Anden samtale på Skejby

Det var med tunge skridt, at vi i mandag gik ind på Skejby til en ny scanning og samtale. Alt i os havde lyst til at vende om og tage alle andre steder hen. Vi gik dog derud fra igen og havde det bedre - ikke fordi vi blev lovet bedre fremtidsudsigter, men nok fordi vi bliver behandlet så godt og kan mærke at de alle sammen er meget dygtige og kun vil give os lige den hjælp vi har brug for.

Det er en lille lækker lillebror der ligger inde i maven - han vokser som han skal og fejler ikke andet. Så nu skal han bare vokse sig stor og stærk, så han har noget at stå imod med, for det får han brug for. Han bliver født med den værste hjertefejl man kan have og det bliver i dagene og ugerne efter operationen han skal kæmpe for sit liv. Lægerne har allerede kontakt med personalet på Rigshospitalet og er ved at lægge en plan for, hvornår jeg skal føde og hvad der skal ske.

Hjertefejlen hedder Hypoplastisk ve ventrikkel. Det betyder, at når han er opereret, skal halvdelen af hjertet klare hvad et helt hjerte plejer at klare. Det kan det gøre til han bliver voksen og så skal et nyt hjerte tage over. Det er den første operation der er den største og der er derfor også de mindste chancer for at overleve. Derudover kan der komme en masse bivirkninger efter operationen, men dem kunne vi ikke helt overskue at forholde os til nu. Når han er født kan vi måske sidde med ham og holde ham og måske også amme ham, men kun hvis han reagerer som han skal på den medicin han skal have indtil operationen. Men vi kommer ikke til at sove hos ham, vi skal besøg ham. Det er hårdt at tænke på, at han skal ligge der helt alene, men sådan må det være.

Det er svært at sige, om vi er fyldt af håb, sorg, håbløshed eller frygt. Ventetiden er lang og uforudsigeligheden enorm.