Nye ting om sorgen

Valter skulle i dag være blevet 13 måneder - hvad er det for en virkelighed jeg er havnet i, hvor min lille dreng ikke fik lov at blive over et år?... Jeg sidder her ved hans grav, solen skinner, alt er hvidt af frost og flere har været ude at tænde lys for min lille dreng. Det er et godt sted at være, især alene - her får tårerne få frit løb. Gåturen herud er et helle. Han ligger dernede i jorden, med sin dyne, tæppe, bamse og en Bruno perleplade fra Malte, kold, måske blå eller endnu værre ved at blive sort, det er der hans krop ligger. Nogle gange tænker jeg på, om der mon er nogen der har forsøgt at grave deres børn op igen - den lille krop er det eneste jeg har lyst til klynge mig til, mærke igen, men så husker jeg hvor kold han var da jeg kyssede ham en sidste gang og hvor stiv han var ved at blive, før vi lukkede låget...Det er der hans krop er og lige nu giver det ingen mening for mig at tænker på hvor resten af ham er, for lige nu skulle han bare have siddet her ved mig - med krop og det hele.

Min sorg vokser. Efter en lille uges tid med praktiske ting og ting jeg synes jeg skulle gøre, er der nu plads til sorg og savn på fuld tid. Det er som om jeg, mit hoved og min krop nu har forstået, at min søde dejlige Valter aldrig kommer igen, aldrig skal bæres i mine arme. Aldrig kan jeg røre ham, han er væk og ikke bare ude for at blive passet. Nogle gange hører jeg lyden af hans babyalarm...

Jeg kan fornemme, at der måske er nogle der er lidt bange for at sige eller gøre noget forkert - det skal I ikke være. Vi har det sådan, at det er bedre at gøre noget eller sige noget, end slet ikke - så har man da forsøgt. Vi kan heller ikke blive mere kede af det, end vi er nu. Måske skal I ikke lige sige “nu må det være tid at komme videre” men det hører vist også en andre tid til, at sige sådan. Det værste der kan ske, er at vi griner lidt af det. Vi griner nemlig stadig, også af fjollede ting. Det vil dem der har været her vide. Det er så fint at grine, men det gør også, at det at få tid til stilhed og ro er så vigtigt for mig. I bogen "Min usynlige søn" skriver Esben Kjær, at det er som om hans søn døde to gange - først i virkeligheden, og derefter blev han tiet ihjel. "Omverdenen spørger ikke" siger Jorit Tellevo "så siger de efterladte, at de mister dobbelt". Den følelse tænker og håber jeg aldrig at jeg får, jeg kan ikke blive mere ked af det, så det at snakke om Valter vil altid være en god og vigtig ting for mig.

Et godt billede på hvordan det er herhjemme, er fra i går da vi lå i sengen og snakkede om hvordan vi har det hver især og at det er helt uvirkeligt, at Valter har været her, der er lidt stilhed og Henrik er lige ved at falde i søvn og så siger han “det der fitness, kommer du til at bruge det i næste måned ellers skal du måske lige sætte det på pause” Det er sådan det er hjemme ved os - ud og ind af sorgen, den er der hele tiden, men nogle gange opfører vi os næsten normalt. I starten tænkte jeg, at det var en forkert måde at gøre det på, men det er altså det der fungerer for os. Lidt ligesom børn, de kan måske bare glemme sorgen når de er “ude” og det kan vi ikke så nemt.

“ Hvordan er det muligt? Det var muligt. Jeg rejste mig op fra en stol og læste det, der stod på siden. Stærk i sorgen, siger man, og det er løgn. Forstenet, ren overlevelse, instinkt, ude af sig selv, fattet i en form for vanvid. Hvid, død.” (Fra “ Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”)

Jeg har fremkaldt en masse masse billeder at Valter og de hænger og står overalt. I starten tror jeg det var fordi jeg var bange for at glemme ham, nu er det bare godt at kigge på dem og mindes, men det er også så uendeligt tungt og det sted inden i mig mig der gør fysisk ondt vokser - det er godt - ondt, som Simon har skrevet til os, at se på hans dejlige smil, runde kinder og buttede arme. Mirjam sagde, at det var så virkeligt, som om han er her lige nu. Jeg er bange for at glemme hvordan han føltes...

“Jeg er bange for, at han forsvinder mere og mere fra mig hver dag. At han forsvinder i takt med at jeg heler. Det er ubærligt. Og måske den eneste måde jeg kan hele på” (også fra “Har døden taget noget fra dig så giv den det tilbage”)

“ Der er helt uventede øjeblikke, hvor noget inden i mig prøver at forsikre mig, at egentlig gør det mig ikke så meget, trods alt. Jeg var lykkelig, før jeg overhovedet mødte H. Jeg har massere af det, man kalder “ressourcer”. Man kommer over disse ting. Det skal nok gå alt samme. Man skammer sig over at høre den stemme, men for en kort stund synes den at fremføre sin sag godt. Så pludselig dukker sviende minde op, og al denne “ sunde fornuft” forsvinder som en myre ved en åben smelteovn” C. S. Lewis

Jeg har før skrevet, at med Valters død, forsvandt også alle de bekymringer vi har stået med i halvandet år. For første gang var der fred med det, men det er ingen god fred. Jeg har læst en bog om en far der mistede sin syv årlige søn til kræft. (“ Min usynlige søn”) Han kalder det nederlagets fred. Alt hvad vi har kæmpet for og håbet på er der ikke mere. Der er ikke mere at bekymre sig om og kæmpe for, kampen er slut og vi tabte det største af alt. Nu er bekymringen byttet ud med en stor tyk fed dyne af sorg og her er om noget en kamp der skal kæmpes, og sorgen skal gøre sit arbejde. Men hvor ville jeg til hver en tid tage imod bekymringerne med en åben favn, hvis Valter fulgte med.

Jeg har det som en vandballon der er fyldt så meget at den er ved at briste og jeg ka ikke trække vejret. Jeg kan næsten ikke være i min egen krop for savnet er så stort...jeg ville ønske at jeg græd noget mere, det er så hårdt at græde...

Min krop er også fyldt af taknemmelighed. Wow hvor er det vildt med alt den opmærksomhed, gaver, tanker, mad, hjælp, veninder der insisterer på kontakt og tør spørge om det meste og søde og gode beskeder. Alt er læst, men nok ikke svaret på. Vi er så taknemmelige. Når der ikke er flere boller, så kommer der nogen med flere, når buketterne visner, så kommer der nye. I går kom naboen, han havde lavet "for meget" lasagne. Den psykolog jeg var ved i går, spurgte om der ikke var noget det kunne hjælpe mig, noget der føltes godt og det eneste svar på det, er alt den omsorg vi hele tiden får fra jer. Psykologen bliver nok min forhenværende psykolog, da jeg har fået beskeder fra jer, jeg kunne bruge til mere, end den time hos hende. Men det er vist meget almindeligt, at det tager lidt tid at finde den rigtige - desværre...

Det mest rigtige at sige om mig lige nu er, at alt føles som lige meget og at min lyst til alt, er ikke eksisterende. Det bliver anderledes, det ved jeg, men det bliver ikke lige nu...