Glædelig torsdag aften
Jeg ligger på sofaen og leger totalt prustene og stønnende højgravid - hvilket jeg slet ikke er. Jeg er så træt. H spurgte i går om hvad der blev af, at jeg var på deltid...det er altså virkeligt svært i lærerjobbet og man siger da ikke nej til en omgang uddannelsesparathedsvurderinger og en bunke skole-hjemsamtaler;)
Vi har jo fået så meget hjælp, søde tilkendegivelser, tanker og forbøn og det er så dejligt og nødvendigt for os og jeg ved godt vores problem handler om liv og død, men hvordan bakker vi op om alle dem der har lidt mere usynlige problemer som vi ikke ser og som man måske ikke altid har lyst til at fortælle til alle, men som også fylder en del i hverdagen?
Det jeg prøver at sige,er bare, at jeg føler mig utrolig heldig over alt opmærksomheden og hjælpen, men at der sidder mange derude der også er pressede...
Og så er der også alle dem der ikke har et godt netværk og familie...
Abonner på
Opslag
Alle kommentarer
torsdag den 27. oktober 2016
søndag den 23. oktober 2016
Abort...
For nogle dage siden blev jeg for første gang spurgt om, om vi ikke kunne få en abort istedet for at gå alt det her igennem. Jeg er faktisk lidt overrasket over, at det er første gang vi får spørgsmålet og på den anden side synes jeg faktisk det er et ret vildt spørgsmål at stille andre. Det hentyder lidt til, at vi selv er lidt ude om det, når vi nu har valgt som vi har og ville det ikke være bedre hvis I havde valgt anderledes. Det er sikkert ikke ment sådan...
Men angående den sene abort vi kunne have ansøgt om, så er der rigtig mange gode grunde til, at det ikke blev til noget - både religiøse, personlige og ift. at vores børn er kommet til ved fertilitetsbehandling.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må føles at skulle afslutte det liv der har været inde i ens mave og som man mærket i så mange uger...det er altså er stort barn man går rundt med i uge 20 - et barn som ville komme ud og ligne en nyfødt, bare mindre. Det er ikke fordi jeg er en af dem der føler mig i symbiose med mit barn, når det ligger inde i min mave, men det må altså være helt forfærdeligt og uanset hvilken overbevisning man har, så må det ikke være noget man bare gør og så er alt godt igen.
Hvis nogen spurgte mig, om jeg var imod abort, ville jeg helt sikkert svare ja - af mange grunde. I disse tider skal man jo passe på med at sige, at man sidder inde med sandheden og man tror på at noget er rigtigt og forkert ud fra en religiøs overbevisning. Men det gør jeg altså - i Bibelen står der, at man ikke må slå ihjel og jeg synes ikke det giver mening, at diskutere hvornår der er liv og ikke liv efter en befrugtning - det er ret fantastisk, at en sædcelle og et æg kan blive til et lille menneske på 9 måneder, men det starter altså der i befrugtningen og ikke først efter flere uger...bum!
I sådan en abortdebat er der selvfølgelig gråzoner som jeg slet ikke kan sætte mig ind i, som at blive gravid efter en voldtægt eller hvis ens eget liv er i fare...
Jeg synes det er alt for nemt at få den abort - hvis man har sex, så ved de fleste at det kan føre til at man bliver gravid, hvis man er så heldig at kunne blive det;) Måske hvis man tænker lidt over det, giver det måske lidt god mening ikke have sex med andre end sin partner og i et forhold...måske er det det bedste...og måske børn skulle vente til at de kan tage sig af er evt. barn. Sex er godt og dejligt, især når man er frisk og ikke for træt;), men der kan altså komme børn ud af det og jeg har svært ved at bære, at man bare løser det problem med en abort, istedet for lige at tænke sig om.
En sidste grund er den fertilitetsbehandling - vi kan ikke bare gå ind i ægtesengen og lave en ny lille rask baby. Det er simpelthen for hårdt og opslidende og en graviditet efter denne ville slide mig op af ængstelse.
Så derfor - ingen abort til os. Lillebror får en chance og heldigvis er lægerne helt med på den!
