Efterårsferie

Det er lidt angstprovokerende at skrive nye indlæg herinde, nu jeg ved hvor mange der i al fald har læst de forrige indlæg og måske følger med. Jeg begyndte at skrive, for at få styr på mine tanker og følelser og det hjælper mig rigtig meget med at reagerer. Hver gang jeg skriver noget nyt græder jeg. Det gør jeg ellers ikke så meget i og slet ikke sammen mdd andre. Så det hjælper først og fremmest mig selv at skrive og så kan det måske hjælpe jer til at se lidt af hvad der foregår inde i mig, når jeg ikke render helt normalt rundt og er på job, er sammen med M eller er til fritidsaktiviteter med ham.


M og jeg er lige kommet hjem fra sommerhus med min søster og hendes søde familie - det har været hyggeligt og dejligt. Børnene har leget rigtigt godt sammen og vi voksne har faktisk siddet og læst i en  op til flere gange;) H er i London med en ven, men kommer heldigvis hjem i morgen.

Der er flere ting der har fået mig til at græde i dag. Vi har endelig fået solgt huset og skal flytte mellem jul og nytår. Det bliver dejligt og jeg har gjort op med mig selv, at det ikke bliver en flytning som jeg er vant til. Jeg er typen der ikke kan holde ud at kigge på en flyttekasse - de skal bare pakkes ud med det samme, tingene skal helst på plads hurtigt og alt skal se lækkert ud endnu hurtigere. Sådan bliver det nok ikke denne gang og det er også helt ok. Måske når vi at få malet og hvis ikke, så kommer vi langt med senge til os alle og et køkken der fungerer. På vejen hjem fra
Sommerhuset sad jeg og tænkte på indretning, på om vi ikke skulle have mere mulighed for at høre musik - og så kom uvisheden snigende igen. For hvis lillebror dør, kommer vi så til at ville høre musik igen? Der er tre værelser i det nye hus, så plads til to børneværelser og et kontor. Men uvisheden om, om vi får lillebror med hjem, gør at jeg hele tiden snakker om det sidste værelse som et ekstra værelse eller et rodeværelse til opbevaring - jeg tør næsten ikke engang snakke om, at det kan blive til lillebrors værelse på sigt.

En anden ting der fik mig til at græde i dag,  var da jeg læste en artikel på FB om Rigshospitalet og børn med hjertefejl. Der var interview med to hold forældre, som lige havde fået deres børn opereret. Deres børn skulle ikke igennem flere operationer og ville få et helt normalt liv. Knap en procent af alle børn bliver født med en hjertefejl og knap en procent af dem dør. Pludselig kunne jeg mærke misundelsen og uretfærdigheder igen - hvorfor er det lige at vores lille dreng skal have den værste hjertefejl og måske blive den ene procent ud af den ene procent?

Den sidste ting der kom lidt tæt på, var et indslag der var i Godaften Danmark. Ikke noget jeg plejer at se for det er godt nok ikke ret godt fjernsyn. Der var en bedsteforældre inde og fortælle om, hvordan det var at miste et barnebarn og hvordan man taklede det at have en dobbeltsorg - både over at miste et barnebarn, men også over at se sit eget barn var i dyb sorg. De havde været nødt til at komme hver morgen og få forældrene til det døde barn, op af sengen og sørge for mad til dem og få dem igang i mange mange måneder...
Hun gav et råd - at man skulle hjælpe praktisk, når nogle var i krise og ikke vente på at blive spurgt om at hjælpe, men istedet gøre noget af sig selv. Og det tror jeg er rigtigt - jeg har selv, når andre har været i krise, spurgt om der var noget jeg kunne gøre og at de bare skulle sige til. Der tænker jeg, at det er bedre bare at gøre noget, for man får ikke selv sagt til.

Super rodet indlæg, der vist mest minder om en statusopdatering. Alt i alt må jeg bare konkludere, at det er hårdt ikke at kunne se fremad og kunne lægge store eller små planer for fremtiden...