To måneder efter...

Nogle af jeg er begyndt at spørge til, om jeg har stoppet bloggen, da det er lidt tid siden jeg har skrevet noget nyt. (Henrik har dog skrevet på sin- så hvis man vil vide hvad han tænker på kan man læse det der eller helst bare spørge ham) Men jeg er ikke stoppet med at skrive, jeg har vist bare ikke haft noget på hjerte.

"Hvordan har du det?" Det søde spørgsmål har jeg fået rigtig mange gange det sidste stykke tid. Det er så svært at svare på det, fordi det skifter hele tiden, fra dag til dag. Jeg er begyndt at fungere bedre i de ydre systemer. Dvs. at jeg kan aflevere og hente Malte nu, jeg kan sidde nede i hallen når Malte er til gymnastik, være I Skallerup Klit, til gymnastikopvisning, tage på besøg hos nogen og ligende. Så når man ser mig de steder, tror jeg man vil tænke, at det umildbart går godt og folk jeg ikke kender ville ikke kunne se, at jeg lige har mistet min lille søn. Mine indre systemer er dog stadig fuldstændig revet fra hinanden. Jeg savner Valter så meget og det gør så ondt. Nogle dage har jeg ikke lyst til at leve mere uden ham, det gør så ondt, at han ikke er hos mig, lige der på min hofte, i sin højstol når vi spiser, i sin autostol bag i bilen eller i sin tremmeseng. Det er så fejt og jeg skammer mig over at have det sådan, for jeg har stadig to højt elskede ynglings mennesker tilbage, men nogen gange føles tabet bare for stort...

Valter var så smuk og helt perfekt. Jeg mangler han hele tiden. Vil så gerne se og røre ham. Jeg kigger på alle dem der går tur med barnevogne og forestiller mig Valter ligge i sin barnevogn, hvordan det føltes, da det var mig der gik tur med en barnevogn. Hvordan vi ville gå rundt med han - indrette vores dag efter ham. Hvordan ville han være i badelandet i Skallerup? Ville han kunne kravle nu? Hvad hvis han ikke var død der på Riget, ville han så være rigtig syg nu? Ville han så have ligget død en morgen i sin seng? De dage hvor Malte sover længe og jeg når at vågne inden ham, frygter jeg, at han vil ligge død inde i sin seng.

Jeg har brugt det meste af dagen på at lave en fotobog over Valters liv. Det er så hårdt...Alle de billeder af en dejlig, sød, lækker og mild dreng der bare smiler på det ene billede efter det andet. Fødslen, nøddåben og den første operation kom op til overfladen igen, det første bad, mødregruppe, utallige billeder af Malte der kysser eller krammer Valter, indlæggelser, barnevognsture, ammebilleder, første skemad, mange billeder af en baby med en stor sut og tykke kinder, der sover i barnevognen, fremstilling i kirken, billeder af Valter og bedsteforældre. Endnu en operation, sat-måleren, badet før operationerne, billeder fra det forfærdelige intensiv, et stort sår på maven, sondebilleder, små hospitalsstuer og endelig hjemturs billeder. Billeder fra sommerferien, Skallerup klit, billeder af en glad familie, endnu en indlæggelse, billeder af en Valter der nu kan sidde, mere mødregruppe, endnu flere smilende billeder, store blå øjne, julebilleder, nytår, en fantastisk 1 års fødselsdag, et helt fantastisk billede af to brødre, et billede af en togtur til København og så en masse billeder fra de mest forfærdelige øjeblikke i mit liv, som slet ikke burde være i en fotobog over et lille menneskes første år.

Det har lige været påske og i den forbindelse læste jeg noget på Instagram skrevet af en anden mor der også har mistet sin søn. Hun skrev, at en præst havde sagt i sin prædiken, at påskens glæde er en trøst i sorgen - det gav ingen mening for hende og det gør det heller ikke for mig. Hun mærkede ingen trøst - hun levede i hverdagen og ikke evigheden og der manglede hendes barn.