Men angående den sene abort vi kunne have ansøgt om, så er der rigtig mange gode grunde til, at det ikke blev til noget - både religiøse, personlige og ift. at vores børn er kommet til ved fertilitetsbehandling.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må føles at skulle afslutte det liv der har været inde i ens mave og som man mærket i så mange uger...det er altså er stort barn man går rundt med i uge 20 - et barn som ville komme ud og ligne en nyfødt, bare mindre. Det er ikke fordi jeg er en af dem der føler mig i symbiose med mit barn, når det ligger inde i min mave, men det må altså være helt forfærdeligt og uanset hvilken overbevisning man har, så må det ikke være noget man bare gør og så er alt godt igen.
Hvis nogen spurgte mig, om jeg var imod abort, ville jeg helt sikkert svare ja - af mange grunde. I disse tider skal man jo passe på med at sige, at man sidder inde med sandheden og man tror på at noget er rigtigt og forkert ud fra en religiøs overbevisning. Men det gør jeg altså - i Bibelen står der, at man ikke må slå ihjel og jeg synes ikke det giver mening, at diskutere hvornår der er liv og ikke liv efter en befrugtning - det er ret fantastisk, at en sædcelle og et æg kan blive til et lille menneske på 9 måneder, men det starter altså der i befrugtningen og ikke først efter flere uger...bum!
I sådan en abortdebat er der selvfølgelig gråzoner som jeg slet ikke kan sætte mig ind i, som at blive gravid efter en voldtægt eller hvis ens eget liv er i fare...
Jeg synes det er alt for nemt at få den abort - hvis man har sex, så ved de fleste at det kan føre til at man bliver gravid, hvis man er så heldig at kunne blive det;) Måske hvis man tænker lidt over det, giver det måske lidt god mening ikke have sex med andre end sin partner og i et forhold...måske er det det bedste...og måske børn skulle vente til at de kan tage sig af er evt. barn. Sex er godt og dejligt, især når man er frisk og ikke for træt;), men der kan altså komme børn ud af det og jeg har svært ved at bære, at man bare løser det problem med en abort, istedet for lige at tænke sig om.
En sidste grund er den fertilitetsbehandling - vi kan ikke bare gå ind i ægtesengen og lave en ny lille rask baby. Det er simpelthen for hårdt og opslidende og en graviditet efter denne ville slide mig op af ængstelse.
Så derfor - ingen abort til os. Lillebror får en chance og heldigvis er lægerne helt med på den!
tirsdag den 18. oktober 2016
Efterårsferie
Det er lidt angstprovokerende at skrive nye indlæg herinde, nu jeg ved hvor mange der i al fald har læst de forrige indlæg og måske følger med. Jeg begyndte at skrive, for at få styr på mine tanker og følelser og det hjælper mig rigtig meget med at reagerer. Hver gang jeg skriver noget nyt græder jeg. Det gør jeg ellers ikke så meget i og slet ikke sammen mdd andre. Så det hjælper først og fremmest mig selv at skrive og så kan det måske hjælpe jer til at se lidt af hvad der foregår inde i mig, når jeg ikke render helt normalt rundt og er på job, er sammen med M eller er til fritidsaktiviteter med ham.
M og jeg er lige kommet hjem fra sommerhus med min søster og hendes søde familie - det har været hyggeligt og dejligt. Børnene har leget rigtigt godt sammen og vi voksne har faktisk siddet og læst i en op til flere gange;) H er i London med en ven, men kommer heldigvis hjem i morgen.
Der er flere ting der har fået mig til at græde i dag. Vi har endelig fået solgt huset og skal flytte mellem jul og nytår. Det bliver dejligt og jeg har gjort op med mig selv, at det ikke bliver en flytning som jeg er vant til. Jeg er typen der ikke kan holde ud at kigge på en flyttekasse - de skal bare pakkes ud med det samme, tingene skal helst på plads hurtigt og alt skal se lækkert ud endnu hurtigere. Sådan bliver det nok ikke denne gang og det er også helt ok. Måske når vi at få malet og hvis ikke, så kommer vi langt med senge til os alle og et køkken der fungerer. På vejen hjem fra
Sommerhuset sad jeg og tænkte på indretning, på om vi ikke skulle have mere mulighed for at høre musik - og så kom uvisheden snigende igen. For hvis lillebror dør, kommer vi så til at ville høre musik igen? Der er tre værelser i det nye hus, så plads til to børneværelser og et kontor. Men uvisheden om, om vi får lillebror med hjem, gør at jeg hele tiden snakker om det sidste værelse som et ekstra værelse eller et rodeværelse til opbevaring - jeg tør næsten ikke engang snakke om, at det kan blive til lillebrors værelse på sigt.
