Opslag
- sig ikke "I kan vel ikke sove eller spise" - jeg kan næsten føle mig forkert når jeg kan spise og sove.
-der står alle steder, at alle sørger forskelligt og der ikke er en rigtig måde at gøre det på - føler alligevel nogle gange jeg gør det forkert
- det er svært kun at skulle dække bord til tre
-svært at kigge på hans (ret nye) legetøj og tøj (der er tøj han aldrig nåede at have på), men ubærligt at gemme det væk
- alt jeg vil, er bare at holde ham i mine arme, at han kysser mig med sin åbne mund, kigger på mig med sine store blå øjne og bider i min halskæde selvom han godt ved han ikke må
-jeg kan ikke mærke ham - har brug for at mærke ham fysisk - jeg kan huske hvordan han ser ud, men jeg er bange for jeg glemmer hvordan han føltes og hvordan det føltes når han kiggede på mig med sine blå øjne og sit dejlige smil
-jeg har halvandet års chok og op og nedturer i min krop - jeg føler mig gennembanket - alt i mit hovede hvirvler rundt og kan ikke finde ro - ro hvor jeg kan mindes, forstå og sørge. Jeg har brug for ro, for ellers fortsætter alting bare næsten som det plejer. Jeg er ikke god til at gå i stå og jeg tror det kan sætte sorgen i stå...
-at Valter er død, gør jo faktisk at halvandet års uro, frygt, bekymring, usikkerhed, uvidenhed og alarmberedskab er slut. Vi skal ikke bekymre os for Valter og hans liv mere, der er ikke flere tjek, ikke flere lange operationer, ventetid, ikke mere analyse, blodprøver i han lille buttede arm, medicin, kommuner, hospitaler, læger, læger der har magt over vores liv, for hans liv er ikke mere. Hans sygdom sejrede, selvom alle gjorde hvad de kunne, men hvor ville jeg ønske det ikke var slut
-det er svært at leve i andres værste mareridt...
-havde forestillet mig, at jeg ville ligge mig i fosterstilling og være ligeglad med alt, men det gør jeg ikke...måske pga. den femårige der også bor her
-nu er det faktisk muligt at se fremad - hvis jeg vidste hvad jeg havde lyst til
- det er som om jeg skal lære alt forfra...
-ord kan ødelægge - pludselig har jeg sagt noget jeg måske ikke mener eller jeg kun mente i så kort tid og nu er det øjeblik gået
-jeg kan godt grine, men det er mest sammen med Malte
-nu er der ikke mere jeg skal og så bliver mit savn og min sorg så meget større
-at være mor til mit døde barn, kan være lige så svært at gøre rigtigt, som at være mor til mit levende barn
- der er et hul inde i mig som gør fysisk ondt
Nu er vi tre igen. Vi var rigtig gode til at være tre og lige nu lever jeg for os tre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar