Tanker efter et lidt turbulent forår...

Nå...
Jeg er stopfyldt med en masse tanker og følelser, som jeg ikke rigtig kan finde hoved og hale i...

Det føles som om, at vi nu har et rask barn, men det har vi vel egentlig ikke. I forhold til hvad vi blev sat i udsigt i september for snart et år siden, så tænker jeg virkelig at vi har vundet i lotteriet - Wow tænk sig at vi har fået givet søde, smukke og dejlige V, som er så smilende og for det meste mild.
Jeg var ude og købe babymad den anden dag og jeg græd en smugle - tænk sig, at vi er kommet så langt at vi kan få lov at give V grød. For det har jo faktisk ikke været en selvfølge at han ville overleve, at han ville være uden sonde og at han i det hele taget havde luft til at spise.

V har været mærket af oplevelsen og grædt noget mere end han plejer - især når han lige vågnede, men det er han ovre nu. Jeg havde jo frygtet han han ville være en anden efter operationen og være mærket, så det er også en kæmpe sejr.

Jeg går lidt rundt i et limbo. De sidst ti måneder har væres fyldt af kaos og oplevelser der ikke er til at beskrive. Og var det så bare det? Så snakker vi ikke mere om det? Så lever vi et normalt liv igen? Det vi har været igennem er svært at sætte ord på, at tænke ret mange sammenhængende tanker om og det er helt sikkert for svært for jer at sætte jer ind i. Det har været rart for mig at have denne blog, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og følelser, men det har måske også været lidt en stopklods for samtaler med jer, fordi I ligesom vidste hvad jeg følte og hvordan jeg havde det...
Jeg synes altid man hører om, at ligesindede forstår hinanden og søger sammen. Jeg synes jeg oplever det lidt. Lige nu har jeg lidt kontakt til en kvinde der fødte en søn med en ligende hjertefejl få timer efter mig. Vi har absolut intet andet til fælles, hverken på den ene eller anden måde, men i hele det her cirkus har vi alligevel noget hvor vi kan være noget for hinanden. Vi forstår følelsen af at forlade, at sidde og kigge fordi det er det eneste man kan, ikke at kunne forstå sit barns smerte og hele tiden analysere ham og hans gøren. Mister vi ham nu? Er han ikke mere blå? Hvorfor har han kolde fødder? Tisser han ikke lidt lidt? Spiser han ikke også mindre? De der indtrækningen, plejer han at have dem?

Nogle gange har jeg følelsen af, at V smuldre mellem fingerne på mig, især når han er syg - at vi intet kan gøre og livet måske lige så stille siver ud af ham. Det har vi faktisk oplevet - ikke med Valter - men med Henriks far for godt seks år siden. Det var en helt almindelige fredag aften i januar og vi skulle bare sidde i sofaen og se x - faktor. Jeg sad der nok allerede da Henrik kom ind af døren og sagde, at vi skulle skynde os at køre til Viborg sygehus, hvor hans far var kørt til i ambulance.

Torben var den her lidt store mand, han havde fødderne solidt plantet i jorden og var den type der ikke sagde noget så tit, men når han så endelig sagde noget, var det godt. Man kunne sagtens kalde ham en klippe i vores familie. Han elskede sin familie, det var tydeligt og han elskede Gud. Men det havde ikke været nemt for ham. Han havde været syg, sådan ret syg, i en stor del af sit liv. Erling var igang med at overvinde kræften og vi havde lige fået at vide, at det der med børn ville blive noget af et projekt. Heldigvis havde Lisbet nået at få to dejlige piger som han nåede at bliver morfar for, en rigtig god morfar. ( Malte synes det er lidt snyd, at Lea og Sara har nået at se ham!) Og Henrik - han elskede sin far. De havde et helt specielt forhold. Sådan et forhold der ikke behøver en masse ord, men bare en masse tid sammen og de samme interesser. Torben kunne noget, noget som man ikke møde ret tit ved mennesker i dag.

Og der stod vi så der på Viborg sygehus, rundt om sengen med Torben og så livet smuldrer mellem vores hænder, så at han trak vejret for sidste gang, livet forsvandt på et milli sekund, det ene øjeblik var han der og det andet var han væk.

Jeg ved, at mange af jer også har mistet, forældre, børn og søskende, nogle af jer har endda mistet både forældre og børn. Og måske nogle af jer har følt noget ligende - at livet smuldrer mellem hænderne på jer og I intet kan stille op. Sådan har jeg det lidt med vores V. Vi følger med så godt som vi kan og tager os af ham så godt som vi kan, men i det store perspektiv kan vi ikke gøre noget, det er ude af vores hænder hvor lang tid hans lille, komplicerede, kredsløb vil fungere og give ham liv.

I spørger tit, hvad det har gjort ved vores forhold til hinanden - Henrik og jeg - om vi ikke er blevet stærkere, om vi ville have været hele det her forløb foruden. Og det kan jeg kun sige JA til. Vi vil ikke have valgt anderledes, men jeg vil til hver en tid heller have født Valter med et helt hjerte. Det som vi har været igennem og i særdeleshed det som Valter har været igennem og måske i fremtiden skal igennem og ting han måske skal bøvle med i fremtiden, ville have været fantastisk at leve uden. Men det har også gjort os stærkere sammen. Jeg tror vi har fået en grundlæggende og dyb respekt for hinanden og vores forskellighed. Både når vi står i svære situationer og i vores måde at takle ting på - vi forstår hinanden. Og så er det en kæmpe sejr for vores forhold, at kunne sige "vi gjorde det sammen, vi kom igennem det og vi overlevede".