Sorgen lever stadig langt hjemmefra

Nogen har fået adgang til en babygavebod hvor man får de børn man vil have og måske også lige en ekstra oveni hatten. Så er vi en stor gruppe der ikke har fået adgang, hvor det at få børn er en kæmpe opgave, et marathon - en udgift og en kamp der er så hård og uretfærdig, at håbet svinder hele tiden og nogle af os føler vi har tabt inden vi overhovedet er gået igang - for at beskytte os selv måske, men også fordi kampen er blevet tabt så mange gange. Vi nåede i mål med vores marathon fire gange, men tre af gangene mistede vi præmien og pokalen igen. Fire gange har jeg været gravid - over de sidste næsten syv år - et levende barn har jeg tilbage. Retfærdighed? Jeg tænker meget på det her i Thailand - kigger på andre familier med klapvogne, små nuttede et årige, familier med to, tre og fire børn. Min lykke er ikke hængt op på at have mere end et barn, men lykken har haft så ringe forhold synes jeg. Maltes lykke afhænger heller ikke af at have søskende, men I skulle se hvordan han længselsfuldt kigger efter de andre børn der leger sammen hernede, det er hjerteskærende. Han snakker om, at han savner sine venner og at Valter er lige ved siden af ham hele tiden.

Jeg kiggede lidt på Valters tøj før vi tog afsted- virkelig noget jeg har frygtet. Jeg havde brug for, at det jeg ville gemme skulle pakkes pænt og ordentlig væk. Det er så småt hans tøj...det dufter stadig af ham. Noget af det nåede han aldrig at få på. Han er overalt i hans hjem. Engangssprøjter og medicin i køkkenskuffen, bestik og kopper, babymad og hagesmækker på hylderne. Hans legetøj, babybøger der gemmer sig mellem Maltes bøger. En pusleplads med skuffer klar til brug, med alt hvad et etårig har brug for. Sutter der dukker op overalt. En babyalarm, en barnevogn, sengetøj, legetøj i bilen, vådservietter, En Brio togbane der kun nåede at blive brugt få gange...og nogle gange føles det alligevel så surrealistisk at der engang boede fire levende mennesker i vores hjem.

Når jeg går ind på hans værelse dufter der af stadig af ham.

Vi har plantet blomster løg fra nogle af de mange buketter til han begravelse og før vi tog afsted kom stenen til hans sted. Nogle gange er jeg ude ved hans grav, på en kirkegård, når alt er mørkt - min lillebror har siddet derude med en pandelampe en aften - ved en børnegrav. Hvad er det for noget? Hvordan er det rimeligt, at det skal være nogens virkelighed? Min virkelighed? Alt jeg ville var bare at være nogens mor...

“Da de mistede Isak, var der tidspunkter, hvor de ønskede sig en fjende, en skyldig, bare for at have nogen at straffe. Der var folk, der rådede del til at tale med Gud om det, med det er svært at holde en civiliseret tone i en samtale med Gud, når man er forældre, svært at tro på en højere magt, når man har fingerspidserne mod årstallet på en gravsten. Det er ikke matematikkens skyld, ligningen til at beregne en livstid er simpel: Tag det firecifrede tal til højre på stenen minus tallet til venstre, gang resultatet med 365, læg en ekstra dag til for hvert skudår. Men uanset hvordan man gør, går det ikke op. Man regner, regner igen og regner igen, med det bliver aldrig rigtigt, uanset hvordan man lægger sammen, er der ikke nok. Dagene er for få til at række til et helt liv...men når de ikke havde nogen at straffe, var det kun himlen tilbage at råbe ad, og så var raseriet for stort til, at noget menneske kunne magte at være rundt på det.”

Fra “Bjørneby” s. 305 af Frederik Backman

Til alle jer der skriver om håb, om Gud, om bøn. Det er rigtig sødt af jer og for lidt siden betød det rigtig meget for mig. Nu kæmper jeg med, at skulle tro på en almægtig Gud der ikke lod mig beholde min lille søn, at Malte ikke fik lov at beholde sin eneste søskende, at mine forældre skulle overleve et af deres børnebørn, at min mormor siger til mig “hvis bare det ihavde været mig der var død” Jeg forstår det ikke?

