Daniel Linds tale i kirken

Der er rigtig mange af jer, der har kommenteret og rost Daniels tale i kirken ved begravelsen - og det kan jeg godt forstå. For mig fyldte det især, at Malte fik så meget opmærksomhed og på den måde blev alt det der foregik også relevant for ham. Så fyldte det med Gud lige præcis så meget og så lidt at jeg kunne være i det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med Gud ikke fylder ret meget nu, det giver ikke mening at takke ham, andet end lige en lille tak for at Malte har haft en god dag og har gode venner, når han skal puttes. Men jeg vil vente på Gud, som Daniel skriver, for uanset hvordan jeg vender og drejer det, synes jeg ikke, at jeg kan komme udenom ham.

Jeg har fået lov at dele talen med jer.

Lad os her til at begynde med prøve på at samle os og lytte til nogle ord om livet og døden, opstandelsen og evigheden.
For vi mangler ord i dag, sådan som de gjorde dengang, hvor Jesus sagde til sine sørgende venner: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.
Jesus Kristus – Herren over liv og død - har også sagt: Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med min sjæl? Tro på Gud og tro på mig. I min fars hus er der mange boliger. Jeg kommer igen og tager jer til mig, for hvor jeg er, skal også I være. Salige er de døde, som dør i Herren.


Vi har samlet os i dag for at mindes og tage afsked med Valter Lindberg Bjørn, hvis liv her på jorden sluttede i torsdags, ni dage efter sin et års fødselsdag.

Han har fyldt meget i jeres familie, de sidste halvandet år, selvfølgelig! Fyldt med glæde, bekymring, venten, frustrationer og lykkelige øjeblikke.

Nu er det sorgen og savnet der fylder, fordi I elsker jeres lille dreng og har fulgt ham i medgang og modgang.

Nu ligger hans krop her. ”Jeg troede det var en skattekiste”, sagde du, Malte, da du så den. Og det er det på en måde også. For det er jeres lille skat, der ligger i den.

Valter har ikke kendt til noget andet liv end det, han fik. Og det I har været for ham som forældre og storebror gjorde ham glad. Og nu har han det fuldstændig godt hos Gud.

For som alle andre børn, har det vigtigste for ham været, at han havde jer tæt på. Det er jer, der bærer sorgen og savnet. Valter er hos sin Far i himlen.

Valter var sådan en mild, smilende og glad dreng, selvom hans hjerte var på overarbejde. Han ville gerne ha alles opmærksomhed. Især Maltes.

Han fulgte ham med øjnene. Ingen andre kunne få ham til at grine på samme måde som storebror Malte, der efter lillebror var død, konstaterede: ”Nu bliver han aldrig større, når vi holder hans fødselsdag”

Det er ikke til at forstå.

Men du vil altid blive ved med at være storebror, Malte. Og I vil altid være Valters forældre. Han fylder fortsat meget, men ikke på den måde, som I havde drømt om.

Allerede før han blev født, talte vi om, at der nok var ting, I ikke kom til at opleve sammen med ham. At spille fodbold kunne hjertet nok ikke holde til.

Men at I skulle miste ham allerede som etårig, havde I kun frygtet i bange øjeblikke.

Selvom I har delt og skrevet meget om livet sammen med Valter, så er der ingen af os, der helt kan sætte os ind, hvordan I har haft det – og hvordan I kommer til at have det i den kommende tid.

Men vi ved, at Valter er jeres elskede og altid vil være det. Jeres lille søde og runde dreng med blå øjne og stor sut, som Maltes venner skulle hen og røre og spørge til. ”Hvordan går det med Valters hjerte?”

Lige siden beskeden til 20 ugers scanningen har Valters liv været en gave forbundet med frygt.

Alligevel har I haft gode uger og måneder derhjemme med barsel og hverdag i foråret og en god sommer, hvor Valter fx lærte at spise grød.

Men inden da lærte han at række tunge. Næsten som en protest mod alt det han og I skulle igennem med indlæggelser, tjek og operationer. Han levede sit korte liv med attitude!

Mange husker ham også vinke med sin venstre hånd. Det kan godt være, han motorisk ikke kunne så meget som andre. Men han kunne vinke i takt med musikken.

Det gjorde han blandt andet til en video juleaften. Han elskede musik og ville gerne i kontakt med andre. En rigtig lille social fyr, der ikke holdt op, før han fik en reaktion tilbage.

Det kan også godt være, at han ikke sagde så mange rigtige ord, men til gengæld var han fremragende til mimik. Det var næsten som om han vinkede og sagde farvel - på gensyn – vi ses igen.

