Livet med Valter udenfor maven

Jeg udnytter lige tiden hvor jeg malker ud - ja undskyld hvis der er nogle mænd der læser med, men det går der ret meget tid med...

Annemette sagde, at jeg skulle skrive noget mere på bloggen, så her kommer der et rodet indlæg ;)

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Der er sket så meget siden jeg sidst har skrevet. Det største er, at jeg er blevet mor igen - til helt fantastisk bedårende Valter. Han bliver en uge her i dag.  Reelt har jeg kun kendt ham godt tre dage - resten af tiden har han ligget og været bedøvet, så han ikke har været vågen. Det er svært, så svært...Min lille nyfødte dreng er ikke sammen med mig og der er intet jeg kan gøre for ham. Det er lidt som om jeg slet ikke er hans mor - jeg har skiftet ham nogle gange, holdt ham lidt og ammet ham en gang. Resten af tiden har jeg aet ham på kinden eller holdt ham i hånden og ellers er det sygeplejerskerne der ved hvad han har brug for...ikke mig, hans mor...det føles som om han aldrig har været min...det er så unaturligt...

Lige nu ligger Valter på intensiv og der kan vi kun besøge ham. Dvs. at jeg har noget mere tid med Malte, som i den grad reagerer lige i de her dage, og når Henrik, Malte og jeg er sammen, kan vi helt glemme, at vi nu er en familie på fire - og det føles så forkert.

Jeg lever hele tiden i alarmberedskab, hver gang døren åbner ind på intensiv og jeg kigger i retning af Valter, står mit hjerte stille. Er det nu de fortæller mig, at der ikke er mere de kan hære, eller at det går tilbage for, at hans hjerne har taget skade, at hans krop ikke kunne klare det, at han aldrig vågner op igen...og når jeg ikke er deroppe, frygter jeg hele tiden, at de ringer og siger noget ligende...
MEn det er gidt for mig at sidde oppe hos ham. Måske han gør få tegn på, at han kan kende min stemme og mærke at jeg er der. I dag åbnede han øjnene lidt og begyndte at røre lidt på sig, på den måde babyer kun gør. Det giver mig lidt ro, bare at kigge på ham, trods respirator, sonde, en åben brystkasse og tusind slanger.
Jeg havde morfar og Malte oppe og besøge Valter i dag. Malte gider ellers ikke, men jeg fik lokket ham med. Han var så sød ved ham, holdt ham i hånden, rørte ham og aede ham. Det var dejligt at se.

Mine tanker i dag, måske de er nogle andre i morgen. I morgen skal han forhåbentlig have lukket brystkassen og så skal hans krop nok lige indstille sig på det...så må vi håbe det lille hjerte kan klare det pres.
Tak for alle de mange mange hilsner, beskeder, likes, mad, tanker og bønner I sender i vores retning. Vi føler vi er omsluttet og sætter stor pris på det hele.