lørdag den 3. december 2016

Barsel

Så er min barsel startet og jeg har glædet mig. Jeg har været ret svingende på arbejdet ift. tilstedeværelse og det har været lidt svært at acceptere - for mig selv. Så det bliver dejligt ikke at skulle have dårlig samvittighed mere.

Der er mange der selvfølgelig spørger hvordan jeg har det og i lang tid har jeg egentlig kunnet svare, at jeg har det fint. Chokket havde lagt sig og hverdagen var fin. Men nu kan jeg godt mærke, at jeg bliver presset længere og længere op i det hjørne der hedder et sygt barn, indlæggelse, en masse uvished, måske sorg og en masse frustration. Og lige nu ville jeg bare sådan ønske jeg var gået på en hel normal barsel og at den livlige dreng jeg har inde i maven var helt rask. Hvor ville jeg bare ønske, at jeg kun skulle forholde mig til, om der var  nok tøj til ham, hvor hans pusleplads skulle være og om vi skulle købe en af de smarte klapvogne.
Jeg kan begynde at mærke, at den misundelse jeg troede jeg havde gemt langt væk, sniger sig på igen. Det vrimler med folk der skal skal have barn nr. to eller tre Og udefra virker det som om det er gået ret nemt med at få dem. Vores kirke vrimler med babyer og runde maver -   og så vidt jeg ved, er de heldigvis fyldte med raske børn - og hvor ville jeg bare ønske min mave også var det. Vi mennesker kan klare så meget selv, men nogle gange kommer vi til et punkt hvor vi bare er magtesløs. Lægerne kan prøve at redde ham og ordne hans hjerte, men de kan intet love og de kan ikke forudse hvad der kommer til at ske med vores dreng. Det er her vi kristne ber eller tro på, at Gud er med uanset hvad der sker. Jeg ber til Gud om overlevelse til vores søn, om at han sejrer over døden, at han er en fighter og om at han får et langt liv. Jeg ber om, at Henrik, Malte og jeg kan finde ud af at være en familie uanset hvad der sker.

Jeg tror det hele blev virkeligt for mig igen, fordi jeg kunne ligge arbejdet til side - nu skal der kun være plads til flyttekasser, forberedelser og en god og hyggelig december for Malte.

Sov godt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar