At jeg har mistet mit barn, har gjort, at jeg også har mistet noget andet.

Jeg har skrevet nedenstående besked til nogle af mine veninder. Da jeg mistede Valter, mistede jeg også en del af mig selv, som har gjort, at jeg har ændret mig. Ting jeg har glædet mig til, har set frem til og som har givet mig energi, gør det ikke mere. Jeg ved godt jeg er undskyldt og mine veninder er forstående og søde, men det gør mig alligevel trist. 

Kære damer 

Jeg har brug for at skrive denne besked til jer. Ville ønske jeg var i lidt bedre tid og havde sent et rigtig brev. Beskedformatet bliver lidt upersonligt synes jeg. 

Jeg skriver til jer, fordi jeg synes, at I er dem jeg har svigtet mest siden Valter døde. Jeg har brug for at I ved, at det ikke er personligt jer og ikke et helt bevidst valg. Det er blevet sådan og det er der nok flere grunde til. Det ene grund er nok, at den måde jeg før har været en del er flokken på, er mest i den store gruppe og ikke så meget på to mandshånd. Jeg har fået det rigtig svært ved at være mange sammen og derfor vælger jeg tit det fra. Mit hjerte blev knust den dag Valter døde og det ændrede mig for altid. Jeg er ikke den samme mere. På den ene side, er det så svært at acceptere, at alt det der gav mig energi før og gjorde mig glad, ikke gør det mere. Mit sociale behov er meget lille nu og det står i skærende kontrast til hvordan jeg havde det før. På den anden side har jeg accepteret, at mit liv er forandret og at jeg er forandret. Døden havde den konsekvens for mig og der er noget andet der fylder nu. En anden grund er, at flere af jer har fået et eller to børn siden Valter døde. Jeg skammer mig over, at det betyder noget for vores relation og det er ikke sådan jeg ønsker det skal være. Nu vil I sikkert indvende, at det forstår I godt og at det er helt i orden. Men jeg er oprigtig ked af, at det er sådan jeg har det. Jeres børnerigdom og babylykke minder mig om, alt det jeg ikke har og har mistet. Jeg ved godt I ikke er lykkelige bare fordi I har mange børn og fået en baby, men jeg ville give alt for en søvnløs nat sammen med Valter. Jeg prøver, at fokusere på alt det jeg har, Malte og Henrik, at jeg har mere end mange andre, men lige nu kan det ikke trylle al misundelsen væk. Jeg tænker på jer og ønsker jer alt det bedste. Jeg ved at I er forstående, søde og betænksomme, så I behøver ikke svare på beskeden, måske jeg mest skrev den for min egen skyld.

Knus Mette

Tiden der går

I morgen starter en ny måned, det bliver den 1. igen, endnu en måned uden Valter er gået. Valter døde den 1.. Han døde den 1. februar for 21 måneder siden.

Jeg har fri i dag, som jeg har det hver torsdag. Det er mit åndehul, min pause fra hverdagen, min tid med Valter, min dag hvor tårerne triller, min dag hvor jeg kan mærke efter og bare være. Jeg bliver bedre og bedre til det, at lade min fridag blive til mit åndehul.

Der går længere og længere mellem, at jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det. Det er helt naturligt tror jeg, alle der har været i krise kan nok genkende det. Hvor nogen kriser er perioder man bare vil glemme og ikke lade fylde, så har jeg brug for, at min krise bliver hængende. Både fordi den binder mig sammen med Valter og fordi den har så stor indflydelse på mit liv i dag. Det er så godt for mig, når nogen spørger hvordan jeg har det, for så opstår der også et lille åndehul, hvor jeg kan mærke efter.

