Mens vi venter

Jeg husker "Mens vi venter" fra da jeg var barn. Juleaftensdag var lang - rigtig lang. Derfor var det dejligt, at DR havde fyldt programfladen ud med TV til børn, så tiden ikke føltes helt så lang.

Det har netop været jul igen, men jeg har ikke ventet på julen. Jeg venter heller ikke på nytår, eller på min fødselsdag i begyndelsen af det nye år. Jeg venter på min dreng. En dreng som vi har kæmpet rigtig meget for at få, og som vi glæder os rigtig meget til at møde og lære at kende. En dreng som fra fødslen er bagud på point, og som skal kæmpe rigtig meget for, at komme til halvleg, og fortsat have mulighed for at vinde kampen. En dreng som jeg vil elske lige så meget som resten af min familie, men som også fører mig igennem den største rutsjetur i mit liv.

Det er små 4 måneder siden vi fik nyheden om hjertefejlen. En forventet rutinescanning blev til noget helt andet, og min verden brast sammen, som den efterhånden har gjort det mange gange sidste små 10 år. Uvisheden er ulidelig. Jeg lever af, at kunne sætte to streger under de beregninger jeg laver til kunderne på arbejdet. De to streger kan jeg ikke sætte her. Jeg aner ikke hvad de næste 2-3 måneder bringer. Faktisk aner jeg ikke hvad resten af mit liv bringer, og det er vi jo faktisk ikke nogen der gør. Men det faktum, at jeg ikke ved hvordan det kommer til at gå med min dreng, er ikke til at holde ud. Det gør mig bange. Rigtig bange! Bange for jeg ikke får lov til at beholde ham i ret lang tid. Bange for hvordan han er/bliver, hvis jeg får ham med hjem. Bange for hvordan jeg reagerer igennem forløbet på sygehuset, og for hvordan jeg reagerer overfor min familie og venner men i særdeleshed Malte. Der er ellers ikke meget jeg er bange for, men alvorlig sygdom og hospitaler får frygten op i mig. Måske fordi de har fyldt så meget i min familie i mange år...

Jeg håber jeg kan være i det. Jeg håber jeg kan være der for Mette og Malte, og give min nye dreng al den kærlighed og omsorg som han har brug for. Jeg håber også vi får lov til at være en familie på 4 i vores nye hus. Jeg håber jeg kommer til at spille Playstation med begge mine drenge, og tage dem med på stadion og på en stadionplate. Det er svært helt at bevare optimismen hele tiden, og jo tættere vi kommer på fødslen, bliver tvivlen større. Mette har tidligere givet udtryk for, at vi oplever stor opbakning på sygehusene. Det er befriende at opleve, at de ikke lever i den frygt som vi gør, og på en eller anden måde får os til at tro på, at det rent faktisk kan gå godt.

Jeg skal være far igen, og det kan ingen tage fra mig. Jeg ønsker så blot det skal være et langt far/søn forhold. Det er vel ikke for meget at ønske...

/Henrik