tirsdag den 11. oktober 2016

Bryllupsdag

I dag har vi bryllupsdag. Det har altid været lidt en joke, at jeg ikke kan huske om det er den 11. eller 12. Oktober. Og jeg ville ikke have husket at det var i dag, før Henrik huskede mig på det, hvis ikke mine svigerinder og Facebook havde skrevet det til mig;)

Vi har været sammen i 10 år og gift i 8. Sådan en mærkedag er en god måde at gøre lidt status. Jeg synes vi har haft det hårdt. Ikke imellem os - overgangen fra weekendkærester til at bo sammen og være gift gik rigtig godt og nemt - men jeg synes der har været rigtig mange udefra kommende ting der har sat deres præg på vores liv. Henriks lillebror fik kræft - som han heldigvis er rask for, Vi fandt ud af, at hvis vi ville have børn skulle vi i fertilitetsbehandling med ICSI, Henriks far døde, jeg aborterede to gange, Henriks mor fik brystkræft - som hun heldigvis også er rask for, vores bedste venner, min bedste veninde, gik fra hinanden og blev skilt på den mest modbydelige måde og min veninde vil ikke have noget med mig at gøre og nu venter vi et barn med en af de alvorligste hjertefejl. Men vi har også fået en dejlig, kærlig og lækker dreng der smiler, er glad og trives. Han holder os i gang og får os til at smile og grine - og smide os trætte på sofaen om aftenen. Vi bor i en dejlig by, hvor vi kan se os selv i mange mange år. Vi har dejlige venner og familie og vi kommer i en kirke hvor folk vil os det bedste og bekymrer sig for os. Vi har skabt en hverdag, som fungerer og et liv hvor der er plads til os alle tre - plads til at vi kan gøre mange af de ting vi gerne vil.

Så Henrik - hvis/ når du læser med - jeg elsker dig mere end nogensinde og jeg tror på vi kan klare det næste år sammen og komme hele og ikke ødelagte igennem det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar