Mit liv?

Nogle gange kommer mit liv, min virkelighed, mine livsvilkår bag på mig. Hvordan endte jeg i det her liv? Har jeg virkelig en død søn? Har mit lille menneske været her? Bar jeg ham i ni måneder i min mave? Sidder jeg her tilbage med en sorg og mit savn der har vendt rundt på mit liv?
- Jeg skal bare tage en tur ud til Valters sted, så ved jeg han har været her, på en måde ved jeg det, for der er bare en sten og svage erindringer om et stort dybt sort hul engang i februar. Puttede vi virkelig vores lille runde dreng derned? Var han død da han lå i mine arme, da vi kørte hjem fra Riget en af de første dage i februar? Han var så fin, men blev så kold.

- Jeg kan også kigge på den tegning Malte har tegnet af vores familie nede i skolen. Han havde svært ved det, hvor mange skulle han tegne og hvordan skulle vi placeres? En opgave der for de fleste andre ikke gav de store overvejelser eller problemer. Han endte med at tegne en virkelig fin tegning med os tre på jorden og Valter svævende i skyen. Den hænger dernede i skolen og vidner om, at i vores liv har vi en usynlig Valter i skyen, en død lillebror, en død søn.

- Jeg kan også snakke med andre om Valter. Den anden dag havde vi besøg af Valters dagplejer. Hun havde skrevet om Valter til sine kollegaer. Det var så rørende og bekræftende at læse hendes ord om min Valter. Hvordan han var et lille menneske der havde sat spor, havde udvikler sig lidt, beskrivelse af hvodan han spiste, sov, legede. Dejligt at blive mindet om, at han nåede at være her så længe, at han fik en tid i dagpleje oppe hos hende. Han havde været der, han har levet.

- Jeg kan også se på billeder og videoer. Det gjorde Malte og Henrik efter aftensmaden. Men de videoer blev for virkelige og savnet og gråden væltede frem. Så meget liv, så meget kærlighed, så meget menneske og nu kun en ubeskrivelig følelse, et ubeskriveligt liv og et liv med kærlighed til min usynlige søn.

Allehelgen

I går var vi til allehelgen i kirken. Valters navn blev nævnt, sammen med en anden lille drengs. Jeg har ikke fortrudt, at jeg tog afsted. Det varmede at se, at der var kommet så mange og tak for alle tanker og beskeder hele dagen, det betyder meget, at I stadig husker os. Arrangement i kirken passede slet ikke til der hvor jeg er nu. Jeg blev provokeret af, hvor pænt det hele skal være, med lys, smukke salmer og sange, pæne ord, stilhed. Hele min krop dirrede og jeg havde bare lyst til at skrige, råbe, og sparke til stolen foran mig. Jeg gjorde det ikke, kun min gråd kunne jeg ikke holde tilbage. Mit barn er dødt og det samme er en anden dreng på kun fire dage og her sidder vi og mindes i stilhed? Der er ingen stilhed inden i mig, jeg har på ingen måde fundet ro eller håb. At mindes er ikke nok for mig, jeg vil holde om, kysse tykke babykinder, kigge ind i nogle levende øjne. Det er hverken særlig pænt, fuld af håb eller særlig roligt, at mit sidste minde om Valter er en lille kold babykrop i en alt for lille kiste. En kiste i et sort jordhul, et gravsted. I kirken ved jeg, at der sad mennesker der har mistet deres barn, mand, far, mor, svigerfar og bror alt for tidligt, jeg ved ikke om stilheden, ord og sange om håb gav mening og lindring for dem, måske når der er gået nogle år? Jeg ved det ikke...

Der er stor fokus på sorg i disse dage. DR er fyldt af både radio og tv udsendelser om emnet. Svend Brinkmann har skrevet en hel bog om emnet, han ved meget om meget åbenbart;), Esben Kjær mener ikke folkekirken har nok traditioner, hvor vi mindes de døde. Der er endda blevet lavet en diagnose for kompliceret sorg. Og det er alt sammen meget godt, men når alt kommer til alt synes jeg, at sorg handler om, at vi er en masse mennesker med hjerter der græder og gør ondt og alligevel skal vi stå op hver dag, leve videre, presses til at få lyst til at leve vores eget liv igen og hvorfor egentlig? Hvorfor er det ikke okay, at livet rent faktisk stopper når vi mister så meningsløst? Hvorfor skal jeg hele tiden presses derhen, hvor livet absolut skal give mening igen?

Jeg har delt denne video på Facebook om hvordan man er sammen med et menneske der sørger. Man skulle faktisk tro, at vores netværk har skrevet manuskriptet til den. Jeg er så imponeret over jer. I dag var der flere på arbejdet der spurgte ind til aftenen i kirken og jeg kunne få lov til at fortælle. Vi får stadig mad engang imellem, der er blomster og besøg ude ved Valter og jeg føler mig taget om, set og holdt af.

Engang troede jeg, jeg vidste, hvad meningen med livet var. Noget med Gud og evigheden og noget med at skabe et liv jeg kunne være stolt af og som jeg havde drømt om. Lige nu tænker jeg, som min venindes mand har sagt, at meningen med livet må være, at hjælpe hinanden der hvor vi kan. Og turde elske hinanden.

Tro

Jeg tror folk tit oplever, at når de står i kriser måske især ift. sygdom og død - at Gud og tro pludselig bliver et anker og en hjælp og trøst. For mig er det helt omvendt. Jeg er hele mit liv vokset op med en tro på Gud - og den er der stadig, ham kan jeg ikke komme uden om - men nogen trøst føler jeg ikke. Jeg ved at der intet sted i Bibelen står noget om, at man som kristen får et nemmere liv eller ikke kommer til at møde livskriser og død. Men hele det gudsbillede jeg har haft, har jeg ikke mere. Gud er ikke den Gud der elsker mig, passer på mig og vil mig det godt. Lige nu føles det som om han sender den ene ulykke efter den anden efter mig og os. Om det er ham der gør det ved jeg ikke, men han passer i al fald ikke på mig. Jeg ligger ned for alvor og jeg har ingen fornemmelse af, at jeg bliver passet på, at der er håb og lindring.

Jeg har fået beskeder, hvor der står at Valter har fået folk til at folde hænder der ikke har været foldet i lang tid - Valters død har fået mig til ikke at folde mine hænder. Jeg har så svært ved at skulle be Gud om noget eller bare be til ham. Jeg har lyst til at be for Malte, men det virker ikke mere - for hvorfor skulle jeg gøre det? Min erfaring siger mig, at Gud ikke griber ind, at han ikke passer på, holder om og bærere.
 At skulle tage i kirke og skulle synge med på en salme eller lovsang virker helt usandsynligt for mig nu. Hvilke ord skulle kunne skabe lindring og håb, når min erfaring siger mig, at det ikke sker?

Gud føles uopnåelig og slet ikke tæt på. Min tillid til Gud har været stor og troen på ham har været en stor del af mit liv. Hvor går jeg hen nu? Hvad skal fylde, der hvor min tiltro til ham var før?

Hvordan skal jeg forlige mig med, at jeg aldrig får svar på mit store Hvorfor? Hvorfor var det min dreng der skulle dø? Hvorfor skulle mit liv fyldes med endnu flere tårer og meningsløshed gang på gang? Der er ikke nogen at spørge og der er ingen der kan love mig, at det bliver anderledes i fremtiden.

Om at abortere og misundelse

Jeg kunne godt tænke mig, at skrive om, hvordan det er at abortere. Mange af jer har måske prøvet det og hvis der stadig er nogle mænd der læser med, så har I måske en kone eller kæreste der har prøvet det. Statistisk set er det måske halvdelen af alle graviditeter der ender med en spontan abort og i 15 - 20 % af dem, har kvinden vidst, at hun var gravid.

Da jeg var gravid med Malte, skænkede jeg ikke muligheden for at abortere en tanke. Jeg kendte næsten ingen som havde prøvet det og fortalt om det og jeg troede stadig på, at der var en lille retfærdighed i hele uddelingen af babyer. Efter Malte har jeg som skrevet aborteret tre gange - to gange efter fertilitetsbehandling og en gang helt naturligt. Jeg har kun prøvet det, i situationer hvor jeg virkelig har ønsket mig et lille barn, så det er det jeg ved noget om.

Efterfølgende graviditeter blev aldrig det samme for mig, som efter at jeg aborterede første gang. Troen på, at jeg måtte få lov at beholde det lille menneske der voksede inde i mig var forsvindende lille og den glæde ved at finde ud af, at jeg var gravid blev hver gang overtrumfet at frygten for, at skulle miste igen. Hver dag fyldte frygten mine tanker og det at skulle gå på toilettet blev fyldt med bange anelser og en viden om, at næste besøg derude kunne blive så livsændrende. At skulle tørre sig og undersøge, om jeg mon nu var begyndt at bløde. Det var sådan både herhjemme, men også på arbejdet og når jeg var på besøg hos andre. Jeg blev meget opmærksom på alle de signaler min krop sendte mig. Hvert et lille stik i underlivet, prikken i brysterne eller lille tendens til kvalme blev analyseret i mit hovede. Spændte det lidt i brysterne der? Skyldes det mon ikke at jeg var gravid eller bare en begyndende menstruation? Er der en murren i underlivet nu? Er det godt eller skidt? Og så skyndte jeg mig ind på "min mave" og andre ligende sider og ledte og ledte efter andre som havde følt det præcis det samme som mig. Tankerne fik aldrig ro i de perioder.

Selve aborten
Man kan åbenbart abortere på mange måder, og selvom man har prøvet det nogle gange, kan man ikke rigtig trække på sin erfaring. Jeg har kun aborteret inde for de første 8 uger, men jer der har været gravide ved hvor mange tanker om det kommende liv med en ny baby når at fylde på ganske få dage. Tanker om barsel, terminsdato, udstyr og en masse forestillinger om den baby der vokser inde i en. Så når de tanker om et nyt liv har fået en brat afslutning i form af en spontan abort, så har tomheden været total, der er ingenting man kan gøre og der er ikke noget der kan gøres om. Alle tankerne og forventningerne må dø, for de er ingenting uden den lille nye baby.
Helt fysisk kan det være, at man bliver nødt til at tage nogle piller, for sikre, at den fysiske proces ikke trækker ud i flere uger. Jeg har prøvet, at jeg efter de piller nærmest fik veer og at den uro jeg følte i kroppen føltes som en fødsel, når jeg gentagende gange måtte ud på toilettet og sørge for at alt kom ud. Tankerne der har fyldt, har været, om den klump der nu kom ud var et lille foster og hvordan jeg havde det med, at det røg ud i toilettet og så en uendelig tomhed, tristhed, uretfærdighed og meningløshed.

