Opslag
Vi siger tit til hinanden, Henrik og jeg, en dag af gangen og på Riget hedder det en time af gangen. Alligevel glemmer jeg det og bliver så overrasket når alting bliver vendt på hovedet.
Vi er havnet på intensiv igen - ikke noget alvorligt, men V har bare brug for lidt hjælp til at komme på højkant igen. Forud for flytningen har været en nat, hvor vi har sovet tre timer og til sidst på natten var V så overtræt, at han ikke havde luft til at spise eller falde ordentlig i søvn og jeg var desperat, jeg var ikke bange, men jeg havde bare brug for at der blev gjort noget, at jeg fandt ud af hvorfor han havde det sådan og jeg var så udmattet at tårerne ikke kunne holdes tilbage mere - det er jeg ellers ret god til, ikke at græde foran andre, gad egentlig godt jeg ikke var helt så god til det. Og så skete der noget jeg ikke troede der var muligt for en mor - jeg kunne ikke trøste mere, jeg havde ikke mere i mig - jeg havde ingen ord, ingen sange. Det eneste jeg kunne var at vugge ham i mine arme og der var jeg også lige ved at kapitulere... Heldigvis var der en sæd og forstående sygeplejerske på vagt der kunne læse mig og hurtigt fik sat ting i værk. Så nu har V og jeg fået en lur i en lænestol på intensiv, vi har begge spist og nu sover V igen. Vi skal sove her i nat og sandelig om jeg ikke kan få lov at sove her - som det ser ud nu, men lad os nu se " en time af gangen". Jeg har lidt trøst tilbage i mig, men håber ikke der bliver så massivt brug for det. Hvis I undre jer over hvad Henrik laver, så er han travlt beskæftiget med Malte, han har brug for os og er også lidt mærket af det hele og en mor der er meget off. Det er svært at være mor til to, når den ene har så meget brug for en...så er det godt far kan 😊
Har forresten lige mødt "fam. Larm" - det var svært at give dem et lille smil...de er dog vist på vej hjem, havde ellers fået en sygeplejerske til at holde øje med dem🙈
Håber I nyder en dejlig solbeskinne helligdag hilsen den emsige mor😉
Ingen kommentarer:
Send en kommentar