En anden ting der fik mig til at græde i dag, var da jeg læste en artikel på FB om Rigshospitalet og børn med hjertefejl. Der var interview med to hold forældre, som lige havde fået deres børn opereret. Deres børn skulle ikke igennem flere operationer og ville få et helt normalt liv. Knap en procent af alle børn bliver født med en hjertefejl og knap en procent af dem dør. Pludselig kunne jeg mærke misundelsen og uretfærdigheder igen - hvorfor er det lige at vores lille dreng skal have den værste hjertefejl og måske blive den ene procent ud af den ene procent?
Den sidste ting der kom lidt tæt på, var et indslag der var i Godaften Danmark. Ikke noget jeg plejer at se for det er godt nok ikke ret godt fjernsyn. Der var en bedsteforældre inde og fortælle om, hvordan det var at miste et barnebarn og hvordan man taklede det at have en dobbeltsorg - både over at miste et barnebarn, men også over at se sit eget barn var i dyb sorg. De havde været nødt til at komme hver morgen og få forældrene til det døde barn, op af sengen og sørge for mad til dem og få dem igang i mange mange måneder...
Hun gav et råd - at man skulle hjælpe praktisk, når nogle var i krise og ikke vente på at blive spurgt om at hjælpe, men istedet gøre noget af sig selv. Og det tror jeg er rigtigt - jeg har selv, når andre har været i krise, spurgt om der var noget jeg kunne gøre og at de bare skulle sige til. Der tænker jeg, at det er bedre bare at gøre noget, for man får ikke selv sagt til.
Super rodet indlæg, der vist mest minder om en statusopdatering. Alt i alt må jeg bare konkludere, at det er hårdt ikke at kunne se fremad og kunne lægge store eller små planer for fremtiden...
M og jeg er lige kommet hjem fra sommerhus med min søster og hendes søde familie - det har været hyggeligt og dejligt. Børnene har leget rigtigt godt sammen og vi voksne har faktisk siddet og læst i en op til flere gange;) H er i London med en ven, men kommer heldigvis hjem i morgen.
Der er flere ting der har fået mig til at græde i dag. Vi har endelig fået solgt huset og skal flytte mellem jul og nytår. Det bliver dejligt og jeg har gjort op med mig selv, at det ikke bliver en flytning som jeg er vant til. Jeg er typen der ikke kan holde ud at kigge på en flyttekasse - de skal bare pakkes ud med det samme, tingene skal helst på plads hurtigt og alt skal se lækkert ud endnu hurtigere. Sådan bliver det nok ikke denne gang og det er også helt ok. Måske når vi at få malet og hvis ikke, så kommer vi langt med senge til os alle og et køkken der fungerer. På vejen hjem fra
Sommerhuset sad jeg og tænkte på indretning, på om vi ikke skulle have mere mulighed for at høre musik - og så kom uvisheden snigende igen. For hvis lillebror dør, kommer vi så til at ville høre musik igen? Der er tre værelser i det nye hus, så plads til to børneværelser og et kontor. Men uvisheden om, om vi får lillebror med hjem, gør at jeg hele tiden snakker om det sidste værelse som et ekstra værelse eller et rodeværelse til opbevaring - jeg tør næsten ikke engang snakke om, at det kan blive til lillebrors værelse på sigt.
En anden ting der fik mig til at græde i dag, var da jeg læste en artikel på FB om Rigshospitalet og børn med hjertefejl. Der var interview med to hold forældre, som lige havde fået deres børn opereret. Deres børn skulle ikke igennem flere operationer og ville få et helt normalt liv. Knap en procent af alle børn bliver født med en hjertefejl og knap en procent af dem dør. Pludselig kunne jeg mærke misundelsen og uretfærdigheder igen - hvorfor er det lige at vores lille dreng skal have den værste hjertefejl og måske blive den ene procent ud af den ene procent?
Den sidste ting der kom lidt tæt på, var et indslag der var i Godaften Danmark. Ikke noget jeg plejer at se for det er godt nok ikke ret godt fjernsyn. Der var en bedsteforældre inde og fortælle om, hvordan det var at miste et barnebarn og hvordan man taklede det at have en dobbeltsorg - både over at miste et barnebarn, men også over at se sit eget barn var i dyb sorg. De havde været nødt til at komme hver morgen og få forældrene til det døde barn, op af sengen og sørge for mad til dem og få dem igang i mange mange måneder...
Hun gav et råd - at man skulle hjælpe praktisk, når nogle var i krise og ikke vente på at blive spurgt om at hjælpe, men istedet gøre noget af sig selv. Og det tror jeg er rigtigt - jeg har selv, når andre har været i krise, spurgt om der var noget jeg kunne gøre og at de bare skulle sige til. Der tænker jeg, at det er bedre bare at gøre noget, for man får ikke selv sagt til.
Super rodet indlæg, der vist mest minder om en statusopdatering. Alt i alt må jeg bare konkludere, at det er hårdt ikke at kunne se fremad og kunne lægge store eller små planer for fremtiden...
tirsdag den 11. oktober 2016
Bryllupsdag
I dag har vi bryllupsdag. Det har altid været lidt en joke, at jeg ikke kan huske om det er den 11. eller 12. Oktober. Og jeg ville ikke have husket at det var i dag, før Henrik huskede mig på det, hvis ikke mine svigerinder og Facebook havde skrevet det til mig;)
Vi har været sammen i 10 år og gift i 8. Sådan en mærkedag er en god måde at gøre lidt status. Jeg synes vi har haft det hårdt. Ikke imellem os - overgangen fra weekendkærester til at bo sammen og være gift gik rigtig godt og nemt - men jeg synes der har været rigtig mange udefra kommende ting der har sat deres præg på vores liv. Henriks lillebror fik kræft - som han heldigvis er rask for, Vi fandt ud af, at hvis vi ville have børn skulle vi i fertilitetsbehandling med ICSI, Henriks far døde, jeg aborterede to gange, Henriks mor fik brystkræft - som hun heldigvis også er rask for, vores bedste venner, min bedste veninde, gik fra hinanden og blev skilt på den mest modbydelige måde og min veninde vil ikke have noget med mig at gøre og nu venter vi et barn med en af de alvorligste hjertefejl. Men vi har også fået en dejlig, kærlig og lækker dreng der smiler, er glad og trives. Han holder os i gang og får os til at smile og grine - og smide os trætte på sofaen om aftenen. Vi bor i en dejlig by, hvor vi kan se os selv i mange mange år. Vi har dejlige venner og familie og vi kommer i en kirke hvor folk vil os det bedste og bekymrer sig for os. Vi har skabt en hverdag, som fungerer og et liv hvor der er plads til os alle tre - plads til at vi kan gøre mange af de ting vi gerne vil.
Så Henrik - hvis/ når du læser med - jeg elsker dig mere end nogensinde og jeg tror på vi kan klare det næste år sammen og komme hele og ikke ødelagte igennem det.