Lægeundersøgelser
Efter en abort, måske tit imens man stadig bløder, skal man til en undersøgelse på sygehuset. I Aarhus er det jo et universitets hospital og det betyder, at undersøgelsesstuen ofte har været fyldt at en masse mennesker - der lige skal kigge med. Nogle af mine mest udmygende øjeblikke er foregået i de undersøgelsesrum. I det mindste har de et lille toilet, hvor jeg kunne gå ud og smide tøjet - det er der ikke på fertilitetklinikkerne. Men når jeg er gået derud, vidste jeg, at der sidder en masse mennesker inde i rummet og venter på, at jeg kommer tilbage uden bukser på, at jeg ligger mig op på briksen og spreder benene, så vi alle sammen kan se en indvendig scanning af min livmoder og en manglende baby. Måske er der lige et par stykker der skal have lov at scanne - de skal jo lære det... En gang fik vi endda tilbudt, et klassisk scanningsbillede af der hvor babyen skulle ligge - men nu var der bare tomt. Heldigvis er jeg sluppet for udskrabninger som har været en frygt for mig. Jeg har skulle tage piller, for at sikre sig, at "alt" kom ud.
Den her gang spurgte lægen, om det var min første graviditet og jeg kunne svare, at det var min femte og jeg havde to børn, hvoraf den sidste var død som etårig. Denne læge havde heldigvis en rigtig god situationsfornemelse, hvilket bestemt ikke er givet for læger, og sendte os hurtigt hjem uden krav om at vi skulle komme tilbage og tjekkes. For alt i mig har bare villet væk fra hospitalet, flere scanninger, tjek og blodprøver.

Misundele
Jeg havde sådan håbet, at misundelse ville være et afsluttet kapitel for mig, da jeg blev gravid med Valter og da jeg endelig følte mig overbevist om, at jeg ikke ville abortere ham. Min babymisundelse havde fyldt så meget i de sidste mange mange år.
Jeg er så uendelig misundelig på alle de par, der kan have sex en gang, måske lidt flere hvis det ikke lige lykkes den første måned, og så stå ni måneder efter med den mest perfekte lille raske baby. Det er alle vel undt, at ende ud med en rask baby, for det er et helvede og naturstridigt, når børn er syge. Men tænk sig, at man kan have sex - måske endda god sex uden at tænke på ægløsning og aborter og fertilitetsbehandling, utallige bekymringer, økonomi og tidspres og så få en baby ud af det. Det er så langt fra min virkelighed.

Det her har været og er min virkelighed og jeg ville sådan ønske det var anderledes. At det jeg ser som ualmindeligt, ville blive almindeligt for os. Men jeg har været gravid og jeg har født to fantastiske drenge og i forhold til mange andre kvinder, så er jeg den heldige, så har jeg fået lov at opleve det, som de måske aldrig har fået lov at opleve, selvom det har været et meget stort ønske. Jeg kan altid finde nogen der har det værre end mig og jeg er også ved at være træt at af have så ondt af mig selv og være fyldt af misundelse.

Mest af alt ville jeg ønske, at jeg måtte få min Valter tilbage - det er urealistisk og jeg ved det ikke kommer til at ske. Derfor ville jeg ønske, at jeg en dag får lov at sidde med min egen baby igen og hvis det heller ikke sker, ønsker jeg, at det at være misundelig må fylde mindre og mindre og at jeg en dag kan slippe det helt og hvile i - og glæde mig 100 procent, ved tanken om det jeg havde og det jeg trods alt har fået.

Hvad der fylder lige nu...

- Jeg øver mig voldsomt meget på at være sammen med mennesker lige nu. Det er hårdt, men alle siger jeg skal.

- Jeg har det aller aller bedst der hjemme.

- Jeg er ulykkelig helt ind i kroppen. Jeg har ondt i brystet og gråden kravler så tit op i min hals og sidder der, når jeg...

ser billeder af Valter
går ind på hans værelse
hører, at Malte går ind på Valters værelse og græder
når Malte siger, at han ønsker sig tvillinger i min mave og den ene skal ligne Valter og den anden lille nye kusine Vilja
når jeg må melde afbud til samme kusines barnedåb, fordi der vil være alt for mange følelser sammen med alt for mange mennesker
når jeg ser børn på samme alder som Valter da han døde og som han ville have været nu
når jeg dagligt indser, at han ikke kommer tilbage
når jeg skal ud af døren
når jeg skal sove

-At min krop er så belastet efter de sidste to år, at jeg stadig ikke er udhvilet når jeg vågner og at min energi kun rækker til job og så lidt Henrik og Malte.

- Når jeg finder ud af, at den sorg der fylder meget, åbenbart har en udløbsdato og kender jeg ikke den, kan kommunen ikke hjælpe mere. Så går det i første omgang ud over mit jobs økonomi og i sidste ende vores egen.

- At jeg i foråret tænkte, at det ikke kunne blive værre, men at jeg nu skal forholde mig til ovenstående lov, der forringer min situation og at jeg for en måned siden var gravid, helt uden hormoner og utallige scanninger fra læger, og at jeg nu ikke er gravid mere og aborterede i min første uge på arbejdet.

- At jeg er så uendelig træt af at blive sparket til og hele tiden bare må rejse mig op igen, være stærk og leve videre.

- At vi næsten ikke har lavet mad de sidste tre uger, fordi fryseren har været fyldt med mad der bare skulle varmes op💙

- At jeg stadig har min skønne, dejlige, livlige og kærlighedshungrende Malte og Henrik som jeg ikke kunne leve uden.

Arbejdsopstart og Naja Marie Eidt igen igen

Jeg er startet på arbejde, halv tid cirka. Det går ok. Måske føles det ligefrem lidt godt at være til nytte igen og gøre en lille forskel. De timer jeg ikke er på arbejde, ligger jeg på sofaen eller i sengen. Jeg føler mig lidt som to forskellige personer, jeg lever to liv. Jeg tror jeg ligner mig selv på arbejdet, smiler, griner, engagerer mig og de opgaver jeg har går fint tror jeg. Nogen tænker måske endda på hvordan jeg kan være så meget mig selv, når noget så forfærdelig er sket. Jeg tænker det selv og jeg ved det ikke...fordi jeg skal? Så træder jeg ind af døren herhjemme, eller faktisk starter det allerede når jeg sætter mig på cyklen. Jeg falder sammen, min krop begynder at gøre ondt, al energi og initiativ forsvinder, jeg forsvinder. Jeg bliver ked af det, når jeg læser hvad jeg lige har skrevet, jeg bliver ked af, at jeg er så ked af det og at ovenstående er min virkelighed.

Jeg har set noget med Naja Marie Eidt. Hun fortæller om sin bog og om sin sorg og de år der er gået siden hendes søn døde. Jeg spejlede mig i hendes ord så mange gange i den time det tog. Hun siger f. eks. "At når ens barn dør mister man sin fremtid. Når ens forældre dør mister man måske mere sin fortid" Mange forestiller sig måske, at man sidder derhjemme og mindes den døde, ser på billeder og video. Men det er alt for smertefuldt. Hun siger, at hun slet ikke turde at mindes ham som levende, men kun kunne tænke på ham som død, liggende der på sygehuset med sin døde kolde krop, hans kolde hånd. Det er lige der jeg er. Valter hænger overalt herhjemme, jeg har selv hængt ham op, men jeg tør ikke rigtig kigge på billederne mere, det er alt for smertefuldt. Og den der kolde stive hånd, gid jeg ikke anede hvad hun mente med det.

http://channel.louisiana.dk/video/naja-marie-aidt-what-you-dont-want-hear

I dag er det

et halvt år siden, at min lille stærke elskede dreng trak vejret for sidste gang og døde i armene på sin far.

et halvt år siden, at jeg vaskede mit døde barn, gav ham tøj på og sov med ham ved min side.

et halvt år siden, at vi måtte ringe til alle vores aller nærmeste og fortælle dem at vores og deres liv var for evigt forandret.

et halvt år siden, at vi begyndte at leve i ingen tid.

et halvt år siden, at billeder og minder begyndte at fylde mere end fysisk kontakt.

et halvt år siden at Valter stoppede med, at blive ældre og jeg begyndte at scanne alle andre jævnaldrende og forestille mig ham kunne og gøre det samme.

et halvt år siden, at jeg oplevede alles værste mareridt.

et halvt år siden, at Malte mistede sin bedste ven og største beundre og nu siger ting som "Jeg tror jeg ville elske verden mere, hvis Valter ikke var død"

et halvt år siden, at jeg for alvor mærkede vigtigheden af et godt netværk der griber og tør være.


I dag er bare en dag som alle andre, fyldt med sorg, savn, minder og et rungende "HVORFOR?"

1.august 2017

1. februar 2018

1. august 2018

Sommerferietid

Det er en speciel tid lige nu. I ser så glade ud alle sammmen, næsten. Skulderne er ligesom faldet ned der hvor det er meningen de skal være, I smiler mere, jeres stemmer er fyldt af forventning og glæde. I skal på ferie, I glæder jer og I har ventet på den ferie. Vi er der slet ikke. For det første har vi ikke arbejdet hårdt det sidste halve år og har på den måde ikke brug for ferie, så har vi jo også lige været i Thailand, men mest af alt er det svært at finde den der glæde frem - så fuld af forventning, eventyr og liv. Vi har tre uger sammen og vi kunne i princippet alt - køre sydpå, øferie i Danmark, camping, hotel, strand, storby...men det er svært at finde på, når vi ikke rigtig har lyst til noget. Hvad gør man så? Hvordan holder man ferie, når vi i hverdagen kæmper for at overleve og ikke tænker så meget på at leve? En af os siger måske” lad os blive på Fyn istedet for at køre til Sjælland” “okay det gør vi bare, så skal vi ikke bruge mere tid på at tænke på det” Det er trist at skrive og læse det jeg lige har skrevet. De sociale medier er proppet med sommerbilleder, jeg har selv været med til at ligge nogle af dem der ind. Når solen skinner er der så meget man bør. Man skal ud, man skal hygge sig, man skal være sammen med en masse mennesker, man skal nyde solen på terrassen så længe den er der, helst grille en masse, tage på hyggelige ture, man skal helst ikke se for meget skærm, især ikke børnene og man må ikke brokke sig over vejret. Og det er dejligt med al den sommer, vi har været på stranden og jeg har nydt solen, men faktum er nok, at jeg mest af alt bare gerne ville pakke mig ind i en af mine utallige striktrøjer, putte mig under dynen, se så få mennesker som muligt, se ligegyldigt fjernsyn og bare være og ikke gøre så meget.

I skal ikke have ondt af os, vi har som sagt været i Thailand og det var godt og der kommer en ny sommerferie næste år - måske alting føles anderledes der, måske vi igen kan fyldes af forventningsglæde, ro og eventyr. På en måde ønsker jeg mig igen at være en del af den klub, men kan jeg det? Er alting ikke bare anderledes for altid? Mit barn vil for altid være taget fra mig og ikke være her helt tæt på...også når det bliver sommer igen og han har været mere død end levende...
Søren Huss❤️
https://m.youtube.com/watch?v=cbP_uK0kXlQ&list=PL0FGgpNEC9kZvxA8e_LQK1JpmlD7w6HQN

Endnu en podcast

Jeg har hørt endnu en podcast - jeg søger andres kriser og søger efter følelser og ord jeg kan spejle mig i. Den jeg lige har hørt handler om en ung kvinder der får kræft to gange. Når hun skal beskrive hendes krise og liv er det med ordene “jeg er så uheldig, hvem får kræft to gange”  og ligende. Når jeg hører det, tænker jeg at det danske sprog  mangler ord til folk i krise. Uheldig - det dækker ligesom ikke. Uheldig dækker heller ikke for den og de kriser jeg synes vi har været igennem. Sort uheld, som lægerne kaldte Valters halve hjerte. Efter at have hørt den ellers ret ærlige podcast til ende sidder jeg tilbage og tænker, at ingen ord kan beskrive hvad de to mennesker i podcasten har tænkt, oplevet og følt - der er ingen ord der dækker når livskriser skal beskrives.


Den er god podcasten - hvem ved hvem der er den næste der bliver ramt at sort uheld og bliver den uheldige og får brug for at spejle sig i andre.



Alt er nu

Overlevelse

Jeg ligger på gulvet på Valters værelser, jeg knuger hans voksipose og græder som jeg gjorde de første dage efter hans død. Der kommer lyde ud af mig som jeg ikke kender...

Nogle øjeblikke overbeviser jeg mig om, at alting nok skal blive godt igen og mange andre øjeblikke ved jeg, at det gør det ikke. Mit liv er forbi som jeg før kendte det, jeg er reduceret til at stå op, være Maltes mor, prøve at gøre mit bedste for at være Henriks kone og prøve at finde tilbage til mit job.

Podcast med Naja Marie Eidt

"Forventningensglæde forsvinder, ingen drømme - bare overleve - ingen lyst - det der betyder noget er nærhed, tryghed og de vigtige menneskelige relationer"

Jeg har i dag hørt podcasten "Frøkjær og forfatterne", som jeg fik anbefalet af en kollega.  Naja Marie Eidt bliver interviewet af Cecilie Frøkjær om hendes bog "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage". Bogen handler om hendes tanker og sorg efter at hendes søn dør 25 år gammel og jeg har citeret fra den før. Jeg havde den i ørene på vej ned og træne, men måtte stoppe den igen, fordi jeg blev så ked af det. Hun er, som hun selv måske havde håbet på, et spejl for mig og jeg kan næsten nikke genkendende til alt hvad hun siger.

Hendes søn var 25 da han døde, han havde haft 25 år til at vise hvem han var og familien prøver at bære ham med videre og bringe de ting videre som betød noget for ham. Valter var et år, han kunne ikke sige noget, så hvad er det jeg skal bære videre af ham? Hvem var han? Kan jeg lære noget af ham? Noget han gjorde igen og igen, var at bruge alt sit overskud på at være og insistere på kontakt og den måde han kom igennem operationerne og bedøvelserne var så sejt. Så de få kræfter han havde brugte han på nærvær, han sov ikke mere end andre, eller græd mere end andre - han kiggede os dybt i øjnene og smilede. På mange måder virker det mærkeligt at skrive, at man kan lære noget af en 1 årig...

Hun siger, at sorgen nogle gange bare er uden ord, men istedet føles helt fysisk og tung. Det er det den er for mig, en stor tung dyne der ligger ned over mig, et sted hvor jeg ikke har brug for så mange ord og jeg har lyst til at blive under den dyne for det er der Valter føles tættest på og fordi jeg bare er så ked af det.
De kampe hun har med at vende tilbage til at skrive, minder på mange måder om det jeg kæmper med ift. at starte på arbejde igen..... Jeg er en anden, mit liv er et andet, skal jeg stadig bruge energi på et arbejde, når jeg i forvejen kæmper med at overleve?

Før var hun et socialt menneske, der fik energi af andre. Det har også ændret sig for mig, jeg ville ønske jeg var den gamle Mette der trives sammen med andre og som havde lyst til at tage til alle de hyggelige ting, som kvindeklynge, mødregruppe, sommerfrokost og spisegruppe.

Fællesskabet som greb hende, minder på mange måder om det vi har oplevet - et lille stykke af Danmark som for mig overraskende opfører sig meget udansk. Et fællesskab som tør støtte op, spørge ind og bare være.

Hør den!

Artikkel om samme emne: https://www.information.dk/mofo/naja-marie-aidt-sorgen-kaempe-fucking-monster-oedelaegger-alting

Malte 6 år

Malte blev seks år i går. Jeg har været mor i seks år nu. Jeg har grædt meget de sidst fire - fem år. Ikke pga. Malte, faktisk har han været en af de helt store grunde til ikke at græde hele tiden, han er det, sammen med Henrik, der har fungeret aller bedst i den tid hvor gråden og sorgen har fyldt. Men hvor ville jeg dog bare ønske:

at jeg i hans første år ikke havde skulle bruge så meget energi og liv på at være ked af det

at jeg ikke skulle bruge så meget tid, bekymringer, energi og penge på at give ham søskende

at han havde kunnet åbne gaver fra sine søskende, at de ville være misundelige og spørge hvornår de havde fødselsdag

at der ikke var så stille når vi spiser

at det kaos der er hos andre familier vi besøger, også fandtes hjemme hos os

at når pædagogerne i skolen ber alle dem med en lillebror om at gå over i højre hjørne, at Malte ikke var i tvivl om, om han skulle gå eller blive siddende

at, når han skal skrive hvem der bor hjemme hos os i sin skole bog, at andre børn så, fair nok, ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved at han skriver Valter

at der altid var nogen at lege (skændes) med når han kom hjem

at min lunte ikke er kort, fordi jeg ikke har mere energi

at jeg inders inde ikke helst ville ligge i min seng hele dagen, istedet for at være sammen med ham

at han ikke skulle opleve at miste en han elskede højt, så tidligt i sit liv

Malte, du er det sejeste og mest kærlige barn jeg kender - du trøster mig når jeg græder, du tør sørge over din lillebror, du nuller mit hår fordi du ved jeg elsker det, men også fordi du selv synes det er dejligt, du er udfordrende og fræk, du elsker dyr lige så meget som jeg hader dem, du hader at tabe i spil og elsker at vinde. Du griner af dine egne hjemmelavede vitser, dit liv er fyldt med gode venner, du er så hyggelig at være sammen med og falde i søvn med om aftenen, du er grunden til at jeg står op hver morgen, min største frygt er, at jeg også skal miste dig, men du er grunden til, at jeg vælger livet på trods - jeg vil altid elske dig meget højt uanset hvad!

Gode råd når et barn dør

Jeg vil her prøve at komme med nogle gode råd til forældre der har mistet og de pårørende rundt om. Det er nogle af de erfaringer jeg har gjort og som jeg synes har virket og været gode. Vigtigst af alt, så er der jo bare ikke en måde der er rigtig at gøre tingene på. Og det med sorg er så individuelt. Det har nogle gange været svært for mig at navigere i og ikke føle, at jeg sørgede på den rigtige måde. Sorgen er der altid tænker jeg, men nogle ting bliver nemmere når man har gjort dem mange gange f. eks. at hente i børnehaven, snakke med naboerne osv.

Vores lille Valter døde et år gammel på Rigshospitalet. Vi bor selv uden for Aarhus. Han er født med en alvorlig hjertefejl, men hans død kom som et chok for os. Det er ud fra de premisser vi har vores erfaringer.

Forældrene:

Vær åben - mange har sagt, at det gør det nemt at møde os og være der for os fordi vi har været så åbne. Så den akavethed og berøringsangst man måske kunne have frygtet oplever vi næsten ikke.

Sig fra - vær gode til at sige til og fra. Det skræmmer ikke folk væk, det har nærmest gjort, at de holder mere ved. Når de kan mærke man er ærlig, tør de godt prøve igen

Det er dit barn - du behøver ingen kiste, du kan have dit lille barn hos dig derhjemme - I kan selv kører til og fra kirken - I bestemmer selv hvad der føles rigtigt for jer.
Vores søn døde på Riget. Han døde en eftermiddag og den følgende nat tog vi ham med over på Ronald Mc. Donald huset. Han lå imellem os hele natten. Dagen efter kørte vi hjem. Jeg sad med ham i armene hele vejen til Jylland. Senere på dagen kom bedemanden med en lille kiste hvor vi lagde ham i. Han stod inde på sit værelse indtil begravelsen. Vi kørte ham selv hen til kirken.

Der findes ingen rigtig måde at sørge på, selvom det nogle gange kan føles forkert, den måde man gør det på...

Få familien til at skrive ned, hvilke tanker og oplevelser de havde i dagene omkring dødsfaldet og begravelsen. Måske også minder om den afdøde.