Men hvordan har jeg det så? Svært og tungt, men pakket ind i en hverdag der fungerer på mange måder. Jeg savner Valter ubeskriveligt meget, jeg hader at mit barn er et minde. Jeg tager neglelak og pænt tøj på, glæder mig til at jeg er færdig med mine strikkede bluser, gør rent, rydder op, indretter, ordner haven, tjekker mine sociale medier, alt sammen ubetydelige ting jeg kunne lade være med. Jeg trives bedst i mit eget selskab, får ikke lavet aftaler, rækker ikke ret meget ud, glemmer ting, glemmer navne, arbejder langsomt, glæder mig ikke til ret meget, ser ikke frem til ret meget, " al begejstring kommer med et forbehold eller to" (Søren Huus). Jeg holder mig væk fra de fleste store forsamlinger, prøver alligevel at komme lidt ud. Jeg kan ikke overskue ret meget, bliver hurtigt frustreret hvis ting eller relationer bliver besværlige. Jeg tror ikke jeg tror på Gud mere, i al fald ikke som jeg før har gjort. Jeg har brug for ro. Jeg har brug for struktur. Jeg har brug for mere formål med mit liv, en retning, noget at se frem til...

Sådan ser min sorg ud 21 måneder efter at alt forandrede sig.

Valtersminde - familiebillede

Det her er en familie - Valters familie.
Det er ikke svært at forestille sig, at en to et halvt årig dreng kunne passe ind i billedet. Men han er der ikke og han kommer aldrig til at være på flere billeder. Men hvis han stod der, ville han måske kigge op på sin morfar og glæde sig til at han måtte få en tur på traktoren, siddende på hans knæ, han ville kigge op på sin mormor og glæde sig til næste gang de skulle spille sneglespillet, kigge op på sin moster og glæde sig til, at hun med oprigtig interesse og hjertevarme spurgte ind til hvad han havde lavet sidst. Kigge op på sin onkel og glæde sig til, at han var stor nok til at komme med ham på muserum. Kigge op på sin morbror og glæde sig til, at lege i den fantastiske børne have han har lavet og måske gå med ind i værkstedet og lave noget med ham. Kigge op på sin tante og glæde sig til en af hendes fantastiske kager og alt den ro hun skaber hjemme hos dem. Kigge op på hans anden moster og glæde sig til, at hun igen sætter sig ned og hengiver sig fuldstændig til en leg. Kigge op på sin anden onkel og glæde sig til, at han finder en legetøjspistol frem og leger krig. Kigge op på alle sine fætre og kusiner og bare glæde sig til næste gang de skal være sammen og lege sammen. En fætter der vil læse bøger højt, to fætre der vil lege alle de vilde lege, en flok kusiner der er så gode til at lege rollelege, en mindste kusine, som han vil elske at tage sig af, kysse fordi man ikke kan lade være og vise hvordan man gør alting. Han vil kigge op på sin far og glæde sig til slåskampe, fisketure, fodbold, knus, godnatlæsning, computerspil. Han vil kigge op på sin mor og glæde sig til flere knus, flere brætspil, mere madlavning, mere legobygning, flere godnathistorier. Til sidst vil han kigge med aller mest beundring og kærlighed på sin storebror og glæde sig til den store kærlighed han ville få igen, al den leg, al den omsorg og al den larm de to vill lave.

At blive anerkendt i sin sorg

Hvilke problemer kan man tillade sig at bringe på bane, når ens veninde, kollega, søster, svigerinde, datter, har mistet sit barn?

Jeg var samme med min veninde den anden dag. Vi snakker om mig, Valter, sorg, hvad jeg gør og hvordan jeg har det. Og så begynder jeg at spørge ind til hendes liv. Hun fortæller om hendes forhold og hendes børn - hun har to - over hvor meget de skændes og at det fylder. Så kigger hun op, og siger “men det er vel det du savner?” Det er rigtigt set, men skal hun lade være med at fortælle om sine udfordringer, bare fordi de måske ikke er så store som mine? Det er svært. For nogle dage vil det ryge direkte ind der hvor det gør rigtig ondt og andre dage vil jeg kunne sagtens sætte mig ind det. Jeg har også selv helt almindelige hverdagsproblemer der fylder. Hvis alt skal sættes op imod, at have mistet et barn, så bliver det svært at snakke om ret meget, som også betyder noget for den anden. Men faktum er bare, at det kan såre. Det er lidt det samme som når jeg har været i fertilitetsbehandling, nogle dage græder man bare man ser en barnevogn og andre dage kan man måske sagtens rummer at høre om søvnløse nætter. Jeg ønsker ikke, at mine venner og familie skal gå på listefødder over for mig og ikke være ærlig om det der fylder hos dem. Men på den anden side vil jeg også gerne anerkendes i min sorg. Jeg har en kollega der er rigtig god til det. Tit når hun fortæller et eller andet om sine børn, at de skal konfirmeres, hun laver fotobøger over en lang barndom eller andet, så kommentere hun lige, som min veninde også gjorde, at det kommer du aldrig til Mette eller det må du savne. Og det er super hårdt, og giver tit også skjulte tårer i øjnene, men det føles godt. Lige der bliver jeg anerkendt for min sorg.

