Tiden der går

I morgen starter en ny måned, det bliver den 1. igen, endnu en måned uden Valter er gået. Valter døde den 1.. Han døde den 1. februar for 21 måneder siden.

Jeg har fri i dag, som jeg har det hver torsdag. Det er mit åndehul, min pause fra hverdagen, min tid med Valter, min dag hvor tårerne triller, min dag hvor jeg kan mærke efter og bare være. Jeg bliver bedre og bedre til det, at lade min fridag blive til mit åndehul.

Der går længere og længere mellem, at jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det. Det er helt naturligt tror jeg, alle der har været i krise kan nok genkende det. Hvor nogen kriser er perioder man bare vil glemme og ikke lade fylde, så har jeg brug for, at min krise bliver hængende. Både fordi den binder mig sammen med Valter og fordi den har så stor indflydelse på mit liv i dag. Det er så godt for mig, når nogen spørger hvordan jeg har det, for så opstår der også et lille åndehul, hvor jeg kan mærke efter.

Men hvordan har jeg det så? Svært og tungt, men pakket ind i en hverdag der fungerer på mange måder. Jeg savner Valter ubeskriveligt meget, jeg hader at mit barn er et minde. Jeg tager neglelak og pænt tøj på, glæder mig til at jeg er færdig med mine strikkede bluser, gør rent, rydder op, indretter, ordner haven, tjekker mine sociale medier, alt sammen ubetydelige ting jeg kunne lade være med. Jeg trives bedst i mit eget selskab, får ikke lavet aftaler, rækker ikke ret meget ud, glemmer ting, glemmer navne, arbejder langsomt, glæder mig ikke til ret meget, ser ikke frem til ret meget, " al begejstring kommer med et forbehold eller to" (Søren Huus). Jeg holder mig væk fra de fleste store forsamlinger, prøver alligevel at komme lidt ud. Jeg kan ikke overskue ret meget, bliver hurtigt frustreret hvis ting eller relationer bliver besværlige. Jeg tror ikke jeg tror på Gud mere, i al fald ikke som jeg før har gjort. Jeg har brug for ro. Jeg har brug for struktur. Jeg har brug for mere formål med mit liv, en retning, noget at se frem til...

Sådan ser min sorg ud 21 måneder efter at alt forandrede sig.

Valtersminde - familiebillede

Det her er en familie - Valters familie.
Det er ikke svært at forestille sig, at en to et halvt årig dreng kunne passe ind i billedet. Men han er der ikke og han kommer aldrig til at være på flere billeder. Men hvis han stod der, ville han måske kigge op på sin morfar og glæde sig til at han måtte få en tur på traktoren, siddende på hans knæ, han ville kigge op på sin mormor og glæde sig til næste gang de skulle spille sneglespillet, kigge op på sin moster og glæde sig til, at hun med oprigtig interesse og hjertevarme spurgte ind til hvad han havde lavet sidst. Kigge op på sin onkel og glæde sig til, at han var stor nok til at komme med ham på muserum. Kigge op på sin morbror og glæde sig til, at lege i den fantastiske børne have han har lavet og måske gå med ind i værkstedet og lave noget med ham. Kigge op på sin tante og glæde sig til en af hendes fantastiske kager og alt den ro hun skaber hjemme hos dem. Kigge op på hans anden moster og glæde sig til, at hun igen sætter sig ned og hengiver sig fuldstændig til en leg. Kigge op på sin anden onkel og glæde sig til, at han finder en legetøjspistol frem og leger krig. Kigge op på alle sine fætre og kusiner og bare glæde sig til næste gang de skal være sammen og lege sammen. En fætter der vil læse bøger højt, to fætre der vil lege alle de vilde lege, en flok kusiner der er så gode til at lege rollelege, en mindste kusine, som han vil elske at tage sig af, kysse fordi man ikke kan lade være og vise hvordan man gør alting. Han vil kigge op på sin far og glæde sig til slåskampe, fisketure, fodbold, knus, godnatlæsning, computerspil. Han vil kigge op på sin mor og glæde sig til flere knus, flere brætspil, mere madlavning, mere legobygning, flere godnathistorier. Til sidst vil han kigge med aller mest beundring og kærlighed på sin storebror og glæde sig til den store kærlighed han ville få igen, al den leg, al den omsorg og al den larm de to vill lave.

At blive anerkendt i sin sorg

Hvilke problemer kan man tillade sig at bringe på bane, når ens veninde, kollega, søster, svigerinde, datter, har mistet sit barn?

Jeg var samme med min veninde den anden dag. Vi snakker om mig, Valter, sorg, hvad jeg gør og hvordan jeg har det. Og så begynder jeg at spørge ind til hendes liv. Hun fortæller om hendes forhold og hendes børn - hun har to - over hvor meget de skændes og at det fylder. Så kigger hun op, og siger “men det er vel det du savner?” Det er rigtigt set, men skal hun lade være med at fortælle om sine udfordringer, bare fordi de måske ikke er så store som mine? Det er svært. For nogle dage vil det ryge direkte ind der hvor det gør rigtig ondt og andre dage vil jeg kunne sagtens sætte mig ind det. Jeg har også selv helt almindelige hverdagsproblemer der fylder. Hvis alt skal sættes op imod, at have mistet et barn, så bliver det svært at snakke om ret meget, som også betyder noget for den anden. Men faktum er bare, at det kan såre. Det er lidt det samme som når jeg har været i fertilitetsbehandling, nogle dage græder man bare man ser en barnevogn og andre dage kan man måske sagtens rummer at høre om søvnløse nætter. Jeg ønsker ikke, at mine venner og familie skal gå på listefødder over for mig og ikke være ærlig om det der fylder hos dem. Men på den anden side vil jeg også gerne anerkendes i min sorg. Jeg har en kollega der er rigtig god til det. Tit når hun fortæller et eller andet om sine børn, at de skal konfirmeres, hun laver fotobøger over en lang barndom eller andet, så kommentere hun lige, som min veninde også gjorde, at det kommer du aldrig til Mette eller det må du savne. Og det er super hårdt, og giver tit også skjulte tårer i øjnene, men det føles godt. Lige der bliver jeg anerkendt for min sorg.