Lav en fotobog. det er hårdt og hjerteskærende, men godt at have for søskende og besøgende og på sigt måske også for jer. Lige i øjeblikket kan jeg ikke holde til at kigge i den.

Jeg har gemt flere af Valters ting i en stor kasse. Tøj, legetøj, papirer osv. Ting jeg havde brug for, var pakket fint væk. Hans ting er stadig overalt i huset. Sutteflasker, service, pulvergrøden og hans sprøjter ligger stadig i køkkenskufferne. Hans højstol står på sin plads, en del legetøj står stadig i køkkenet. I stuen triller der en lille blå bold rundt - et lille bevis på, at han har ligget og leget rundt på gulvet dernede. Hans værelse står også næsten som det gjorde. Når der er børn på besøg leger de dog stadig derinde. Hans pusleplads står næsten som den gjorde.

Jeg sover med det sidste sæt tøj Valter havde på.

Jeg har læst rigtig mange bøger om sorg og fået meget ud af det. F.eks. "Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage" af Naja Marie Eidt. "At leve med sin usynlige søn" af Esben Kjær og "Jeg løber" af Anders Legarth Schmidt. Der findes også en del børnebøger som vi har læst med Malte. Esben Kjær har også lavet en programrække om sorg.

Tag dig tid til at sørge, brug de timer du har for dig selv til at gøre det du har brug for.
I det første stykke tid lå jeg bare og kiggede eller så ligegyldige programmer i fjernsynet. Jeg gik ture ud til graven og sagde nej til de fleste besøg. Henrik spillede play station mange timer i træk og begyndte at cykle og løbe en del. Nogen gange spiste vi frokost sammen og andre gange gjorde vi ikke. Den tid i "ingen tid" har været så vigtig for os. Vi er ikke uden sorg nu og lige i øjeblikket er jeg mere ked af det end jeg har været i lang tid. Men jeg tror vi har fået sørget på en god måde, så at det der fylder os nu, ikke er vrede og afmagt, men mere ren sorg og savn.

Vi fik lavet fodaftryk af Valters fod imens vi vaskede og gav ham tøj på.

Vi fik min bror til at lave en bænk til graven.

Malte, Valters storebror, fik også lavet en sten fra ham til graven.

Selve gravstedet har vi lavet meget personligt synes vi. Vi har plantet trædebregner istedet for grus, for at det skulle være mere levende at se på. Som trædesten har vi selv fundet store sten i en bæk tæt på vores hjem. Ellers har vi tage sten og skaller med hjem fra vores ture og rejser. Jeg har sat et billede af Valter i en lanterne på graven og hans fordaftryk er på stenen.


Vi fik det råd, at vi til selve begravelsen stod i døren ind til kirken og tog imod dem der kom til kirken. Det var rigtig hårdt, men det gjorde også, at vi vidste hvem der var kommet og ikke skulle sidde og spekulere over det.






Efterladte søskende:

Min veninde lavede en bog til Malte hvor der var forskrevet forskellige ting. F.eks. "Valter elskede når jeg..." "Valter grinede når..." " Det her legede Valter og jeg..."

Lav en mindekasse, hvor søskende selv vælger hvad der skal i. f.eks. tøj, sutter, legetøj, en ynglings bog osv.

Malte er seks år og han snakker tit om sin lillebror og savner ham meget. Han vil gerne snakke med andre om ham, når han selv bringer det på bane.

Vi snakker om Valter når det er naturligt og han ser også mig græde af og til.

Han har været med i hele processen - set ham død. Sov på samme værelse som Valter og os den første nat efter han var død. Han har siddet med ham, kysset ham og var med til begravelsen. Han var med ude og vælge gravsten og tager også med ud til graven engang imellem.

For Malte er det vigtigt, at han stadig er storebror, at han har en lillebror. Han nævner altid Valter som en naturlig del af vores familie.

For pårørende og venner:

Tør at spørge ind. Nævn den døde. Også når der er gået lang tid. Det betyder meget at blive anerkendt for sin sorg.

Sig ikke "sig til hvis jeg kan gøre noget" Det kommer ikke til at ske. For det første ved man slet ikke hvad man har brug for og for det andet kan man ikke selv sige til. Nogen har f.eks. bare skrevet, at nu tog de ud og handlede og om vi skulle have noget med - det fungerede for os.

Bliv ved med at være der. Får man et nej, så prøv igen.

Gør noget - det er bedre at gøre noget dumt end slet intet at gøre.

Det er okay at få de efterladte til at græde - det er ikke muligt at blive mere ked af det, end de er i forvejen.

Kom og gør rent som mine søstre har gjort.

Hent og aflever de andre børn i institution. Inviter dem med hjem eller på ture. Det er hårdt arbejde at være i en stor sorg og at skulle hænge sammen for de børn der er tilbage. En weekend kan føles rigtig lang og være svær at komme igennem.

Lav en madliste. Vi lavede ikke mad i meget lang tid og nu er vi så småt i gang med at starte på arbejde og så er madlisten gået i gang igen. Mad blev for os en lav prioritet. Der er så man mange arbejdsgange man slipper for, når man ikke skal lave sin egen aftensmad. Det var og er en kæmpe hjælp. Vi kan bruge vores energi på Malte og at holde sammen på familien. Vores fryser har også flere rette liggende, som jeg glæder mig til at tage op en dag hvor alt ramler. 

Jeg har fået en del gaver som jeg er blevet rigtig glad for. Måske gaver ikke betyder så meget for alle, men for mig har de betydet rigtig meget. 

Jeg har fået en halskæde med plads til et lille billede af Valter og Malte. Jeg fik det før      begravelsen, så når Valter nu ikke kunne være hjemme hos os i huset mere, at så ville han måske føles tæt på alligevel. 

Jeg har fået en anden halskæde med tre smukke vedhæng. Det ene står der mor i og i det andet er der et V. 

Vi har fået en uro med tre guldringe i forskellige størrelser og med en marmor sten i midten som et symbol på os alle sammen, med Valter i midten.

Min farbror og tante kom med et maleri af Valter. Det er så fint og personligt og anderledes end et fotografi. 

På graven er der flere der har lagt legetøj, hjemmelavede olielamper, møller og tegninger. 

Istedet for blomster var der et par stykker der kom med lanterner til begravelsen. De er dejlige at have her bagefter. 

Vi har fået beskeder fra nær og fjern og hver besked betyder uendeligt meget. 

Vi har fået feriehusophold, gavekort til legoland, Malte har fået tilsendt en bamse man kan købe fra Hospitalsklovnene - en lille ven man kan fortælle alt til. Vi har fået uendelig mange blomster og boller. 


Til sidst har jeg bare lyst til at skrive, at sorg er ubeskrivelig og det at være i sorg kan ikke rigtig beskrives. Jeg oplever, at det går op og ned - også inden for små tidsintervaller. Jeg har kunnet grine og have det sjovt - nogle gange har det føltes rigtig og andre gange har det ikke. Før Valters død var jeg meget social og har fået energi af at være sammen med andre. Nu er jeg nød til at skære ned til meget mindre kontakt med de fleste. Lige nu jeg bare så ked af det og har bestemt, at det er sådan det er og det er helt ok - det er i de følelser og i det fysiske savn, at jeg føler mig tættest på Valter. 

Første arbejdsdag

Jeg er startet på arbejde i dag - bare et par timer. Ingen har tvunget mig til at starte, jeg har selv været med til at lave planen og jeg har ingen tunge arbejds opgaver. Børnene var søde, kollegaerne var så søde og jeg var sød og alligevel er der ikke en eneste del af min krop der har lyst til at tage derop igen. Jeg havde bare lyst til at råbe "mit barn er dødt - hvad skal jeg her???" Jeg havde ikke forventet, at det ville være nemt at starte, jeg havde håbet, at det ville føles naturligt, men jeg havde ikke forudset, at jeg ville have det sådan her. Det føles ligegyldigt, selv om jeg bestemt ikke har et ligegyldigt job. Det er som om, det at starte på arbejde er det ultimative bevis på, at livet kan/skal gå videre uden Valter og det føles ikke godt... Det føltes forkert fra før jeg gik ind af døren, at være så ked af det og så skulle på arbejde begyndte ikke helt at hænge sammen. For det at være ked af det, er begyndt at fylde mere og mere igen - jeg græder oftere og har fundet ro i, at det er det jeg er -ked af det - og det er helt okay.  Jeg er ikke deprimeret, sidder ikke fast, er ikke gået i stå - jeg er bare så uendelig ked af, at Valter ikke er her hos mig mere. Men passer det sammen med et arbejde?

Men det skal have en chance det arbejde og det får det. Ingen behøver at være urolig for mig, jeg er i den her periode blevet rigtig god til at sige fra, sige nej og ikke at gøre så meget af det der føles forkert. Så vi ses på onsdag 6. A, måske ikke iført en glad maske, men helt sikkert en anden Mette end den der forlod skolen i december for snart lang tid siden.

Blomster fra en betænksom kollega😊

sorg vol. 10000

Jeg er cyklet hen til Valter i dag og på vej herud kan jeg fornemme, at der nok har været konfirmation i kirken. Der kommer den ene fine bil efter den anden, en traktor og en bil pyntet med balloner og flag, der dytter helt vildt. Jeg tager bagindgangen til kirkegården og bliver så ked af det, for Valter bliver aldrig en glad og stolt konfirmand og det slår mig helt ud og minder mig om, at der er så mange ting Valter aldrig skal eller kommer til. Vi har et billede at Malte og Valter fra sidste september. De sider ude på græsplænene og ser virkelig søde og kønne ud. Når Malte ser det billede siger han “Valter nåede kun at røre græs en gang” (det passer nu ikke helt;)) Der er også mange ting han prøvede flere gange. At smile, at få krammere af sin storebror, at vippe med sit håndled...og det fylder heldigvis også, men alt det han ikke nåede fylder mig en tomhed...

Malte er på camping med mine forældre og nogle fætre og kusiner og det er godt og han har glædet sig, men der er bare så uendeligt stille herhjemme. Det var meningen, at jeg skulle have hænderne fulde og ikke have tid til at ligge på solsengen og læse store tykke romaner og tage på veninde besøg en hel eftermiddag, bruge tid på at pudse vinduer og sover længe. Det føles helt forkert og min krop slapper ikke rigtig af, for det føles som om jeg har glemt noget...

