Opslag
Tirsdag d. 30. tager V og jeg mod Riget. Et tog har påkørt en person og vi må op i en bus, V vågner og bliver sur. Han synes dog busturen er spændende. Han prøver at komme i kontakt med alle og forstå ikke helt når han ikke får kontakt. I det sidste tog leger han med en lille pige på ca. samme alder. Hun er født for tidligt og jeg udveksler sygehus historier med hendes far. Hun er så god motorisk, men V er bedre finmotorisk og det bemærker hendes far. Så mærkeligt den slags stadig fyldte for mig. Vi bliver mere end en time forsinket og vi må skynde os hen til Mc. Donaldhuset. Vi hygger med Jane og V charmer og nyder det. Om natten vil han ikke ligge i sin seng og sove, men kun ved siden af mig.Han klarer fasten godt om morgenen. Da han skal have lagt venflon i albueleddet bliver han rigtig sur og personalet klarer det virkeligt dårligt. De har ikke forberedt sig inden vi kommer ind. Jeg skal sidde med ham på en spisebordsstol i et hjørne af et stort rum, hvor der er andre børn og voksne der også skal stikkes. Tre mennesker bakser med ham og han vrider sig i mine arme og skriger. Jeg prøver forgæves at synge for ham ham og finde appen med sange frem på min mobil, men ingenting virker. De vil give han lattergas og det er sidste gang jeg ser ham vågen - han vrider sig i mine arme da jeg giver ham masken. De holder ham sovende ned til scanningen. Jeg bliver sendt ud af scanningsrummet og kort efter kommer der et akuthold kørende. Der går lidt inden jeg helt forstår hvad det betyder. En mand kommer og henter mig ind i rummet ved siden af og jeg spørger ham hvad der skete, han siger hjertestop. Jeg falder sammen på gulvet og skriger, han holder mig fast - jeg aner ikke hvem han var. I ti minutter måske, tror jeg han er død. Efter noget tid kommer der en læge ind og forklarer, at V kort har fåethjertemassage, men er stabil nu. Lidt efter kommer en af hans hjertelæger ind. Han forklarer og siger de ligger ham i respirator for at få taget scanningen.
Jeg følger med V da han bliver kørt op på intensiv. Planen er, at han skal vækkes efter kort tid. Jeg bliver sendt ind og ud af stuen og føler mig lidt i vejen, men kender jo desværre til intensiv og ved det er sådan det er. Hjertelægen har dog måske læst min evaluering af vores første ophold og lukker mig ind og siger jeg må være med til alt der foregår. Vores kontaktperson - hende der har gjort livet meget lettere for os - kommer og tager mig med på hendes kontor. Hun siger jeg skal ringe efter Henrik, men jeg er tøvende, jeg havde jo gjort så meget for at det praktiske skulle gå op og være til det bedste for Malte. Men heldigvis kommer jeg på bedre tanker og ringer. Henrik kører med det samme. Lægerne beslutter at beholde V i respiratoren indtil operationen.
Torsdag formiddag snakker vi med kirurgen. Han siger, at han ikke er tryg ved at operere V. Han er overbevist om, at V ikke kan klare det. Hans hjerte er blevet meget dårligt siden i sommers. Helt surrealistisk ender samtalen med, at vi tre mennesker aftaler, at der ikke er mere de kan gøre for vores lille dreng og vi kan tage ham med hjem så længe hans hjerte kan holde ham i live. Det er svært at beskrive hvordan den snak føles. Vi sidder der på en af Rigets små kolde stuer, og for en gangs skyld er alt stille, og aftaler at der ikke er andet at gøre, end at tage vores lille dreng med hjem for at dø. Det kommer som et chok for os, at hans hjerte er så dårligt. Lige der længtes jeg bare efter at han skulle vågne, at jeg kunne holde ham uden alle slangerne og ledningerne, at han ville vågne op og være præcis som om tirsdagen.
Vi går ind til ham på intensiv og personalet giver os ro. Jeg kan ligge oppe hos ham. De vil finde ud af, om de evt. skal prøve med en ny ballonudvidelse - tror de kom frem til at det ikke kunne betale sig. Jeg ved ikke hvorfor der går så lang tid inden de får taget respiratoren ud. Men omkring kl 15 bliver vi taget ind til en snak med intensivlægen. Vi skal tage stilling til hvor meget de skal gøre, hvis Valter får hjertestop når de slukker for respiratoren og sovemedicinen. Igen sidder vi helt surrealistisk og skal tage stilling til helt ubærlige ting der måske betyder liv eller død for vores dreng. Vi bliver enige om, at hvis det er et længerevarende stop, skal de ikke gøre meget, for der er alligevel ikke et alternativ for ham på den anden side. Men alle regner med at han “bare” vågner op og kan tage med hjem. Da vi kommer tilbage, er hans iltmætning og hjerterytme faldet meget og de giver forskellig medicin, pumper luft, suger...jeg kigger over på Henrik der helt sikkert har forstået alvoren før mig. Alt foregår forholdsvis stille og roligt og hele personalet ved præcis hvad de skal gøre. Pludselig siger lægen, at Valter og hans hjerte siger stop nu og vi skal komme hen og holde ham. Først sidder jeg med ham og derefter Henrik. Vi kigger hele tiden op på skærmen - er det nu han er væk? De piller tuben ud - han er så fin. Hans brystkasse går lige så stille lidt op og ned - ikke anstrengende som den plejer. Vi kysser, synger, krammer, græder. Siger vi elsker ham. Henrik er god til at vugge ham og “trøste” ham, at skabe ro og så er han væk. Kl. 16.10 den 1. februar.
Min elskede Valter - du var min i alt for kort tid. Jeg vil altid elske dig!
-------------------------------------------
Ingen kommentarer:
Send en kommentar