Mærkedage

For en uge siden havde jeg fødselsdag. Jeg er, eller var, en af de mennesker der elsker min fødselsdag. Jeg minder gerne Malte og Henrik om, at nu er der præcis en måned til min fødselsdag, ti dage, præcis en uge, så de ikke glemmer den og når at få købt de helt rigtige gaver. Sådan gjorde jeg også i år og de grinede af mig og synes helt sikkert jeg skulle slappe lidt af;) I fredags blev det så min fødselsdag og jeg var så ked af det hele dagen. Jeg følte mig helt forkert på arbejdet, jo flere der sagde tillykke, jo mere havde jeg lyst til at græde. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke holde tårerne tilbage mere og jeg græd og græd som jeg ikke har gjort i lang tid. Jeg råbte og havde lyst til at smadre noget, gå ud i køkkenet og smadre det hele. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for jeg er blevet alt for god til at kontrollere mig selv og mine følelser. Alt alt for god... Dagen blev bedre da jeg fik hentet Malte, en sød svigerinde kom forbi og ikke mindst da Henrik kom hjem. Det kom sådan bag på mig, at jeg fik det sådan. Det er en kliché, at mærkedage aldrig bliver det samme igen, når man har mistet en tæt på, men det måtte jeg sande i år.

Jeg drømmer ofte om Valter. Det er så dejligt. Når jeg vågner kan jeg næsten mærke ham, dufte ham og jeg har en ægte følelse (findes der uægte følelser?) af, at vi lige har været sammen. Den anden nat drømte jeg, at vi skulle skynde os op på intensiv, for Valter var ved at dø. Da vi kommer derop, står han op i sengen, han har ingen slager og sit eget tøj på og så smiler han som kun han kunne smile, griner, jeg kunne fornemme hans bløde tykke kinder, hans bløde babyhud, tyngden af ham i mine arme. Han var helt klar til at komme med hjem. Jeg har tit en følelse af, at han kommer hjem til os igen.

Jeg har det ikke godt, mit overskud er mindre, jeg smiler mindre, jeg er mere træt og jeg lukker mig ind i mig selv. Jeg har allermest bare lyst til at være for mig selv. Er det okay her 18 måneder efter? Er det sundt og normalt eller trækker jeg den for langt? Er min sorg min undskyldning for, ikke at være noget for nogen, lukke mig inde, passe mig selv, have ondt af mig selv? Min psykolog var fyldt af beundring over, at jeg gav mig selv lov til at være ked af det i så lang tid. Det er mere end et halv år siden jeg sidst så hende. Ville hendes beundring nu være vendt til bekymring? Ude ved Valter i dag, rankede jeg ryggen og bestemte mig for, at det er helt okay sådan som jeg har det. Jeg har oplevet "det modsatte af mening, blevet konfronteret med meningsløsheden" ( Joan Didion) og selv om mit liv stadig er fyldt med mening, primært Henrik og Malte, så tager det bare lang tid for mig, at få mit liv til at passe rundt om min sorg og meningsløsheden.