Heldigvis er Valter kommet tilbage til mig, jeg har en fornemmelse af, at han sidder lige der på min højre hofte hvor han sad så ofte. Han dufter af baby, jeg kan fornemme hans buttede arme og hans milde smil og så følger han bare med, med sine store blå øjne. Jeg har en fornemmelse og et håb om, at han kommer til at sidde der resten af mit liv - helt tæt på.

Der er rigtig tit nogen der har været forbi Valters sted. Tit står der en lille ny ting eller blomst. Det er dejligt for os, at I kommer forbi ham. Hvad enten det er for at mindes ham, jeres egen sorg eller se jeres egen angst i øjnene og I er så velkomne. For jeg ved, at det ikke bliver ved, ligesom jeg på et tidspunkt måske ikke har behov for at være her så meget. Det er vigtigt for mig, at der er lidt liv ude ved ham og han stadig er nærværende hos nogen af jer.

Nu vil jeg sidde her lidt stilhed og så vil jeg tage på biblioteket - for sådan er livet også.

Sorgen lever stadig langt hjemmefra

Nogen har fået adgang til en babygavebod hvor man får de børn man vil have og måske også lige en ekstra oveni hatten. Så er vi en stor gruppe der ikke har fået adgang, hvor det at få børn er en kæmpe opgave, et marathon - en udgift og en kamp der er så hård og uretfærdig, at håbet svinder hele tiden og nogle af os føler vi har tabt inden vi overhovedet er gået igang - for at beskytte os selv måske, men også fordi kampen er blevet tabt så mange gange. Vi nåede i mål med vores marathon fire gange, men tre af gangene mistede vi præmien og pokalen igen. Fire gange har jeg været gravid - over de sidste næsten syv år - et levende barn har jeg tilbage. Retfærdighed? Jeg tænker meget på det her i Thailand - kigger på andre familier med klapvogne, små nuttede et årige, familier med to, tre og fire børn. Min lykke er ikke hængt op på at have mere end et barn, men lykken har haft så ringe forhold synes jeg. Maltes lykke afhænger heller ikke af at have søskende, men I skulle se hvordan han længselsfuldt kigger efter de andre børn der leger sammen hernede, det er hjerteskærende. Han snakker om, at han savner sine venner og at Valter er lige ved siden af ham hele tiden.

Jeg kiggede lidt på Valters tøj før vi tog afsted- virkelig noget jeg har frygtet. Jeg havde brug for, at det jeg ville gemme skulle pakkes pænt og ordentlig væk. Det er så småt hans tøj...det dufter stadig af ham. Noget af det nåede han aldrig at få på. Han er overalt i hans hjem. Engangssprøjter og medicin i køkkenskuffen, bestik og kopper, babymad og hagesmækker på hylderne. Hans legetøj, babybøger der gemmer sig mellem Maltes bøger. En pusleplads med skuffer klar til brug, med alt hvad et etårig har brug for. Sutter der dukker op overalt. En babyalarm, en barnevogn, sengetøj, legetøj i bilen, vådservietter, En Brio togbane der kun nåede at blive brugt få gange...og nogle gange føles det alligevel så surrealistisk at der engang boede fire levende mennesker i vores hjem.

Når jeg går ind på hans værelse dufter der af stadig af ham.

Vi har plantet blomster løg fra nogle af de mange buketter til han begravelse og før vi tog afsted kom stenen til hans sted. Nogle gange er jeg ude ved hans grav, på en kirkegård, når alt er mørkt - min lillebror har siddet derude med en pandelampe en aften - ved en børnegrav. Hvad er det for noget? Hvordan er det rimeligt, at det skal være nogens virkelighed? Min virkelighed? Alt jeg ville var bare at være nogens mor...

“Da de mistede Isak, var der tidspunkter, hvor de ønskede sig en fjende, en skyldig, bare for at have nogen at straffe. Der var folk, der rådede del til at tale med Gud om det, med det er svært at holde en civiliseret tone i en samtale med Gud, når man er forældre, svært at tro på en højere magt, når man har fingerspidserne mod årstallet på en gravsten. Det er ikke matematikkens skyld, ligningen til at beregne en livstid er simpel: Tag det firecifrede tal til højre på stenen minus tallet til venstre, gang resultatet med 365, læg en ekstra dag til for hvert skudår. Men uanset hvordan man gør, går det ikke op. Man regner, regner igen og regner igen, med det bliver aldrig rigtigt, uanset hvordan man lægger sammen, er der ikke nok. Dagene er for få til at række til et helt liv...men når de ikke havde nogen at straffe, var det kun himlen tilbage at råbe ad, og så var raseriet for stort til, at noget menneske kunne magte at være rundt på det.”

Fra “Bjørneby” s. 305 af Frederik Backman

Til alle jer der skriver om håb, om Gud, om bøn. Det er rigtig sødt af jer og for lidt siden betød det rigtig meget for mig. Nu kæmper jeg med, at skulle tro på en almægtig Gud der ikke lod mig beholde min lille søn, at Malte ikke fik lov at beholde sin eneste søskende, at mine forældre skulle overleve et af deres børnebørn, at min mormor siger til mig “hvis bare det ihavde været mig der var død” Jeg forstår det ikke?

I dag er jeg vågnet op i Thailand og jeg ville ønske alt var anderledes, at min virkelighed var anderledes...

To måneder efter...

Nogle af jeg er begyndt at spørge til, om jeg har stoppet bloggen, da det er lidt tid siden jeg har skrevet noget nyt. (Henrik har dog skrevet på sin- så hvis man vil vide hvad han tænker på kan man læse det der eller helst bare spørge ham) Men jeg er ikke stoppet med at skrive, jeg har vist bare ikke haft noget på hjerte.

"Hvordan har du det?" Det søde spørgsmål har jeg fået rigtig mange gange det sidste stykke tid. Det er så svært at svare på det, fordi det skifter hele tiden, fra dag til dag. Jeg er begyndt at fungere bedre i de ydre systemer. Dvs. at jeg kan aflevere og hente Malte nu, jeg kan sidde nede i hallen når Malte er til gymnastik, være I Skallerup Klit, til gymnastikopvisning, tage på besøg hos nogen og ligende. Så når man ser mig de steder, tror jeg man vil tænke, at det umildbart går godt og folk jeg ikke kender ville ikke kunne se, at jeg lige har mistet min lille søn. Mine indre systemer er dog stadig fuldstændig revet fra hinanden. Jeg savner Valter så meget og det gør så ondt. Nogle dage har jeg ikke lyst til at leve mere uden ham, det gør så ondt, at han ikke er hos mig, lige der på min hofte, i sin højstol når vi spiser, i sin autostol bag i bilen eller i sin tremmeseng. Det er så fejt og jeg skammer mig over at have det sådan, for jeg har stadig to højt elskede ynglings mennesker tilbage, men nogen gange føles tabet bare for stort...

Valter var så smuk og helt perfekt. Jeg mangler han hele tiden. Vil så gerne se og røre ham. Jeg kigger på alle dem der går tur med barnevogne og forestiller mig Valter ligge i sin barnevogn, hvordan det føltes, da det var mig der gik tur med en barnevogn. Hvordan vi ville gå rundt med han - indrette vores dag efter ham. Hvordan ville han være i badelandet i Skallerup? Ville han kunne kravle nu? Hvad hvis han ikke var død der på Riget, ville han så være rigtig syg nu? Ville han så have ligget død en morgen i sin seng? De dage hvor Malte sover længe og jeg når at vågne inden ham, frygter jeg, at han vil ligge død inde i sin seng.

Jeg har brugt det meste af dagen på at lave en fotobog over Valters liv. Det er så hårdt...Alle de billeder af en dejlig, sød, lækker og mild dreng der bare smiler på det ene billede efter det andet. Fødslen, nøddåben og den første operation kom op til overfladen igen, det første bad, mødregruppe, utallige billeder af Malte der kysser eller krammer Valter, indlæggelser, barnevognsture, ammebilleder, første skemad, mange billeder af en baby med en stor sut og tykke kinder, der sover i barnevognen, fremstilling i kirken, billeder af Valter og bedsteforældre. Endnu en operation, sat-måleren, badet før operationerne, billeder fra det forfærdelige intensiv, et stort sår på maven, sondebilleder, små hospitalsstuer og endelig hjemturs billeder. Billeder fra sommerferien, Skallerup klit, billeder af en glad familie, endnu en indlæggelse, billeder af en Valter der nu kan sidde, mere mødregruppe, endnu flere smilende billeder, store blå øjne, julebilleder, nytår, en fantastisk 1 års fødselsdag, et helt fantastisk billede af to brødre, et billede af en togtur til København og så en masse billeder fra de mest forfærdelige øjeblikke i mit liv, som slet ikke burde være i en fotobog over et lille menneskes første år.

Det har lige været påske og i den forbindelse læste jeg noget på Instagram skrevet af en anden mor der også har mistet sin søn. Hun skrev, at en præst havde sagt i sin prædiken, at påskens glæde er en trøst i sorgen - det gav ingen mening for hende og det gør det heller ikke for mig. Hun mærkede ingen trøst - hun levede i hverdagen og ikke evigheden og der manglede hendes barn.

Tanker fra min mand

http://valtersminde.blogspot.dk/2018/03/en-maned-er-gaet.html

Sorg

- Sorg er kærlighed man ikke kan komme af med - det passer ikke helt synes jeg. Min kærlighed til Valter er der i fuldt flor og han er her stadig med mig og jeg kan give ham min kærlighed. Lige nu ønsker jeg heller ikke at være andre steder, end i min sorg. Det er her jeg er tættest på Valter lige nu, lige nu er det gråden, der hvor det gør ondt og savnet der får mig helt tæt på ham - det er her jeg mindes og indtil at jeg har fundet ud af hvordan han skal være en del af mit liv, så hænger jeg fast her i den næsten altomsluttende sorg.

