I dag er en dårlig dag...

Storebror holder os igang og det er ham der gør, at livet stadig giver lidt mening. Jeg er sådan en type, der har brug for at glæde mig til noget og det synes jeg er mere end svært lige nu. Jo mere jeg læser om hjertefejlen og tiden bagefter og jo mere jeg tænker over det, jo mere modløs bliver jeg og jeg tror det er ved at gå op for mig, hvad der sker og skal ske.
Inde i mit hoved har jeg allerede formuleret den tale jeg kunne tænke mig at holde til lillebrors mulige begravelse - lige da jeg skriver det her, sparker han mig i maven...jeg vil så gerne tro, at han prøver at sige, at han er stærk og han kan overvinde døden, men jeg er bare nødt til at forberede mig på den - på døden. Men kan man overhovedet det, forberede sig på at ens lille baby aldrig kommer med hjem? På en eller anden måde bliver døden også mere konkret end alt det uvisse, ventetiden, bekymringerne og de mange spørgsmål.

M glæder sig til at blive storebror. Han snakker om at han skal købe en sut, en bamse og en pive - giraf til lillebror. Han snakker om, at han skal holde ham, at han må låne hans legetøj og at han vil hjælpe med at give ham mad. Det er hjerteskærende og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne forvisse ham om, at det hele selvfølgelig kommer til at ske. Han ved ikke at lillebror er syg. Vi vil fortælle ham det, men håber på, at der kommer et rigtigt tidspunkt til det.

I dag er en dårlig dag, men også en dag hvor jeg fik begyndt at skrive mine tanker ned. Nu vil jeg ligge mig under dynen - for jeg ved ikke ved ikke hvad jeg ellers skal gøre af mig selv...