Lige om lidt er det et et halv år siden af vores Valter døde. Det er for lang tid, længere end han fik liv at trække vejret. For det meste virker det helt uvirkeligt, at han har været her. Men når jeg en sjælden gang rigtig kigger på billederne af ham så kan jeg genkende hvert et smil, de smukkeste blå øjne, hver en mimik, og hver en måde han ligger eller sidder på. Alligevel er det helt uforståeligt at jeg har kysset de runde kinder, at de fine øjne har kigget på mig, at jeg har kunne dufte ham, putte mig ind til ham, trøste ham, putte ham, passet på ham, beskyttet ham og at jeg ikke kan det mere. At det var så kort tid, næsten som havde jeg ham kun til låns. Jeg kan ikke forstå det og det er så sjældent at jeg giver mig ro og tid til at tage det helt ind, for jeg kan ikke overskue, at det er min virkelighed. At jeg havde et barn, så meget kærlighed og hengivenhed som nu er væk. Jeg har fyldt mit liv op med en masse ting jeg skal og jeg er blevet så dygtig til ikke at græde når jeg snakker med jer om Valter, at jeg nok virker til at være et sted hvor alting er blevet bedre. Og det er nok det folk mener, når de siger at det bliver bedre. Jeg tror ikke på det, for mig handler det mere om, at jeg er blevet bedre til at gøre hvad der forventes og hvad der er brug for, hvis en familie skal kunne fungere og hvis man vil fungere i den her verden.

Det har været sommerferie tid igen. Det er svært at forholde sig til ferie, når der altid vil mangle en og så er det stadig svært  for os, at finde ud af hvad vi har lyst til. Feriedage, mandage, fridagen, alle dage er bare nye dage uden Valter. Ferien har været god og vi fandt ud af hvad vi ville, men hvor har jeg brugt meget energi på at hade familier der har gået med deres klapvogn og et barn eller to ved siden af, to årige ved stranden og i poolen. Babyer i slynger og bæreseler. Min misundelse kan slet ikke holde til det, de har alt hvad jeg ønsker mig til vores familie. Men hvem ved hvad de gemmer på.

Jeg drømmer om et liv hvor vores problemer og bekymringer var mere almindelige. Skal bilen snart skiftes, skal udhænget males, kan vi snart få noget mere sammenhængende søvn - almindelige problemer. Men måske er der ingen der har det liv mere. Min tante sendte en artikel hvor følgende citat ramte mig. “ nogle liv er mere smertefulde eller mindre lykkelige end andre”

Det er guld værd, når man har det der kommer tættest på
søskene, kusiner og fætre, med på ferie.

Valters fødselsdag

I dag har min elskede lille Valter fødselsdag - to år skulle vi have fejret. Jeg kommer til at græde mig gennem det her indlæg.

Jeg har frygtet den her dag og den er præcis lige så frygtelig som jeg forestillede mig. I dag føles det som om, at jeg mister dig igen Valter. I dag har jeg bare næsten et års erfaring med hvor forfærdeligt det er at leve hver dag uden dig.

Alle mine dage uden Valter er hårde, men mærkedagene er ekstra hårde. Minderne vælter ind over mig med en kraft der ikke er plads til i hverdagen. Og visheden om, at der ikke er håb om at kunne skabe flere minder sammen med ham, gør uendeligt ondt.
Jeg kan ikke give mit barn noget i dag. Ingen gave, der er ingen at synge fødselsdagssang for, ingen knus, ingen kys, ingen smil. De gaver jeg gav ham sidste år, nåede han kun bruge i få dage. Så hvad gør man som mor? Jeg vil skrive valters fødselsberetning ned. Så den får en plads på et lille hjørne af internettet, et bevis på, at han var her, at han levede i den her verden et lille øjeblik.

Vi havde ventet så længe på dig Valter. Og da du endelig var i min mave var jeg så bange for, at du skulle ende som en abort. I den første tid, var jeg altid bange for at gå på toilettet, var det nu jeg ville se blod? Efter et stykke tid tog kvalmen over og jeg havde det virkelig skidt. Man får tit af vide, at har man kvalme er det et godt tegn, så håbet vandt lidt plads igen. Kvalmen varede helt frem til uge 24 og den sommer kastede jeg op mange steder i europa. Jeg var så syg og uden kræfter, at jeg endte med at blive sygemeldt. En dag i september skulle vi til 20 ugers scanning, den endte med, at frygten og sorgen afløste kvalmen og vi skulle forholde os til, at du ville blive født med et halvt hjerte.