 - Man kan måske godt få fornemmelse af, at et hjertebarn som Valter med så alvorlig en hjertefejl må have kæmpet sig gennem livet og lidt meget. Det er heldigvis ikke den fornemmelse jeg sidder tilbage med. Han kæmpede en sej kamp, da han 4 dage gammel, lille bitte, lå på intensiv med en åben brystkasse og en næsten otte timers operation bag sig, men efter det så kanaliserede han al sin energi over på det som gav mening med ham - kontakt med andre og i særdeleshed med Malte. Selvom jeg ikke har forliget mig med hans død og den måde han døde på, i en respirator og dopet af medicin, så kan jeg også sige, at han ikke behøvede at kæmpe der, han lå bare lige så stille i sin fars arme og trak vejeret stille og roligt indtil det var slut.

- Vi snakkede den anden dag med Malte om, at Valter er et sted nu hvor han har det godt. (Jeg har svært ved at sige "et sted hvor han har det bedre" for jeg synes jo han havde det så godt her hos os og kan slet ikke forestille mig, at han skulle kunne have det bedre nogen andre steder.) Jeg tror vi stod og kiggede på Valters legetæppe med alt hans nye legetøj. Malte tænkte på hvad han mon lavede. Jeg sagde, at måske havde han lært at kravle og måske gå inden længe og vi snakkede om hvor nuttet han må se ud, når han kravlede afsted med sin lille buttede krop eller når han tog sine første vaklende skridt. Det gjorde mig glad et lille øjeblik, at tænke på det, men det gjorde mig allermest uendelig trist, at jeg som hans mor ikke ville opleve det med ham.

- I går var der fire forbi vores hus med henholdsvis rundstykker, aftensmad, slik, vin og meget andet, i dag har der været tre forbi med mad til fryseren, hjemmebag og aftensmad. Vi har faktisk ikke lavet mad endnu, siden vores Valter døde. På tre måder føler jeg mig velsignet - Malte, Henrik og vores omgangskreds, venner og familie. Det hjælper ikke på mit savn og sorg til mit lille menneske, min Valter og den uretfærdighed, at han ikke er her hos mig nu, men det gør at jeg kan være her, lige her i sorgen.

Begravelsen

Folk siger, at den var smuk og fin, solen skinnede og den var den bedste afsked Valter kunne få. Jeg har svært ved at sige det samme, for mig var det den dag jeg måtte slippe ham fysisk, den dag hvor han blev lagt ned i den kolde jord og aldrig fysik ville være hos mig igen. Det var på alle måde en forkert dag. Hvis jeg skal komme det nærmest, så kunne jeg ikke have ønsket mig den anderledes, men smuk og fin og perfekt bliver den aldrig for mig.

Jeg kan ikke huske så meget fra den dag, det kommer lidt i brudstykker. Jeg kan ikke huske at vi stod op, jeg husker svagt, at jeg gik lidt frem og tilbage mellem de andre rum og Valters værelse hvor han lå i sin kiste. Jeg vidste han fysisk snart ville forsvinde, men jeg kunne ikke mærke noget. Der kom noget familie, vi spiste lidt og spillede Matador med børnene. Da det var ved at være tid, og vi skulle køre Valter ned til kirken, kunne jeg til gengæld mærke alt. Det var så forfærdeligt at bære ham ud af hans hjem for aller sidste gang og så var han død og lå i en af verdens mindste kister. Turen ind til kirken foregik vist mest i stilhed, Malte var også usandsynlig stille, han kunne nok fornemme stemningen. Vi havde de sidste dage prøvet at forberede ham på begravelsen, men det var svært, at vide hvad han ville få brug for, at have vidst på forhånd.

Vi kom ind til kirken, solen skinnede vist. Vi skulle bære kisten ind i kirken. Jeg tror ikke jeg græd, men det gjorde jeg til gengæld, da jeg så kisten stå der på de alt for store skamler og med alle blomsterne. Det var slet ikke til at bære, at den her scene, var mit lille barns begravelse. Malte blev lidt betuttet, for jeg tror der var mange der græd. Min faster, som b.la. havde lavet pynten til kisten, fik Malte til at hjælp med at sætte den på kisten. Det næste jeg husker er, at vi hilser på dem der allerede er kommet. Vi går ud i våbenhuset og begynder at hilse på folk. Vi er blevet anbefalet, at hilse på alle inden begravelsen, så vi ved hvem der er kommet og ikke skal sidde der oppe foran og spekulere på det. Det er hårdt, der kommer rigtig mange, 300 er der nogen der siger. Det er helt overvældende. De fleste er nogen vi ikke har set efter Valter er død, så det er meget følelsesladet. Jeg kigger ud af døren og ser bare en lang kø af mennesker jeg holder rigtig meget af. Mange havde jeg forventet kom, men mange var en uventet, men dejlig overraskelse. Jeg kan huske, at jeg synes det var rigtig hårdt at se mødregruppen. Fordi deres skønne dejlige børn for altid vil minde mig om, hvad Valter ikke nåede, og det er han jo ligeglad med nu, så det minder mig nok mere om, hvad jeg ikke får lov at opleve sammen med ham. Rigtig mange af mine kollegaer kom. Udskolingen lukkede to timer før den torsdag, så alle kunne deltage - det betød så meget for mig og jeg tror det gør det nemmere, at komme tilbage på arbejde engang. Det var helt overvældende så mange der havde taget imod invitationen og var kommet.

Lidt i to går vi ned og sætter os og så går den kirkelige handling igang. Jeg husker, at Henrik er meget ked af det, det meste af tiden. Jeg holder om ham og kigger på den lille kiste. Under Daniels tale bider jeg mærke til tre ting. Han siger Malte troede Valter skulle i en skattekiste, og det er det jo også, en kiste til vores skat. Og som tidligere skrevet, så formåede han at få Malte inddraget og få kontakt med ham. Og så kunne jeg høre, at han havde lyttet til hvad vi havde sagt og læst hvad vi havde skrevet tidligere her på bloggen. Jeg husker, at Lise, Jacob og Carstens sang var så fin og smuk og ligesom jeg havde forestillet mig det, når jeg igennem det sidste halvandet år, havde forestillet mig Valters begravelse.

Det næste jeg husker er, at vi skal bære kisten ud igen. Jeg græder igen, imens jeg holder Valters kiste i den ene hånd og Maltes i den anden. En død søn og en levende søn. Ude foran kirken samles alle, det er rigtig mange. Jeg kan ikke rigtig fokusere på folks ansigter, men der er mange. Vi sætter kisten ind i rustvognen. Bedemanden får Malte til at hjælpe. Jeg græder igen. Jeg løfter Malte op, han kigger ind til Valter og vinker lige så stille. Nogle har hentet vores bil, gruppen af mennesker deler sig, da vi går hen til bilen, så vi kan komme igennem, det virker lidt komisk for mig. Vi kører efter rustvognen, hvorfor hedder den det?, der løber en mand ud foran bilen, det er mærkeligt at se Valter blive kørt væk. Solen skinner, scenariet er næsten som da Henriks far døde. 

Da vi når hen til kirkegården er der allerede kommet mange. Vi står og venter lidt på de sidste og så bærer vi Valter over til sin grav. Det er helt surrealistisk at stå og fire ham ned i det store mørke hul, jeg gør vist også noget forkert med rebene og bliver rettet af bedemanden. Jeg tænker, at det her ikke er rigtigt, at jeg har lyst til at skrige og råbe, at nu tager jeg ham op af det hul, ud af kisten og tager ham med hjem, men det kan man jo ikke...eller kan man tænkte jeg. Så husker jeg ikke rigtigt mere derfra, andet end, at på et tidspunkt føler jeg mig klar til at gå. Jeg havde ikke mere i mig, jeg kunne ikke tænke flere tanker, kunne ikke føle mere. Jeg giver nogle gode veninder et knus og så kører vi hjem.

Herhjemme giver jeg mig til at læse alle kortene vi har fået, der er mange. Folk begynder at komme. Det er bare familie og de tætteste venner. Jeg ville ikke holde et stort arrangement for alle. Jeg kunne ikke rigtig se hvorfor vi skulle gøre det. Måske nogen ville sige noget, men hvad var der at sige? Ikke noget der kunne give ham tilbage til mig. Vores familie havde mad med og ordnede det. Jeg prøvede at snakke med alle, allermest havde jeg bare lyst til at ligge mig ind i sengen. Jeg ved ikke hvad Malte lavede i al den tid og ingen af os kan huske hvornår folk tog hjem. Jeg læste kortene igen og snakkede med Henrik om dagen og hvem der havde været der. Jeg prøvede at skrive navnene ned, men tror ikke jeg kunne huske alle. På et tidspunkt puttede vi vel Malte og gik i seng. Den første nat uden Valter i huset. Han er væk nu og der var intet jeg hans mor kunne gøre ved det...

 

 

Billeder af Janus Søndergaard

Kærlighedens pris - Podcast med Leif Andersen

Carsten, en af vores venner, sendte os denne podcast med Leif Andersen. Han har altid betydet noget for mig og jeg synes næsten altid jeg har fået noget ud af at lytte til ham eller læse noget af ham og det siger ikke så lidt når man er mig. Jeg minder om Leif Andersen, synes jeg, måske lige på nær hans store viden og visdom, men når han snakker om, at han ikke er et religiøst menneske, så kan jeg nikke genkendende til det. Men lige som ham, har jeg svært ved at komme udenom Gud. Podcasten handler om sorg og kærlighedens pris. Jeg er slet ikke kommet så langt som Leif Andersen og min tillid til Gud er slet ikke i nærheden af det han beskriver.

Det er i dag fire uger siden vi mistede vores elskede Valter. Det føles uvirkeligt... Min sorg bliver større og større og jeg får sværere og sværere ved at se på billeder og videoer og samtidig vil jeg bare ligge her i sorgen og være og prøve at huske hvordan han føltes...

"Sorgen blev mit vilkår..."

Livet er forsat, bare ikke lige mellem klokken 9 og 16 i hverdagene. Malte er startet i førskole i dag og havde derfor sidste dag i børnehaven i går. Det er stort for ham og han glædede sig. Han kæmper herhjemme, han savner og reagerer kraftigt på at alt er anderledes. Så jeg håber ikke denne nye opstart bliver for meget for ham. Det betyder også, at jeg har været ude blandt mennesker to dage i træk nu. Det er hårdt, men alle er så søde til at spørge og snakke. Jeg tager virkelig hatten af for det her lille samfund vi er havnet i. Det er så dejligt at mærke.