Jeg ved godt, at det kan være næsten umuligt at tro på Gud i urimeligt tunge situationer. Når jeres dreng, som I har kæmpet rigtig meget for at få, viser sig at være dødssyg.

I har sammen med mange andre bedt om, at Valter måtte overleve. Det er ikke til at holde ud, at der ikke ser ud til at være det mindste lille håb tilbage.

Kun håbet om, at Jesus har vundet over den død, der tog livet af Valter. Så vi skal leve, selvom vi dør. Der er kun ét håb tilbage, og det er kun dét håb, der kan give jer håbet og troen tilbage.

I synes det gik så godt derhjemme med Valter og har fortalt om det og takket for det. Men hans hjerte var svagere end det så ud til.

I har været nødt til at tage en dag ad gangen. Og det er vi i virkeligheden nødt til alle sammen. For vores hjerter og vore liv er så skrøbelige. Der skal så lidt til at vælte os omkuld.

Døden får også en dag vores hjerter til at gå i stå. Og så har vi brug for at kende ham, der gør os så levende, at døden højst kan adskille os for en tid.

Adskillelsen er kun tung for dem, der bliver tilbage – også selvom man tror på Gud – men den er ikke uendelig.

Som kristne kan vi sørge med håb og savne med en forventning om at ses igen.

Når livet smuldrer mellem fingrene på os, så er vi stadigvæk i Herrens hænder. Når vi ikke længere kan bære vores liv selv, så vil han bære os.

Det er dét håb, vi synger om i de salmer, som I har valgt.

Malte sang også for Valter. Om indianere, om Jens Petersens ko og mens I holdt hinanden i hænderne og sang tak for maden.

Alt kan blive så anderledes og svært, når verden går i stykker. Det, der virkede godt og naturligt, kan man måske slet ikke finde ud af og har måske heller ikke lyst til.

Fordi der er kommet skår i alt. Det kan give os lyst til at opgive. Men det kan også vække en længsel i os efter en verden uden skår, der forsvinder i et krystalklart hav af lys, som vi skal synge det.

Den sidste salme sang I også, mens Valters farfar trak vejret for sidste gang i denne verden for syv år siden. Han blev begravet første februar, hvor det var Valter, der forlod vores verden.

Måske er det tilfældigt. Men det er til gengæld sikkert, at de nu er sammen i Guds verden på den anden side af døden. Mon ikke Valter sidder på skødet af sin farfar og smiler og vinker med sin venstre hånd?

Måske rækker han også tunge. Men det er i så fald kun for sjov. For dér er der ikke brug for at blive vred og komme af med frustrationer. Der er ingen skår eller svage hjerter.

Uden ord siger Valter til os, at den verden er værd at vente på.

I har ventet på ham og ventet sammen med ham mange gange. Nu er det ham, der venter på jer – og på os.
Jeg vil gerne slutte talen med et enkelt vers fra bibelen fra salme 42. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
I dag er det let at svare på de to spørgsmål. Fortvivlelsen og rystelsen handler om, at Valter er død. Vent på Gud! sang Korasønnerne for tre tusind år siden.

Hvor længe I skal vente, før I kan sige tak for små ting, bede en bøn, holde til at høre ord fra bibelen, grine af dårlige jokes eller ryste på skuldrene, når nogen kommer til at sige noget dumt. Det ved jeg ikke, for det er meget forskelligt.

Ord fra bibelen kan let komme til at lyde som krav. Vent på Gud. Men jeg tror i virkeligheden, de rummer en befrielse.

For når vi ikke kan tro på Gud og har mistet tilliden til ham, så kan vi vente. Vente på at han genopretter tilliden og kalder troen frem i os igen.

Vi skal ikke gøre vold på os selv eller andre ved at gøre mere. Bare vente på Gud. Det er nok.

Når han har lovet at være med os alle dage, så må han vel især være det på de tungeste. Det må være hans ansvar at vise vejen fremad mod håb og bedre tider.

Hvis vi ikke kan tro på Gud, så må vi vente på ham. Vente på at håbet om gensyn og en ny verden sammen med Jesus, hvor alt bliver godt, trænger ind i vores verden igen som et lysglimt.

Vent på Gud og lad ham vise, at det aldrig er forgæves at sætte sit håb til ham.
Så må vi have lov til at betro vores sjæl og lægge hele vores liv i hans hænder og vente på, at hans engle vinker os nærmere, så vi ser, at Jesus står med stigen ind til Guds rige.

Han tog den evige død fra os, da han døde på korset og opstod igen. Ham skal vi holde os til og vente på, hvis vi vil ses på den anden side.
Amen.