kan ikke mærke ham - har brug for at mærke ham fysisk - jeg kan huske hvordan han ser ud, men jeg er bange for jeg glemmer hvordan han føltes og hvordan det føltes når han kiggede på mig med sine blå øjne og sit dejlige smil

-jeg har halvandet års chok og op og nedturer i min krop - jeg føler mig gennembanket - alt i mit hovede hvirvler rundt og kan ikke finde ro - ro hvor jeg kan mindes, forstå og sørge. Jeg har brug for ro, for ellers fortsætter alting bare næsten som det plejer. Jeg er ikke god til at gå i stå og jeg tror det kan sætte sorgen i stå...

-at Valter er død, gør jo faktisk at halvandet års uro, frygt, bekymring, usikkerhed, uvidenhed og alarmberedskab er slut. Vi skal ikke bekymre os for Valter og hans liv mere, der er ikke flere tjek, ikke flere lange operationer, ventetid, ikke mere analyse, blodprøver i han lille buttede arm, medicin, kommuner, hospitaler, læger, læger der har magt over vores liv, for hans liv er ikke mere. Hans sygdom sejrede, selvom alle gjorde hvad de kunne, men hvor ville jeg ønske det ikke var slut

-det er svært at leve i andres værste mareridt...

-havde forestillet mig, at jeg ville ligge mig i fosterstilling og være ligeglad med alt, men det gør jeg ikke...måske pga. den femårige der også bor her

-nu er det faktisk muligt at se fremad - hvis jeg vidste hvad jeg havde lyst til

- det er som om jeg skal lære alt forfra...

-ord kan ødelægge - pludselig har jeg sagt noget jeg måske ikke mener eller jeg kun mente i så kort tid og nu er det øjeblik gået

-jeg kan godt grine, men det er mest sammen med Malte

-nu er der ikke mere jeg skal og så bliver mit savn og min sorg så meget større

-at være mor til mit døde barn, kan være lige så svært at gøre rigtigt, som at være mor til mit levende barn

- der er et hul inde i mig som gør fysisk ondt

Nu er vi tre igen. Vi var rigtig gode til at være tre og lige nu lever jeg for os tre.