I dag er jeg vågnet op i Thailand og jeg ville ønske alt var anderledes, at min virkelighed var anderledes...

To måneder efter...

Nogle af jeg er begyndt at spørge til, om jeg har stoppet bloggen, da det er lidt tid siden jeg har skrevet noget nyt. (Henrik har dog skrevet på sin- så hvis man vil vide hvad han tænker på kan man læse det der eller helst bare spørge ham) Men jeg er ikke stoppet med at skrive, jeg har vist bare ikke haft noget på hjerte.

"Hvordan har du det?" Det søde spørgsmål har jeg fået rigtig mange gange det sidste stykke tid. Det er så svært at svare på det, fordi det skifter hele tiden, fra dag til dag. Jeg er begyndt at fungere bedre i de ydre systemer. Dvs. at jeg kan aflevere og hente Malte nu, jeg kan sidde nede i hallen når Malte er til gymnastik, være I Skallerup Klit, til gymnastikopvisning, tage på besøg hos nogen og ligende. Så når man ser mig de steder, tror jeg man vil tænke, at det umildbart går godt og folk jeg ikke kender ville ikke kunne se, at jeg lige har mistet min lille søn. Mine indre systemer er dog stadig fuldstændig revet fra hinanden. Jeg savner Valter så meget og det gør så ondt. Nogle dage har jeg ikke lyst til at leve mere uden ham, det gør så ondt, at han ikke er hos mig, lige der på min hofte, i sin højstol når vi spiser, i sin autostol bag i bilen eller i sin tremmeseng. Det er så fejt og jeg skammer mig over at have det sådan, for jeg har stadig to højt elskede ynglings mennesker tilbage, men nogen gange føles tabet bare for stort...

Valter var så smuk og helt perfekt. Jeg mangler han hele tiden. Vil så gerne se og røre ham. Jeg kigger på alle dem der går tur med barnevogne og forestiller mig Valter ligge i sin barnevogn, hvordan det føltes, da det var mig der gik tur med en barnevogn. Hvordan vi ville gå rundt med han - indrette vores dag efter ham. Hvordan ville han være i badelandet i Skallerup? Ville han kunne kravle nu? Hvad hvis han ikke var død der på Riget, ville han så være rigtig syg nu? Ville han så have ligget død en morgen i sin seng? De dage hvor Malte sover længe og jeg når at vågne inden ham, frygter jeg, at han vil ligge død inde i sin seng.

Jeg har brugt det meste af dagen på at lave en fotobog over Valters liv. Det er så hårdt...Alle de billeder af en dejlig, sød, lækker og mild dreng der bare smiler på det ene billede efter det andet. Fødslen, nøddåben og den første operation kom op til overfladen igen, det første bad, mødregruppe, utallige billeder af Malte der kysser eller krammer Valter, indlæggelser, barnevognsture, ammebilleder, første skemad, mange billeder af en baby med en stor sut og tykke kinder, der sover i barnevognen, fremstilling i kirken, billeder af Valter og bedsteforældre. Endnu en operation, sat-måleren, badet før operationerne, billeder fra det forfærdelige intensiv, et stort sår på maven, sondebilleder, små hospitalsstuer og endelig hjemturs billeder. Billeder fra sommerferien, Skallerup klit, billeder af en glad familie, endnu en indlæggelse, billeder af en Valter der nu kan sidde, mere mødregruppe, endnu flere smilende billeder, store blå øjne, julebilleder, nytår, en fantastisk 1 års fødselsdag, et helt fantastisk billede af to brødre, et billede af en togtur til København og så en masse billeder fra de mest forfærdelige øjeblikke i mit liv, som slet ikke burde være i en fotobog over et lille menneskes første år.

Det har lige været påske og i den forbindelse læste jeg noget på Instagram skrevet af en anden mor der også har mistet sin søn. Hun skrev, at en præst havde sagt i sin prædiken, at påskens glæde er en trøst i sorgen - det gav ingen mening for hende og det gør det heller ikke for mig. Hun mærkede ingen trøst - hun levede i hverdagen og ikke evigheden og der manglede hendes barn.