Hjertebloggeren : Begravelsen

Folk siger, at den var smuk og fin, solen skinnede og den var den bedste afsked Valter kunne få. Jeg har svært ved at sige det samme, for mig var det den dag jeg måtte slippe ham fysisk, den dag hvor han blev lagt ned i den kolde jord og aldrig fysik ville være hos mig igen. Det var på alle måde en forkert dag. Hvis jeg skal komme det nærmest, så kunne jeg ikke have ønsket mig den anderledes, men smuk og fin og perfekt bliver den aldrig for mig.

Jeg kan ikke huske så meget fra den dag, det kommer lidt i brudstykker. Jeg kan ikke huske at vi stod op, jeg husker svagt, at jeg gik lidt frem og tilbage mellem de andre rum og Valters værelse hvor han lå i sin kiste. Jeg vidste han fysisk snart ville forsvinde, men jeg kunne ikke mærke noget. Der kom noget familie, vi spiste lidt og spillede Matador med børnene. Da det var ved at være tid, og vi skulle køre Valter ned til kirken, kunne jeg til gengæld mærke alt. Det var så forfærdeligt at bære ham ud af hans hjem for aller sidste gang og så var han død og lå i en af verdens mindste kister. Turen ind til kirken foregik vist mest i stilhed, Malte var også usandsynlig stille, han kunne nok fornemme stemningen. Vi havde de sidste dage prøvet at forberede ham på begravelsen, men det var svært, at vide hvad han ville få brug for, at have vidst på forhånd.

Vi kom ind til kirken, solen skinnede vist. Vi skulle bære kisten ind i kirken. Jeg tror ikke jeg græd, men det gjorde jeg til gengæld, da jeg så kisten stå der på de alt for store skamler og med alle blomsterne. Det var slet ikke til at bære, at den her scene, var mit lille barns begravelse. Malte blev lidt betuttet, for jeg tror der var mange der græd. Min faster, som b.la. havde lavet pynten til kisten, fik Malte til at hjælp med at sætte den på kisten. Det næste jeg husker er, at vi hilser på dem der allerede er kommet. Vi går ud i våbenhuset og begynder at hilse på folk. Vi er blevet anbefalet, at hilse på alle inden begravelsen, så vi ved hvem der er kommet og ikke skal sidde der oppe foran og spekulere på det. Det er hårdt, der kommer rigtig mange, 300 er der nogen der siger. Det er helt overvældende. De fleste er nogen vi ikke har set efter Valter er død, så det er meget følelsesladet. Jeg kigger ud af døren og ser bare en lang kø af mennesker jeg holder rigtig meget af. Mange havde jeg forventet kom, men mange var en uventet, men dejlig overraskelse. Jeg kan huske, at jeg synes det var rigtig hårdt at se mødregruppen. Fordi deres skønne dejlige børn for altid vil minde mig om, hvad Valter ikke nåede, og det er han jo ligeglad med nu, så det minder mig nok mere om, hvad jeg ikke får lov at opleve sammen med ham. Rigtig mange af mine kollegaer kom. Udskolingen lukkede to timer før den torsdag, så alle kunne deltage - det betød så meget for mig og jeg tror det gør det nemmere, at komme tilbage på arbejde engang. Det var helt overvældende så mange der havde taget imod invitationen og var kommet.

Lidt i to går vi ned og sætter os og så går den kirkelige handling igang. Jeg husker, at Henrik er meget ked af det, det meste af tiden. Jeg holder om ham og kigger på den lille kiste. Under Daniels tale bider jeg mærke til tre ting. Han siger Malte troede Valter skulle i en skattekiste, og det er det jo også, en kiste til vores skat. Og som tidligere skrevet, så formåede han at få Malte inddraget og få kontakt med ham. Og så kunne jeg høre, at han havde lyttet til hvad vi havde sagt og læst hvad vi havde skrevet tidligere her på bloggen. Jeg husker, at Lise, Jacob og Carstens sang var så fin og smuk og ligesom jeg havde forestillet mig det, når jeg igennem det sidste halvandet år, havde forestillet mig Valters begravelse.

Det næste jeg husker er, at vi skal bære kisten ud igen. Jeg græder igen, imens jeg holder Valters kiste i den ene hånd og Maltes i den anden. En død søn og en levende søn. Ude foran kirken samles alle, det er rigtig mange. Jeg kan ikke rigtig fokusere på folks ansigter, men der er mange. Vi sætter kisten ind i rustvognen. Bedemanden får Malte til at hjælpe. Jeg græder igen. Jeg løfter Malte op, han kigger ind til Valter og vinker lige så stille. Nogle har hentet vores bil, gruppen af mennesker deler sig, da vi går hen til bilen, så vi kan komme igennem, det virker lidt komisk for mig. Vi kører efter rustvognen, hvorfor hedder den det?, der løber en mand ud foran bilen, det er mærkeligt at se Valter blive kørt væk. Solen skinner, scenariet er næsten som da Henriks far døde.

Da vi når hen til kirkegården er der allerede kommet mange. Vi står og venter lidt på de sidste og så bærer vi Valter over til sin grav. Det er helt surrealistisk at stå og fire ham ned i det store mørke hul, jeg gør vist også noget forkert med rebene og bliver rettet af bedemanden. Jeg tænker, at det her ikke er rigtigt, at jeg har lyst til at skrige og råbe, at nu tager jeg ham op af det hul, ud af kisten og tager ham med hjem, men det kan man jo ikke...eller kan man tænkte jeg. Så husker jeg ikke rigtigt mere derfra, andet end, at på et tidspunkt føler jeg mig klar til at gå. Jeg havde ikke mere i mig, jeg kunne ikke tænke flere tanker, kunne ikke føle mere. Jeg giver nogle gode veninder et knus og så kører vi hjem.

Herhjemme giver jeg mig til at læse alle kortene vi har fået, der er mange. Folk begynder at komme. Det er bare familie og de tætteste venner. Jeg ville ikke holde et stort arrangement for alle. Jeg kunne ikke rigtig se hvorfor vi skulle gøre det. Måske nogen ville sige noget, men hvad var der at sige? Ikke noget der kunne give ham tilbage til mig. Vores familie havde mad med og ordnede det. Jeg prøvede at snakke med alle, allermest havde jeg bare lyst til at ligge mig ind i sengen. Jeg ved ikke hvad Malte lavede i al den tid og ingen af os kan huske hvornår folk tog hjem. Jeg læste kortene igen og snakkede med Henrik om dagen og hvem der havde været der. Jeg prøvede at skrive navnene ned, men tror ikke jeg kunne huske alle. På et tidspunkt puttede vi vel Malte og gik i seng. Den første nat uden Valter i huset. Han er væk nu og der var intet jeg hans mor kunne gøre ved det...