Sorgen lever stadig langt hjemmefra

Nogen har fået adgang til en babygavebod hvor man får de børn man vil have og måske også lige en ekstra oveni hatten. Så er vi en stor gruppe der ikke har fået adgang, hvor det at få børn er en kæmpe opgave, et marathon - en udgift og en kamp der er så hård og uretfærdig, at håbet svinder hele tiden og nogle af os føler vi har tabt inden vi overhovedet er gået igang - for at beskytte os selv måske, men også fordi kampen er blevet tabt så mange gange. Vi nåede i mål med vores marathon fire gange, men tre af gangene mistede vi præmien og pokalen igen. Fire gange har jeg været gravid - over de sidste næsten syv år - et levende barn har jeg tilbage. Retfærdighed? Jeg tænker meget på det her i Thailand - kigger på andre familier med klapvogne, små nuttede et årige, familier med to, tre og fire børn. Min lykke er ikke hængt op på at have mere end et barn, men lykken har haft så ringe forhold synes jeg. Maltes lykke afhænger heller ikke af at have søskende, men I skulle se hvordan han længselsfuldt kigger efter de andre børn der leger sammen hernede, det er hjerteskærende. Han snakker om, at han savner sine venner og at Valter er lige ved siden af ham hele tiden.

Jeg kiggede lidt på Valters tøj før vi tog afsted- virkelig noget jeg har frygtet. Jeg havde brug for, at det jeg ville gemme skulle pakkes pænt og ordentlig væk. Det er så småt hans tøj...det dufter stadig af ham. Noget af det nåede han aldrig at få på. Han er overalt i hans hjem. Engangssprøjter og medicin i køkkenskuffen, bestik og kopper, babymad og hagesmækker på hylderne. Hans legetøj, babybøger der gemmer sig mellem Maltes bøger. En pusleplads med skuffer klar til brug, med alt hvad et etårig har brug for. Sutter der dukker op overalt. En babyalarm, en barnevogn, sengetøj, legetøj i bilen, vådservietter, En Brio togbane der kun nåede at blive brugt få gange...og nogle gange føles det alligevel så surrealistisk at der engang boede fire levende mennesker i vores hjem.

Når jeg går ind på hans værelse dufter der af stadig af ham.

Vi har plantet blomster løg fra nogle af de mange buketter til han begravelse og før vi tog afsted kom stenen til hans sted. Nogle gange er jeg ude ved hans grav, på en kirkegård, når alt er mørkt - min lillebror har siddet derude med en pandelampe en aften - ved en børnegrav. Hvad er det for noget? Hvordan er det rimeligt, at det skal være nogens virkelighed? Min virkelighed? Alt jeg ville var bare at være nogens mor...

“Da de mistede Isak, var der tidspunkter, hvor de ønskede sig en fjende, en skyldig, bare for at have nogen at straffe. Der var folk, der rådede del til at tale med Gud om det, med det er svært at holde en civiliseret tone i en samtale med Gud, når man er forældre, svært at tro på en højere magt, når man har fingerspidserne mod årstallet på en gravsten. Det er ikke matematikkens skyld, ligningen til at beregne en livstid er simpel: Tag det firecifrede tal til højre på stenen minus tallet til venstre, gang resultatet med 365, læg en ekstra dag til for hvert skudår. Men uanset hvordan man gør, går det ikke op. Man regner, regner igen og regner igen, med det bliver aldrig rigtigt, uanset hvordan man lægger sammen, er der ikke nok. Dagene er for få til at række til et helt liv...men når de ikke havde nogen at straffe, var det kun himlen tilbage at råbe ad, og så var raseriet for stort til, at noget menneske kunne magte at være rundt på det.”

Fra “Bjørneby” s. 305 af Frederik Backman

Til alle jer der skriver om håb, om Gud, om bøn. Det er rigtig sødt af jer og for lidt siden betød det rigtig meget for mig. Nu kæmper jeg med, at skulle tro på en almægtig Gud der ikke lod mig beholde min lille søn, at Malte ikke fik lov at beholde sin eneste søskende, at mine forældre skulle overleve et af deres børnebørn, at min mormor siger til mig “hvis bare det ihavde været mig der var død” Jeg forstår det ikke?

I dag er jeg vågnet op i Thailand og jeg ville ønske alt var anderledes, at min virkelighed var anderledes...