Vi har været sammen i 10 år og gift i 8. Sådan en mærkedag er en god måde at gøre lidt status. Jeg synes vi har haft det hårdt. Ikke imellem os - overgangen fra weekendkærester til at bo sammen og være gift gik rigtig godt og nemt - men jeg synes der har været rigtig mange udefra kommende ting der har sat deres præg på vores liv. Henriks lillebror fik kræft - som han heldigvis er rask for, Vi fandt ud af, at hvis vi ville have børn skulle vi i fertilitetsbehandling med ICSI, Henriks far døde, jeg aborterede to gange, Henriks mor fik brystkræft - som hun heldigvis også er rask for, vores bedste venner, min bedste veninde, gik fra hinanden og blev skilt på den mest modbydelige måde og min veninde vil ikke have noget med mig at gøre og nu venter vi et barn med en af de alvorligste hjertefejl. Men vi har også fået en dejlig, kærlig og lækker dreng der smiler, er glad og trives. Han holder os i gang og får os til at smile og grine - og smide os trætte på sofaen om aftenen. Vi bor i en dejlig by, hvor vi kan se os selv i mange mange år. Vi har dejlige venner og familie og vi kommer i en kirke hvor folk vil os det bedste og bekymrer sig for os. Vi har skabt en hverdag, som fungerer og et liv hvor der er plads til os alle tre - plads til at vi kan gøre mange af de ting vi gerne vil.
Så Henrik - hvis/ når du læser med - jeg elsker dig mere end nogensinde og jeg tror på vi kan klare det næste år sammen og komme hele og ikke ødelagte igennem det.
mandag den 3. oktober 2016
Mandags tanker
Dagene er næsten begyndt at gå som de plejer. M holder os igang og får os til at grine - og op i det røde felt - måske oftere og oftere. Jeg ved ikke om han begynder at kunne mærke på os, at der er noget hårdt der fylder og måske han også hører mere end han burde. Måske vi snart skal have ham fortalt, at lillebror er syg. Det er svært at finde ud af hvad der er rigtigt at gøre.
Om fire måneder har jeg enten født eller er gået 4 dage over...jeg får hjertebanken når jeg tænker på det...jeg glæder mig så meget til at møde ham, men er også bare så uendelig bange for at miste ham igen for hurtigt. Nogle gange bliver det så meget hverdag, at jeg tror alt er normalt, men det går så hurtigt op for mig, at intet bliver normalt igen. Nu græder jeg - det er ellers ikke meget jeg gør det. Jeg fortæller bare historien og har gjort det så mange gange nu, at det bare bliver en historie. Det her skulle være den gode tid, forventningens tid- uden kvalme. Men hver gang nogen kommenterer min mave, smiler jeg enten helt falsk eller fortæller hvilke fremtidsudsigter der er for vores lille familie. Der er ikke meget at glæde sig til...
Folk er stadig søde, men jeg kan godt mærke på arbejdet, at flere og flere sætter krav til mig - det er ikke nemt bare at være der lidt og ikke tage ansvar. De vil gerne have jeg tager mine timer tilbage... Jeg ser frem til 2.dec. Der er det slut med ansvar derfra, eleverne har fået standpunktskatakterer og er blevet uddannelsesparathedsvurderet og skole- hjemsamtalerne er overstået, måske huset er solgt og der er måske kommer afklaring på alt det praktiske ift. fødsel og indlæggelse...måske...
Om fire måneder har jeg enten født eller er gået 4 dage over...jeg får hjertebanken når jeg tænker på det...jeg glæder mig så meget til at møde ham, men er også bare så uendelig bange for at miste ham igen for hurtigt. Nogle gange bliver det så meget hverdag, at jeg tror alt er normalt, men det går så hurtigt op for mig, at intet bliver normalt igen. Nu græder jeg - det er ellers ikke meget jeg gør det. Jeg fortæller bare historien og har gjort det så mange gange nu, at det bare bliver en historie. Det her skulle være den gode tid, forventningens tid- uden kvalme. Men hver gang nogen kommenterer min mave, smiler jeg enten helt falsk eller fortæller hvilke fremtidsudsigter der er for vores lille familie. Der er ikke meget at glæde sig til...
Folk er stadig søde, men jeg kan godt mærke på arbejdet, at flere og flere sætter krav til mig - det er ikke nemt bare at være der lidt og ikke tage ansvar. De vil gerne have jeg tager mine timer tilbage... Jeg ser frem til 2.dec. Der er det slut med ansvar derfra, eleverne har fået standpunktskatakterer og er blevet uddannelsesparathedsvurderet og skole- hjemsamtalerne er overstået, måske huset er solgt og der er måske kommer afklaring på alt det praktiske ift. fødsel og indlæggelse...måske...
Abonner på:
Opslag (Atom)