Om at abortere og misundelse

Jeg kunne godt tænke mig, at skrive om, hvordan det er at abortere. Mange af jer har måske prøvet det og hvis der stadig er nogle mænd der læser med, så har I måske en kone eller kæreste der har prøvet det. Statistisk set er det måske halvdelen af alle graviditeter der ender med en spontan abort og i 15 - 20 % af dem, har kvinden vidst, at hun var gravid.

Da jeg var gravid med Malte, skænkede jeg ikke muligheden for at abortere en tanke. Jeg kendte næsten ingen som havde prøvet det og fortalt om det og jeg troede stadig på, at der var en lille retfærdighed i hele uddelingen af babyer. Efter Malte har jeg som skrevet aborteret tre gange - to gange efter fertilitetsbehandling og en gang helt naturligt. Jeg har kun prøvet det, i situationer hvor jeg virkelig har ønsket mig et lille barn, så det er det jeg ved noget om.

Efterfølgende graviditeter blev aldrig det samme for mig, som efter at jeg aborterede første gang. Troen på, at jeg måtte få lov at beholde det lille menneske der voksede inde i mig var forsvindende lille og den glæde ved at finde ud af, at jeg var gravid blev hver gang overtrumfet at frygten for, at skulle miste igen. Hver dag fyldte frygten mine tanker og det at skulle gå på toilettet blev fyldt med bange anelser og en viden om, at næste besøg derude kunne blive så livsændrende. At skulle tørre sig og undersøge, om jeg mon nu var begyndt at bløde. Det var sådan både herhjemme, men også på arbejdet og når jeg var på besøg hos andre. Jeg blev meget opmærksom på alle de signaler min krop sendte mig. Hvert et lille stik i underlivet, prikken i brysterne eller lille tendens til kvalme blev analyseret i mit hovede. Spændte det lidt i brysterne der? Skyldes det mon ikke at jeg var gravid eller bare en begyndende menstruation? Er der en murren i underlivet nu? Er det godt eller skidt? Og så skyndte jeg mig ind på "min mave" og andre ligende sider og ledte og ledte efter andre som havde følt det præcis det samme som mig. Tankerne fik aldrig ro i de perioder.

Selve aborten
Man kan åbenbart abortere på mange måder, og selvom man har prøvet det nogle gange, kan man ikke rigtig trække på sin erfaring. Jeg har kun aborteret inde for de første 8 uger, men jer der har været gravide ved hvor mange tanker om det kommende liv med en ny baby når at fylde på ganske få dage. Tanker om barsel, terminsdato, udstyr og en masse forestillinger om den baby der vokser inde i en. Så når de tanker om et nyt liv har fået en brat afslutning i form af en spontan abort, så har tomheden været total, der er ingenting man kan gøre og der er ikke noget der kan gøres om. Alle tankerne og forventningerne må dø, for de er ingenting uden den lille nye baby.
Helt fysisk kan det være, at man bliver nødt til at tage nogle piller, for sikre, at den fysiske proces ikke trækker ud i flere uger. Jeg har prøvet, at jeg efter de piller nærmest fik veer og at den uro jeg følte i kroppen føltes som en fødsel, når jeg gentagende gange måtte ud på toilettet og sørge for at alt kom ud. Tankerne der har fyldt, har været, om den klump der nu kom ud var et lille foster og hvordan jeg havde det med, at det røg ud i toilettet og så en uendelig tomhed, tristhed, uretfærdighed og meningløshed.

Lægeundersøgelser
Efter en abort, måske tit imens man stadig bløder, skal man til en undersøgelse på sygehuset. I Aarhus er det jo et universitets hospital og det betyder, at undersøgelsesstuen ofte har været fyldt at en masse mennesker - der lige skal kigge med. Nogle af mine mest udmygende øjeblikke er foregået i de undersøgelsesrum. I det mindste har de et lille toilet, hvor jeg kunne gå ud og smide tøjet - det er der ikke på fertilitetklinikkerne. Men når jeg er gået derud, vidste jeg, at der sidder en masse mennesker inde i rummet og venter på, at jeg kommer tilbage uden bukser på, at jeg ligger mig op på briksen og spreder benene, så vi alle sammen kan se en indvendig scanning af min livmoder og en manglende baby. Måske er der lige et par stykker der skal have lov at scanne - de skal jo lære det... En gang fik vi endda tilbudt, et klassisk scanningsbillede af der hvor babyen skulle ligge - men nu var der bare tomt. Heldigvis er jeg sluppet for udskrabninger som har været en frygt for mig. Jeg har skulle tage piller, for at sikre sig, at "alt" kom ud.
Den her gang spurgte lægen, om det var min første graviditet og jeg kunne svare, at det var min femte og jeg havde to børn, hvoraf den sidste var død som etårig. Denne læge havde heldigvis en rigtig god situationsfornemelse, hvilket bestemt ikke er givet for læger, og sendte os hurtigt hjem uden krav om at vi skulle komme tilbage og tjekkes. For alt i mig har bare villet væk fra hospitalet, flere scanninger, tjek og blodprøver.