Psykologer og abortsnak igen igen

Jeg har vel ingen tavshedspligt ift. hvad der blev sagt da jeg var til psykolog, so here it goes. Jeg har fået så ubeskriveligt mange beskeder af mennesker der er i mit liv nu, mennesker jeg engang har brugt meget tid med og mennesker jeg kun kender sporadisk - og det har været overvældende og godt. De beskeder og samtaler jeg har haft, har givet mig mere, end den time hos psykologen. Hun ligger ud med at kalde os alle sammen forkerte navne, så har hun tinitus og kan ikke høre hvad jeg siger og det er jo altsammen lidt komisk, det må man give hende. Men så siger hun; "Er vi enige om, at du er mere ked af det nu, end du ville have været hvis du havde fået en abort dengang" " Øhhh, det ved jeg da ikke" Vi har ikke engang snakket om, hvordan jeg er ked af det, hvad jeg tænker, hvad der fylder for mig, hvordan jeg opfører mig. Hvad er hendes pointe - skal vi helt holde op med at elske nogen, for tænk hvis vi bliver kede af det, når de ikke er her mere?
Hun siger også; " og så hvis og når du skal have et barn igen eller tre eller fem, Vil du så heller ikke have en abort, hvis der viser sig den samme hjertefejl?" Jeg har fortalt hende om, hvor svært det er for os at blive gravide og før vi overhovedet at talt om min sorg og hvordan jeg kommer igennem den næste tid, så skal vi snakke om noget så urelevant og slet ikke aktuelt. Et er, at det var en snak jeg slet ikke kunne bruge til noget på nuværende tidspunkt, noget andet er, at jeg tydeligt kunne mærke på hende, at da jeg svarede nej til at jeg ikke ville have en abort, at det synes hun var mærkeligt.  Hvad er det med al den fokus på abort i det her land, at bare fordi vi har en ret til at slutte livet for små fostre, at så skal vi bruge den, det er jo det man gør. Hvorfor er det, at vores fravalg af en abort er lig med et tilvalg af Valter. Han var jo valgt til ved aller første møde på fertilitetsklinikken  Hvad er det ved Valters liv, der gør, at det havde været bedre hvis han ikke havde fået lov at leve det? Hvad er det i mit liv, der gør, at det havde været bedre hvis min søn ikke havde fået lov at leve? Jeg kunne have fået en abort på næsten samme tid, som for tidligt fødte børn får al den hjælp de kan få for at overleve. Hvem bestemmer hvad der er et godt liv? Flertallet?
Folk siger nogen gangen, at det var et flot valg at vi var modige - var det et flot valg, at vi kæmpede for vores barn? At han fik de bedste muligheder og hjælp for at overleve? Alle jeg kender vil til hver en tid kæmpe for deres børn, de ved bare ikke hvornår det bliver aktuelt. For os blev det det bare allerede fra uge 20. Er det modigt at vælge at kæmpe for dit barn?
Selv lægerne på sygehuset må indrømme, at Valter havde et godt liv og det gjorde, at han kunne opføre sig så rask og at han kunne snyde os, selvom hans krop var på overarbejde. De synes vi havde truffet det rigtige "valg", men det var jo ikke et valg, det var et fravalg af et indgreb der ville have sluttet hans liv.

Han levede sit korte liv fuldt ud og det giver absolut ingen menig, at vi ikke måtte beholde ham og at han skulle dø, men måske jeg kan finde en mening ind i det engang. Mit liv er for altid forandret pga. det lille elskede menneske, spørgsmålet er hvordan det skal ændre mig og hvordan jeg skal leve med meningsløs heden...det kunne jeg godt have bugt hjælp til at finde ud af.

Nu lukker sig mit øje

Nu lukker sig mit øje
Gud Fader i det høje
I varetægt mig tag.
Igennem sorg og fare din engel mig bevare
Som ledet har min fod hver dag

Og du som hjertet skabte
Tag alt det som vi tabte
Og bær det med os nu.
Og giv os mod at leve til vi igen skal dele
Et liv med den vi savner nu

O Jesus du min glæde
Du dine vinger brede
Og sænke om mig ned
Vil slangen mig omslynge
Så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred.

Sunget så modigt, fint og smukt af Lise og Carsten i kirken til begravelsen. Lise har skrevet andet vers.

Daniel Linds tale i kirken

Der er rigtig mange af jer, der har kommenteret og rost Daniels tale i kirken ved begravelsen - og det kan jeg godt forstå. For mig fyldte det især, at Malte fik så meget opmærksomhed og på den måde blev alt det der foregik også relevant for ham. Så fyldte det med Gud lige præcis så meget og så lidt at jeg kunne være i det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med Gud ikke fylder ret meget nu, det giver ikke mening at takke ham, andet end lige en lille tak for at Malte har haft en god dag og har gode venner, når han skal puttes. Men jeg vil vente på Gud, som Daniel skriver, for uanset hvordan jeg vender og drejer det, synes jeg ikke, at jeg kan komme udenom ham.

Jeg har fået lov at dele talen med jer.

Lad os her til at begynde med prøve på at samle os og lytte til nogle ord om livet og døden, opstandelsen og evigheden.
For vi mangler ord i dag, sådan som de gjorde dengang, hvor Jesus sagde til sine sørgende venner: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.
Jesus Kristus – Herren over liv og død - har også sagt: Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med min sjæl? Tro på Gud og tro på mig. I min fars hus er der mange boliger. Jeg kommer igen og tager jer til mig, for hvor jeg er, skal også I være. Salige er de døde, som dør i Herren.


Vi har samlet os i dag for at mindes og tage afsked med Valter Lindberg Bjørn, hvis liv her på jorden sluttede i torsdags, ni dage efter sin et års fødselsdag.

Han har fyldt meget i jeres familie, de sidste halvandet år, selvfølgelig! Fyldt med glæde, bekymring, venten, frustrationer og lykkelige øjeblikke.

Nu er det sorgen og savnet der fylder, fordi I elsker jeres lille dreng og har fulgt ham i medgang og modgang.

Nu ligger hans krop her. ”Jeg troede det var en skattekiste”, sagde du, Malte, da du så den. Og det er det på en måde også. For det er jeres lille skat, der ligger i den.

Valter har ikke kendt til noget andet liv end det, han fik. Og det I har været for ham som forældre og storebror gjorde ham glad. Og nu har han det fuldstændig godt hos Gud.

For som alle andre børn, har det vigtigste for ham været, at han havde jer tæt på. Det er jer, der bærer sorgen og savnet. Valter er hos sin Far i himlen.

Valter var sådan en mild, smilende og glad dreng, selvom hans hjerte var på overarbejde. Han ville gerne ha alles opmærksomhed. Især Maltes.

Han fulgte ham med øjnene. Ingen andre kunne få ham til at grine på samme måde som storebror Malte, der efter lillebror var død, konstaterede: ”Nu bliver han aldrig større, når vi holder hans fødselsdag”

Det er ikke til at forstå.

Men du vil altid blive ved med at være storebror, Malte. Og I vil altid være Valters forældre. Han fylder fortsat meget, men ikke på den måde, som I havde drømt om.

Allerede før han blev født, talte vi om, at der nok var ting, I ikke kom til at opleve sammen med ham. At spille fodbold kunne hjertet nok ikke holde til.

Men at I skulle miste ham allerede som etårig, havde I kun frygtet i bange øjeblikke.

Selvom I har delt og skrevet meget om livet sammen med Valter, så er der ingen af os, der helt kan sætte os ind, hvordan I har haft det – og hvordan I kommer til at have det i den kommende tid.

Men vi ved, at Valter er jeres elskede og altid vil være det. Jeres lille søde og runde dreng med blå øjne og stor sut, som Maltes venner skulle hen og røre og spørge til. ”Hvordan går det med Valters hjerte?”

Lige siden beskeden til 20 ugers scanningen har Valters liv været en gave forbundet med frygt.

Alligevel har I haft gode uger og måneder derhjemme med barsel og hverdag i foråret og en god sommer, hvor Valter fx lærte at spise grød.

Men inden da lærte han at række tunge. Næsten som en protest mod alt det han og I skulle igennem med indlæggelser, tjek og operationer. Han levede sit korte liv med attitude!

Mange husker ham også vinke med sin venstre hånd. Det kan godt være, han motorisk ikke kunne så meget som andre. Men han kunne vinke i takt med musikken.

Det gjorde han blandt andet til en video juleaften. Han elskede musik og ville gerne i kontakt med andre. En rigtig lille social fyr, der ikke holdt op, før han fik en reaktion tilbage.

Det kan også godt være, at han ikke sagde så mange rigtige ord, men til gengæld var han fremragende til mimik. Det var næsten som om han vinkede og sagde farvel - på gensyn – vi ses igen.

Jeg ved godt, at det kan være næsten umuligt at tro på Gud i urimeligt tunge situationer. Når jeres dreng, som I har kæmpet rigtig meget for at få, viser sig at være dødssyg.

I har sammen med mange andre bedt om, at Valter måtte overleve. Det er ikke til at holde ud, at der ikke ser ud til at være det mindste lille håb tilbage.

Kun håbet om, at Jesus har vundet over den død, der tog livet af Valter. Så vi skal leve, selvom vi dør. Der er kun ét håb tilbage, og det er kun dét håb, der kan give jer håbet og troen tilbage.

I synes det gik så godt derhjemme med Valter og har fortalt om det og takket for det. Men hans hjerte var svagere end det så ud til.

I har været nødt til at tage en dag ad gangen. Og det er vi i virkeligheden nødt til alle sammen. For vores hjerter og vore liv er så skrøbelige. Der skal så lidt til at vælte os omkuld.

Døden får også en dag vores hjerter til at gå i stå. Og så har vi brug for at kende ham, der gør os så levende, at døden højst kan adskille os for en tid.

Adskillelsen er kun tung for dem, der bliver tilbage – også selvom man tror på Gud – men den er ikke uendelig.

Som kristne kan vi sørge med håb og savne med en forventning om at ses igen.

Når livet smuldrer mellem fingrene på os, så er vi stadigvæk i Herrens hænder. Når vi ikke længere kan bære vores liv selv, så vil han bære os.

