Scanning d. 8. Sep 2016 - 20. Uge

Vi var til scanning en torsdag morgen kl. 8 og tog derfra kl. 10. En scanning jeg ikke helt kunne svinge mig op til, vi skulle jo ikke vide kønnet på baby og baby var jo i live - jeg kunne mærke den og havde jo også lige hørt dens hjerte ved jordemoderen. Jeg har haft kvalme siden uge 6 og haft en ret hård sommer. Jeg var lige blevet sygemeldt og var helt nede fysisk - og nok også psykisk. Tiden før denne graviditet har været lang og hård. Så jeg har været træt helt ind i knoglerne og havde nok trukket den lige lidt for længe på arbejdet. Så da jordemoderen sagde, at jeg altså også gerne måtte blive sygemeldt, så blev jeg så lettet og sank helt sammen - jeg kunne mærke, at det bare var det eneste rigtige. 

Sygeplejersken der scannede os gik igang, lag for lag. Da hun nåede til hjerte blev hun ved at scanne i lang tid - hun sagde en hånd lå i vejen. Men så lagde hun scanneren og sagde at der var noget hun skulle have en læge til at kigge på og så gik hun. Lige iden hun havde sagt det, havde jeg lige tænkt, at det måtte være forfærdeligt at ligge her og så få dårligt nyt. Hun var væk længe og vi sad bare i stilhed. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte...bare at jeg ikke rigtig forstod hvad der skete. Da hun kom tilbage sagde hun, at vi skulle over til en anden og bedre scanner og hun havde fået fat i en hjertelæge og en anden læge. Der kunne jeg godt regne ud, at hun ikke var i tvivl om det hun havde set og vi brød begge sammen. Men vi skulle krydse gangen - den gang hvor langt de fleste forsvinder ud af glade og lykkelige over at have set deres velskabte baby.

Lægerne var meget venlige og menneskelige. De sagde at de ville scanne og snakke med hinanden uden at fortælle os hvad de så, men det ville de selvfølgelig fortælle os senere. De snakkede og scannede i hvad de føles som en evighed. Jeg kiggede ikke, men prøvede hele tiden at tolke deres ord og stemmeføring - var det positivt? Lød de lettede? 

Vi blev først ind i et andet rum og sad lidt for os selv. Jeg tror ingen af os kunne tro på hvad der skete, vi var kommer så langt og alligevel sad vi her.

Lægerne og sygeplejersken kom tilbage og fortalte os, at vores lille smukke baby har en alvorlig medfødt hjertefejl og at det ville kræve tre operationer og et nyt hjerte, hvis den skulle blive ældre end vi er i dag. De fortalte også, at chancerne for overlevelse frem til det fjerde år var 50%. Vi fik tre valgmuligheder og at de ville bakke os op i lige det valg vi traf. Vi kunne søge om en sen abort, lade naturen gå sin gang, dvs. føde og så lade baby dø uden smerter eller vi kunne vælge at lægerne skulle gøre alt hvad der er i deres magt at gøre. 

Af principielle, religiøse, etiske og ikke mindst personlige grunde var mulighed et ikke en mulighed for os. Jeg kunne ikke slå vores lille baby ihjel. Dermed ikke sagt, at jeg var nødt til at overveje om muligheden ikke ville være det bedste for baby og ikke mindst den kommende storebror der ville få sig et hårdt år. Mulighed to havde jeg det også svært ved. Jeg ved ikke om jeg kunne leve med, at vi ikke prøvede alt. Det er lidt som da vi var i fertilitetsbehandling  -  jeg kunne først stoppe, når jeg var sikker på, at jeg ikke ville fortryde, at vi ikke prøvede nok. 

Så på trods af bekymringer for storebrors ve og vel, hvad den lille baby skulle udsættes for og den sorg og alle bekymringerne vi ville opleve, valgte vi den sidste mulighed. På det der skulle have været en hel almindelig septemberdag valgte vi, at vores baby skulle have mulighed for at kæmpe for sit liv til januar, på det hospital hvor jeg selv blev født for næsten 34 år siden. Det lyder så nemt, sådan som jeg har fået formleret det på skrift og hvilke følelser der gik gennem os er svære at beskrive og ikke de samme for os begge to. H, min mand, var sur, vred og ked af det og jeg var ked af det, men også fyldt af et "jamen så er det sådan det er og det må vi så igennem" På dette tidspunkt tror jeg vi var i chok og ikke helt havde forstået omfanget af situationen. Mine forældre kom og hyggede om M og snakkede og resten af dagen væltede det ind med søde beskeder og blomster fra dejlige venner, familie og kollegaer - og hver gang blev øjnene fyldt af tårer. Det betyder alt sammen mere end man tror.