Misundele
Jeg havde sådan håbet, at misundelse ville være et afsluttet kapitel for mig, da jeg blev gravid med Valter og da jeg endelig følte mig overbevist om, at jeg ikke ville abortere ham. Min babymisundelse havde fyldt så meget i de sidste mange mange år.
Jeg er så uendelig misundelig på alle de par, der kan have sex en gang, måske lidt flere hvis det ikke lige lykkes den første måned, og så stå ni måneder efter med den mest perfekte lille raske baby. Det er alle vel undt, at ende ud med en rask baby, for det er et helvede og naturstridigt, når børn er syge. Men tænk sig, at man kan have sex - måske endda god sex uden at tænke på ægløsning og aborter og fertilitetsbehandling, utallige bekymringer, økonomi og tidspres og så få en baby ud af det. Det er så langt fra min virkelighed.

Det her har været og er min virkelighed og jeg ville sådan ønske det var anderledes. At det jeg ser som ualmindeligt, ville blive almindeligt for os. Men jeg har været gravid og jeg har født to fantastiske drenge og i forhold til mange andre kvinder, så er jeg den heldige, så har jeg fået lov at opleve det, som de måske aldrig har fået lov at opleve, selvom det har været et meget stort ønske. Jeg kan altid finde nogen der har det værre end mig og jeg er også ved at være træt at af have så ondt af mig selv og være fyldt af misundelse.

Mest af alt ville jeg ønske, at jeg måtte få min Valter tilbage - det er urealistisk og jeg ved det ikke kommer til at ske. Derfor ville jeg ønske, at jeg en dag får lov at sidde med min egen baby igen og hvis det heller ikke sker, ønsker jeg, at det at være misundelig må fylde mindre og mindre og at jeg en dag kan slippe det helt og hvile i - og glæde mig 100 procent, ved tanken om det jeg havde og det jeg trods alt har fået.

Hvad der fylder lige nu...

- Jeg øver mig voldsomt meget på at være sammen med mennesker lige nu. Det er hårdt, men alle siger jeg skal.

- Jeg har det aller aller bedst der hjemme.

- Jeg er ulykkelig helt ind i kroppen. Jeg har ondt i brystet og gråden kravler så tit op i min hals og sidder der, når jeg...

ser billeder af Valter
går ind på hans værelse
hører, at Malte går ind på Valters værelse og græder
når Malte siger, at han ønsker sig tvillinger i min mave og den ene skal ligne Valter og den anden lille nye kusine Vilja
når jeg må melde afbud til samme kusines barnedåb, fordi der vil være alt for mange følelser sammen med alt for mange mennesker
når jeg ser børn på samme alder som Valter da han døde og som han ville have været nu
når jeg dagligt indser, at han ikke kommer tilbage
når jeg skal ud af døren
når jeg skal sove

-At min krop er så belastet efter de sidste to år, at jeg stadig ikke er udhvilet når jeg vågner og at min energi kun rækker til job og så lidt Henrik og Malte.

- Når jeg finder ud af, at den sorg der fylder meget, åbenbart har en udløbsdato og kender jeg ikke den, kan kommunen ikke hjælpe mere. Så går det i første omgang ud over mit jobs økonomi og i sidste ende vores egen.

- At jeg i foråret tænkte, at det ikke kunne blive værre, men at jeg nu skal forholde mig til ovenstående lov, der forringer min situation og at jeg for en måned siden var gravid, helt uden hormoner og utallige scanninger fra læger, og at jeg nu ikke er gravid mere og aborterede i min første uge på arbejdet.

- At jeg er så uendelig træt af at blive sparket til og hele tiden bare må rejse mig op igen, være stærk og leve videre.

- At vi næsten ikke har lavet mad de sidste tre uger, fordi fryseren har været fyldt med mad der bare skulle varmes op💙

- At jeg stadig har min skønne, dejlige, livlige og kærlighedshungrende Malte og Henrik som jeg ikke kunne leve uden.