Det er dét håb, vi synger om i de salmer, som I har valgt.

Malte sang også for Valter. Om indianere, om Jens Petersens ko og mens I holdt hinanden i hænderne og sang tak for maden.

Alt kan blive så anderledes og svært, når verden går i stykker. Det, der virkede godt og naturligt, kan man måske slet ikke finde ud af og har måske heller ikke lyst til.

Fordi der er kommet skår i alt. Det kan give os lyst til at opgive. Men det kan også vække en længsel i os efter en verden uden skår, der forsvinder i et krystalklart hav af lys, som vi skal synge det.

Den sidste salme sang I også, mens Valters farfar trak vejret for sidste gang i denne verden for syv år siden. Han blev begravet første februar, hvor det var Valter, der forlod vores verden.

Måske er det tilfældigt. Men det er til gengæld sikkert, at de nu er sammen i Guds verden på den anden side af døden. Mon ikke Valter sidder på skødet af sin farfar og smiler og vinker med sin venstre hånd?

Måske rækker han også tunge. Men det er i så fald kun for sjov. For dér er der ikke brug for at blive vred og komme af med frustrationer. Der er ingen skår eller svage hjerter.

Uden ord siger Valter til os, at den verden er værd at vente på.

I har ventet på ham og ventet sammen med ham mange gange. Nu er det ham, der venter på jer – og på os.
Jeg vil gerne slutte talen med et enkelt vers fra bibelen fra salme 42. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
I dag er det let at svare på de to spørgsmål. Fortvivlelsen og rystelsen handler om, at Valter er død. Vent på Gud! sang Korasønnerne for tre tusind år siden.

Hvor længe I skal vente, før I kan sige tak for små ting, bede en bøn, holde til at høre ord fra bibelen, grine af dårlige jokes eller ryste på skuldrene, når nogen kommer til at sige noget dumt. Det ved jeg ikke, for det er meget forskelligt.

Ord fra bibelen kan let komme til at lyde som krav. Vent på Gud. Men jeg tror i virkeligheden, de rummer en befrielse.

For når vi ikke kan tro på Gud og har mistet tilliden til ham, så kan vi vente. Vente på at han genopretter tilliden og kalder troen frem i os igen.

Vi skal ikke gøre vold på os selv eller andre ved at gøre mere. Bare vente på Gud. Det er nok.

Når han har lovet at være med os alle dage, så må han vel især være det på de tungeste. Det må være hans ansvar at vise vejen fremad mod håb og bedre tider.

Hvis vi ikke kan tro på Gud, så må vi vente på ham. Vente på at håbet om gensyn og en ny verden sammen med Jesus, hvor alt bliver godt, trænger ind i vores verden igen som et lysglimt.

Vent på Gud og lad ham vise, at det aldrig er forgæves at sætte sit håb til ham.
Så må vi have lov til at betro vores sjæl og lægge hele vores liv i hans hænder og vente på, at hans engle vinker os nærmere, så vi ser, at Jesus står med stigen ind til Guds rige.

Han tog den evige død fra os, da han døde på korset og opstod igen. Ham skal vi holde os til og vente på, hvis vi vil ses på den anden side.
Amen.

Nye ting om sorgen

Valter skulle i dag være blevet 13 måneder - hvad er det for en virkelighed jeg er havnet i, hvor min lille dreng ikke fik lov at blive over et år?... Jeg sidder her ved hans grav, solen skinner, alt er hvidt af frost og flere har været ude at tænde lys for min lille dreng. Det er et godt sted at være, især alene - her får tårerne få frit løb. Gåturen herud er et helle. Han ligger dernede i jorden, med sin dyne, tæppe, bamse og en Bruno perleplade fra Malte, kold, måske blå eller endnu værre ved at blive sort, det er der hans krop ligger. Nogle gange tænker jeg på, om der mon er nogen der har forsøgt at grave deres børn op igen - den lille krop er det eneste jeg har lyst til klynge mig til, mærke igen, men så husker jeg hvor kold han var da jeg kyssede ham en sidste gang og hvor stiv han var ved at blive, før vi lukkede låget...Det er der hans krop er og lige nu giver det ingen mening for mig at tænker på hvor resten af ham er, for lige nu skulle han bare have siddet her ved mig - med krop og det hele.

Min sorg vokser. Efter en lille uges tid med praktiske ting og ting jeg synes jeg skulle gøre, er der nu plads til sorg og savn på fuld tid. Det er som om jeg, mit hoved og min krop nu har forstået, at min søde dejlige Valter aldrig kommer igen, aldrig skal bæres i mine arme. Aldrig kan jeg røre ham, han er væk og ikke bare ude for at blive passet. Nogle gange hører jeg lyden af hans babyalarm...

Jeg kan fornemme, at der måske er nogle der er lidt bange for at sige eller gøre noget forkert - det skal I ikke være. Vi har det sådan, at det er bedre at gøre noget eller sige noget, end slet ikke - så har man da forsøgt. Vi kan heller ikke blive mere kede af det, end vi er nu. Måske skal I ikke lige sige “nu må det være tid at komme videre” men det hører vist også en andre tid til, at sige sådan. Det værste der kan ske, er at vi griner lidt af det. Vi griner nemlig stadig, også af fjollede ting. Det vil dem der har været her vide. Det er så fint at grine, men det gør også, at det at få tid til stilhed og ro er så vigtigt for mig. I bogen "Min usynlige søn" skriver Esben Kjær, at det er som om hans søn døde to gange - først i virkeligheden, og derefter blev han tiet ihjel. "Omverdenen spørger ikke" siger Jorit Tellevo "så siger de efterladte, at de mister dobbelt". Den følelse tænker og håber jeg aldrig at jeg får, jeg kan ikke blive mere ked af det, så det at snakke om Valter vil altid være en god og vigtig ting for mig.

Et godt billede på hvordan det er herhjemme, er fra i går da vi lå i sengen og snakkede om hvordan vi har det hver især og at det er helt uvirkeligt, at Valter har været her, der er lidt stilhed og Henrik er lige ved at falde i søvn og så siger han “det der fitness, kommer du til at bruge det i næste måned ellers skal du måske lige sætte det på pause” Det er sådan det er hjemme ved os - ud og ind af sorgen, den er der hele tiden, men nogle gange opfører vi os næsten normalt. I starten tænkte jeg, at det var en forkert måde at gøre det på, men det er altså det der fungerer for os. Lidt ligesom børn, de kan måske bare glemme sorgen når de er “ude” og det kan vi ikke så nemt.

“ Hvordan er det muligt? Det var muligt. Jeg rejste mig op fra en stol og læste det, der stod på siden. Stærk i sorgen, siger man, og det er løgn. Forstenet, ren overlevelse, instinkt, ude af sig selv, fattet i en form for vanvid. Hvid, død.” (Fra “ Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”)

Jeg har fremkaldt en masse masse billeder at Valter og de hænger og står overalt. I starten tror jeg det var fordi jeg var bange for at glemme ham, nu er det bare godt at kigge på dem og mindes, men det er også så uendeligt tungt og det sted inden i mig mig der gør fysisk ondt vokser - det er godt - ondt, som Simon har skrevet til os, at se på hans dejlige smil, runde kinder og buttede arme. Mirjam sagde, at det var så virkeligt, som om han er her lige nu. Jeg er bange for at glemme hvordan han føltes...

“Jeg er bange for, at han forsvinder mere og mere fra mig hver dag. At han forsvinder i takt med at jeg heler. Det er ubærligt. Og måske den eneste måde jeg kan hele på” (også fra “Har døden taget noget fra dig så giv den det tilbage”)

“ Der er helt uventede øjeblikke, hvor noget inden i mig prøver at forsikre mig, at egentlig gør det mig ikke så meget, trods alt. Jeg var lykkelig, før jeg overhovedet mødte H. Jeg har massere af det, man kalder “ressourcer”. Man kommer over disse ting. Det skal nok gå alt samme. Man skammer sig over at høre den stemme, men for en kort stund synes den at fremføre sin sag godt. Så pludselig dukker sviende minde op, og al denne “ sunde fornuft” forsvinder som en myre ved en åben smelteovn” C. S. Lewis

Jeg har før skrevet, at med Valters død, forsvandt også alle de bekymringer vi har stået med i halvandet år. For første gang var der fred med det, men det er ingen god fred. Jeg har læst en bog om en far der mistede sin syv årlige søn til kræft. (“ Min usynlige søn”) Han kalder det nederlagets fred. Alt hvad vi har kæmpet for og håbet på er der ikke mere. Der er ikke mere at bekymre sig om og kæmpe for, kampen er slut og vi tabte det største af alt. Nu er bekymringen byttet ud med en stor tyk fed dyne af sorg og her er om noget en kamp der skal kæmpes, og sorgen skal gøre sit arbejde. Men hvor ville jeg til hver en tid tage imod bekymringerne med en åben favn, hvis Valter fulgte med.

Jeg har det som en vandballon der er fyldt så meget at den er ved at briste og jeg ka ikke trække vejret. Jeg kan næsten ikke være i min egen krop for savnet er så stort...jeg ville ønske at jeg græd noget mere, det er så hårdt at græde...

Min krop er også fyldt af taknemmelighed. Wow hvor er det vildt med alt den opmærksomhed, gaver, tanker, mad, hjælp, veninder der insisterer på kontakt og tør spørge om det meste og søde og gode beskeder. Alt er læst, men nok ikke svaret på. Vi er så taknemmelige. Når der ikke er flere boller, så kommer der nogen med flere, når buketterne visner, så kommer der nye. I går kom naboen, han havde lavet "for meget" lasagne. Den psykolog jeg var ved i går, spurgte om der ikke var noget det kunne hjælpe mig, noget der føltes godt og det eneste svar på det, er alt den omsorg vi hele tiden får fra jer. Psykologen bliver nok min forhenværende psykolog, da jeg har fået beskeder fra jer, jeg kunne bruge til mere, end den time hos hende. Men det er vist meget almindeligt, at det tager lidt tid at finde den rigtige - desværre...

Det mest rigtige at sige om mig lige nu er, at alt føles som lige meget og at min lyst til alt, er ikke eksisterende. Det bliver anderledes, det ved jeg, men det bliver ikke lige nu...