Mandags tanker

Dagene er næsten begyndt at gå som de plejer. M holder os igang og får os til at grine - og op i det røde felt - måske oftere og oftere. Jeg ved ikke om han begynder at kunne mærke på os, at der er noget hårdt der fylder og måske han også hører mere end han burde. Måske vi snart skal have ham fortalt, at lillebror er syg. Det er svært at finde ud af hvad der er rigtigt at gøre.

Om fire måneder har jeg enten født eller er gået 4 dage over...jeg får hjertebanken når jeg tænker på det...jeg glæder mig så meget til at møde ham, men er også bare så uendelig bange for at miste ham igen for hurtigt. Nogle gange bliver det så meget hverdag, at jeg tror alt er normalt, men det går så hurtigt op for mig, at intet bliver normalt igen. Nu græder jeg - det er ellers ikke meget jeg gør det. Jeg fortæller bare historien og har gjort det så mange gange nu, at det bare bliver en historie. Det her skulle være den gode tid, forventningens tid- uden kvalme. Men hver gang nogen kommenterer min mave, smiler jeg enten helt falsk eller fortæller hvilke fremtidsudsigter der er for vores lille familie. Der er ikke meget at glæde sig til...

Folk er stadig søde, men jeg kan godt mærke på arbejdet, at flere og flere sætter krav til mig - det er ikke nemt bare at være der lidt og ikke tage ansvar. De vil gerne have jeg tager mine timer tilbage... Jeg ser frem til 2.dec. Der er det slut med ansvar derfra, eleverne har fået standpunktskatakterer og er blevet uddannelsesparathedsvurderet og skole- hjemsamtalerne er overstået, måske huset er solgt og der er måske kommer afklaring på alt det praktiske ift. fødsel og indlæggelse...måske...