To uger før termin flyttede vores lille trekløver ind på patienthotellet ved Rigshospitalet i København. Planen var, at du havde en uge til selv at komme ud og hvis ikke du gjorde det, skulle fødslen sættes igang mandag d. 23. januar. Du kom ikke selv, så om søndagen afleverede vi Malte hos Moster Jane og Nicolai. Hele mandag er lidt tåget for mig, fordi dagene efter din fødsel var fyldt med så mange store og fremmede oplevelser. Mandag morgen fik jeg piller til at sætte fødslen igang, da der ikke skete noget fik jeg piller for anden gang og en hindeløsning. Ved 21.30-tiden skulle vi igen møde på fødegangen, den samme fødegang, hvor jeg selv er født, og her viste "strimlen" ingen tegn på en forestående fødsel. Vi aftalte, at jeg ikke skulle have flere piller, da det var bedre at føde om dagen, da der så ville være flere læger på arbejde. Vi gik tilbage på Mc. Donalds huset, hvor vi var flyttet ind tidligere på dagen, ved 22 tiden. Da vi kommer op på værelset får jeg ondt og fortryder jeg ikke tog imod de smertestillende jeg lige lige havde takket nej til. Jeg sender din far afsted efter dem. Da han kommer tilbage, har jeg meget svært ved at finde ro og din far mener vi hellere må tage over på fødegangen igen. Fra Mc. Donald huset tager man en elevator ned i kælderen, går på en lang gang og tager elevatoren op på fødeafdelingen. Det tog meget lang tid for mig og jeg måtte holde mange pauser. Jeg når ikke ret meget mere end at ligge mig op på sengen, før en jordemor siger, at jeg er igang med at føde, på det tidspunkt var klokken lidt i 23. Jeg presser ikke mange gange og så er du ude. Før du blev født, spurgte jeg en der mistede sin lille dreng få dage efter fødslen, om hvordan det var at have et dødt barn. Hun gav mig det råd, at det gjaldt om, at skabe så mange minder som muligt så hurtigt som muligt. Derfor kan jeg stadig mærke hvordan det føltes at føde dine ben, hvordan det føltes da de kom ud.
Det største ved en fødsel må være, når det lille nye menneske kommer op og ligger på brystet. Derfor var det også noget der havde fyldt meget for mig, om jeg ville få lov at holde dig inden du blev kørt væk. Heldigvis havde du det så godt, så jeg fik lov at holde dig i måske fem minutter. Du havde allerede så meget forhistorie, at det var en kæmpe forløsning og en kæmpe sejr, at du lå der hos mig og din far, levende, smuk, vores. Herefter bleve du kørt væk og din far fulgte med og hvad der så skete er lidt en tåge for mig. Jeg husker en masse maskiner og ledninger, at jeg gør alt hvad jeg kan for at få så meget hudkontakt som muligt. Uvidenhed, usikkerhed, en masse forskelligt personale, utallige scanninger, sondemad, mangel på privatliv, en lidt betuttet, men stolt storebror, besøg, gråd, din dåb, en nat uden søvn før din første operation og din videre historie er beskrevet andre steder her på bloggen. Din fødsel var noget helt særligt, som alle fødsler er, din fremtid usikker og dine første tre uger viste du, at du var den sejeste og mest tålmodig lille baby.

Valter jeg savner dig så uendeligt meget og hver dag prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg skal leve videre uden dig. Jeg er så taknemmlig og glad fordi det var mig der blev din mor, at min krop har mærker efter at du voksede inde i mig,  at du boede trygt og godt inde i min mave i ni måneder, at jeg fik dine smil, at jeg så dit milde sind, dine grin, at jeg fik lov at give dig mad, lære dig ting og holde dig fast. Du vil altid være helt tæt på og jeg ville ønske alt var anderledes, men der er ikke noget jeg ville have gjort anderledes. Jeg elsker dig basse!